Tranquebar

af morton_h, the blogger

Det er selvfølgelig navnet på et sted ved den Sydindiske kyst med referencer til den danske kolonitid. Vi er i kategorien ‘legetøjs-imperialisme’. Det er også navnet på en af Nørrebros hyggeligste restauranter, der serverer indisk mad og sælger tøj fra Nepal. Ejeren er en særdeles vidende og kultiveret dansk kvinde, der helt tydeligt holder af at møde sine gæster. En ægte værtinde. 

Alle gæster har historier, de bærer rundt på, og restauratøren har selv mange historier. I dag kommer der en pige ind, der vil have en folder hængt op om en udstilling med to indiske kulturpersonligheder: digteren Rabindranath Tagore og filminstruktøren Satajit Rai. Hun ved ikke meget om dem, men det gør restauratøren. 

Hun fortæller en historie om Tagore, det 20. århundredes store digter i Indien, nobelpristageren, Gandhis ven. Jeg ser for mig billedet af ham, fotografier i sort-hvid. Ansigtet er et af de smukkeste, der kan tænkes, øjnene, det hvide skæg, billedet af en vismand. 

Efter at have modtaget nobelprisen bliver han inviteret til USA. Tolderen ved ankomsten ser hans pas og papirer og stiller ham rutinespørgsmålet: Er de i stand til at læse og skrive? Lidet anende, at han stiller spørgsmålet til en af datidens største digtere, en læsningens og skriftens mester. 

En anden berømt inder, omend mindre kendt i vesten, og som i statur minder om Tagore, er den indiske astronom og yogi, Swami Sri Yukteswar Giri. Høj, langt hvidt hår og skæg. Hans tilnavn var Bengalens Løve. I indledningen til sin lille bog ‘The Holy Science’ fortæller han om sin samtale med Mahavatar Sri Sri Babaji, den legendariske person, der havde det med at dukke op og forsvinde i den blå luft, hvordan de i året 1894 mødes for første gang ved den årlige forsamling, Kumbha Mela, på stedet, hvor de tre floder, Ganges, Yumna og Saraswati løber sammen. 

De diskuterer, hvordan lærde vesterlændinge så åbenlyst er ude af stand til at overskride den begrænsning, som verden sætter på dem. Mennesker, der har opnået høj åndelig status på den anden side, har på den anden side svært ved at gøre deres indsigt til nytte for denne verdens tilfangetagne. Mange vesterlændinge har forudsætninger for at udvide deres viden på det åndelige felt, men får aldrig chancen til det, fordi de er indkaplset i vestens materialisme. 

Situationen med tolderen og digteren er en situation, hvor to mennesker fra hver sin kulter og på hvert deres åndelige niveau rammer forbi hinanden. 

Yukteswar er den astronom, der har løftet sløret for en særlig indsigt i vort solsystem, der har eksisteret i den indiske astronomi. Vestens astronomer er i dag nået frem til, at det er de færreste – om nogen – sole i galaksen, der er selvkørende. Et stigende antal solsystemer regnes i dag for binære, dvs. at der er to sole, der har en relation til hinanden. Skulle vor sol være en undtagelse? Ikke ifølge Yukteswar. Den er linket op til det klareste legeme på himlen: stjernen Sirius. 

De to gennemløber hver deres gigantiske eliptiske baner indenfor en tidsramme på 24.000 år, hvor de henholdsvis nærmer sig og fjerner sig fra hinanden. I oldtiden blev Sirius beskrevet som en rød stjerne. I dag beskrives den som en blå stjerne. Hvis man kender til fænomenet red-blue-shift, ved man, at det betyder henholdsvis bevægelse væk fra og hen imod. Sirius har simpelthen vendt om og er på vej tilbage. Sirius, hundestjernen, der vandrer gennem tegnene på himlen som en hund. Hvorfor mon den gør det? 

De to stjerners dans om hinanden giver faldende og stigende intensitet i det enorme elektromagnetiske spændingsfelt, der linker de to himmellegemer sammen. Spændingen er lavet, når de er længst fra hinanden og højest, når de er tættest på hinanden. Både inderne og ægypterne/grækerne har beskrevet det som fire faser: guldets, sølvets, kobberets/broncens og jernets tidsalder. Vi kan bla. læse om det hos Platon. 

I de vediske skrifter omtales det som de 4 Yuga’er. Den nedstigende fase af Satya Yuga (den gyldne tid) varer 4800 år, Treta Yuga (sølv) 3600 år, Dwapara Yuga (bronze) 2400 år, og Kali Yuga (jernets og den mørke tid) 1200 år. Den opstigende fase af Kali Yuga begynder herefter og varer også 1200 år. Denne fase begyndte i september 499 f.Kr. Siden september 1699, har vi været i den opstigende fase af Dwapara Yuga, iflg. Sri Yukteswar. Det svarer også til det fremskridende jævndøgn, hvor skiftende tegn dominerer himlen. Der skiftes for tiden mellem fisken og vandmanden. Det giver iflg. vestens astronomer 26.000 år i en fuld cyklus. Men det passer ikke siger Yukteswar, da vi glemmer at tage højde for accelerando og decellerando i det elektriske felt. Det sker efter en særlig faktor, der hedder 4/20, 3/20, 2/20 og 1/20 i det sammentrækkende forløb og omvendt i det udvidende forløb. Både rummet og tiden tiltager og aftager, og når de to sole er tættest på hinanden og drejer rundt om hinanden, varer tiden længere. 

Der hersker en del forvirring om disse yugaer også i indisk tolkning. Den gængse ‘lange opregning’ med 100-dobbelte talforhold er baseret på en misforståelse. Det skyldes en bestemt historisk hændelse. Ved slutningen af den sidste nestigende Dwapara Yuga (omkr 700 e.Kr), bemærkede Maharaja Yudhisthira genkomsten af den mørke Kali Yuga og overgav tronen til sin sønnesøn. Sammen med alle sine vismænd trak han sig tilbage til Himalayabjergene. Der var ingen i hoffet, der var i stand til at forstå de korrekte principper for de 4 yugaer, og for ikke at forurolige fyrsten, valgte embedsmændene ikke at fortælle ham sandheden – som de måske heller ikke kendte. 

Livet, tilstanden og menneskers bevidsthedniveau (dharma) er afhængige og påvirkelige af dette elektriske intensitetsfelt (Brahman), hvis omdrejningspunkt er det galaktiske centrum (Vishnunabhi). Dette er ikke så meget et punkt, et sort hul, som en stor skive. Vi afventer for tiden, at skiftet bliver så tydeligt, at vi kan mærke det og bruge det til noget. Vi er på vej ud at den formørkede tid, hvor mennesker har glemt, hvem vi er, hvor vi kommer fra, hvad vi er i stand til. Det er en tidstilstand, hvor vi er ude af stand til fatte andet end den grove fysiske verden. Vi lever i de sidste, men ikke mindste efterdønninger af Helvede på Jord og åndelig formørkelse. Den tid, vi bevæger os ind i, Dwapara, er kendeteget ved, at vi genopdager de fem former for elektricitet, der udgør den usynlige verden. 

Og læg i den forbindelse lige mærke til, hvad der sker i videnskaberne for tiden. Vi kommer snart – forhåbenlig – til at overgå fra grov og forurenende afbrændig af fossilt brændstof (fysisk og mentalt) til en udnyttelse af det store magnetfelt, Brahman, eller nulpunkts-energifeltet eller et andet tekninsk navn. Og der er i hvert fald en potentiel chance for, at det også vil frigøre mennesker fra den tunge, tunge energi af slaveri og politisk-finansiel misbrugs- og krigskultur, vi så villigt/nødtvunget, afhængigt af synsvinkel, har levet under i 2700 år. Og som den herskende klasse nu kunstigt forsøger at forlænge, fordi de mærker, at de vil kunne miste deres position som Helvedes herskere. 

Tilbage til Tranquebar i sidegaden kommer den lille, fine kok ind for at starte gryderne op. Han laver en fortræffelig curry.

Brev til Margrethe V.

af morton_h, the blogger

Jeg tror, kære Margrethe V., at du har undervurderet den magt, som bank- og finansverdenen har raget til sig.

Judaskysset – mafiakysset betyder normalt: du er en død mand/kvinde. I dette tilfælde betyder det døden for egentlig tænkning og for demokratiet.

Jeg tror, du fuldstændig undervurderer den kynisme, som disse folk, disse forkælede, ansvarsløse børn i en voksenkrop besidder, og den destruktive impuls de besidder og vil eksekvere, hvis man ikke sætter endog meget bastante grænser for dem. Og hvem skal gøre det?

Finansindustrien er en syg branche. Og sygdommen har nået det stadie, der i diagnostikken hedder ‘terminalt’. Det er som en cancer, der har metasteret gennem hele organismen. Det er det pengesystem, som bankmænd gennem århundreder har skabt, der er sygt. Det er makanismen til akkumulering af gæld indbygget i dette system skabt af bankmænd, der er sygt.

Efter at uansvarlige og kujonagtige regeringer – eller direkte korrupte som den amerikanske – gennem så lang tid har nægtet at regulere, så kan man ikke komme bagefter og små-regulere som lappeløsning. Løbet er kørt, Margrethe.

Det er på tide at tænke i helt andre baner, for at genindføre og genopfinde det gældfrie pergesystem. Det er allerede sket og det sker i fuldt vigør under overfladen.

Et par eksempler:
– Hvorfor mon den vestlige finansindustri-dominerede verden hader Islam så meget? Bla. fordi bankvæsen ifølge sharia-lovgivning forbyder gældssætning. Så simpelt kan det siges.

– Bitcoin, verdens første digitale valuta, hvor der ikke kan skabes gæld, og hvor der ikke er bankfolk indeover

– Barter-økonomi. Selv store virksomheder bruger det. Det er en slags formalisering og udvidelse af byttehandel med naturaler. Her er det en udveksling af ydelser.

– En lokalbank i en amerikansk delstat har indført et gældfrit og dermed velstandsskabende pengesystem. Det breder sig for tiden til andre stater.

– Time-banking, som består i udveksling af ydelser, der registreres som leveret arbejdstid. Du sætter ‘penge’ i tidsbanken, hvorved du får ret til at trække ydelser tilbage, når du har brug for noget, som du ikke selv er god til. Velegnet til lokalsamfund.

– Talley-sticks, måske ikke aktuelt i dag, men alligevel tankevækkende: Den engelske konge Henry I indførte i 1100-tallet et system for et gældfrit pengesystem. Det skaffede England velstand i næsten 700 år indtil bankmændene ødelagde det. Noget ligende gjorde den svenske konge i 1800-tallet. Han blev så myrdet et par år efter – af en bankmand.

– De amerikanske lokalstater havde et velstandsbringende pengesystem i landets tidlige dage. Så kom Bank of England og fuckede det hele op. Siden er det overordnet set kun gået ned af bakke.

– Her kommer så noget, vi måske ikke holder af at tænke på. Hitler og nazisterne lammede faktisk Deutsche Reichsbank umiddelbart efter magtovertagelsen ved at indføre et helt andet betalingssystem. Det gjorde det muligt at skabe den vækst, der skulle bruges for at sætte infrastrukturen og krigsmaskinen i gang.

– Den kinesiske økonomi er anderledes end den vestlige. Men dem hører vi også konstant er nogle slemme banditter, som vi skal være bange for og bekæmpe. Om nødvendigt med krig høres der mellem linierne for tiden.

– Gadaffi blev smadret – det holder vi heller ikke af at tænke på – bla. fordi han var ved at skabe en alternativ valuta baseret på den libyske dinar. Og han havde store guldreserver til at backe den op. Han ville tilbyde de afrikanske lande den som et modsvar mod vestens slavefinancer, IMF, WTO, ECB, The Fed, centralbanksystemer og financielle hitmænd fra Goldman Sachs, Morgan Stanley og div. hedgefonde. Han vidste, at al imperialisme er financiel, og at financiel terror er en gift for hele den 3. verden.

Men han var jo ond, det ved vi jo, og derfor skulle han dø. Og Danmark var med til dette nationale karaktermord. Men husk: det var jo for deres egen skyld! Kaos hersker nu i Libyen, og i kaos gror der magt og kontrol. Dette syge finansvæsen fører uundgåeligt, derterministisk til krige.

Kort sagt:
HVER ENESTE GANG, der kommer bankfolk indover med deres gældsslaveri-metalitet, går det galt for staterne og menneskene. Det er DERES system, der skal afskaffes.

Og der kommer ikke til at ske, kære Margrethe V., med lidt løftet pegefinger og ‘fy-fy’. Og fordi hverken du eller dine politiske kolleger er i stand til at forestille jer noget, det ligger udover de vante tankesæt, så bliver det ikke fra jer, vi skal forvente noget, der kan bremse det syge bankvæsen og deres syge pengesystem.

PS.
Jeg ville egentlig også have spurgt dig, hvordan du bære dig ad med i fulde alvor at udnævne to af denne verdens mest perfide mennesker: finansterrroristen og -forbryderen George Soros og massemorderen Madelaine Albright til dine forbilleder. Men det må vente til en anden gang, for nu har du jo fået en fin stilling i EU, hvor du kan realisere det, som dine forbilleder er forbilleder for.

Den evige barndom – 2 essays

Den evige barndom

Livet har 3 stadier, barnets, den voksnes og forældrenes / lederens.

Barnet er afhængigt af andre. Det kan ikke skaffe sig selv føde. Det kan ikke beskytte sig selv. Det kan ikke holde sig selv i live. I dyreriget ophører dette stadium på det tidspunkt, hvor barnet er i stand til at udføre disse funktioner.

Mennesket burde gennemgå disse stadier i sit liv. Som fuldt voksen burde det nå frem til en tilstand, hvor det er sin egen regering uafhængigt af andre. At vi så vælger at regere os i selskab og fællesskab med andre er en helt anden sag. Men det er meget sjældent i dag at møde et menneske, der virkelig er suverænt, selvstændigt og er nået frem til det stadium, hvor det har overskud til at hjælpe andre med at gøre det samme, forældrenes stadium.

I det samfund, vi har skabt, er det ligeså sjældent at møde ledere, der er nået frem til det naturlige trin i deres udvikling, hvor de er i stand til virkelig at lede andre. De er grundlæggende set stadigvæk børn i voksne kroppe, der postulerer at være vore forældre. Vi er så til gængæld alle deres børn, dybt afhængige af, at de skal træffe beslutningerne for os. Og deres beslutninger er så snævertsynede, at de sender større og større gæld og ansvar over på deres børn og børnebørn.

Men vi har de ledere, vi har fortjent, for de er blot en afspejling af, hvordan vi selv er. Vi befinder os i en kunstig forlænget barndom, hvor alt, der opretholder vores liv er dybt afhængigt af andre, af en centraliseret energiforsyning, et centraliseret produktions- og forsyningsnet, et offentligt uddannelsessystem, at nogen tilbyder os et arbejde mod betaling, at nogen kan beskytte os mod overgreb fra andre og at nogen redder os, når vi falder i en vandpyt.

Vi kan vælge at anklage systemet for, at det har skabt og vedligeholder sig selv og dermed fastholder mennesker i denne kunstige tilstand af infantil afhængighed. Men når dagen er omme, findes dette system system kun, fordi vi hver især har valgt af afgive vores suverænitet, vores fødselsret og frihed til at træffe valg til systemet. Har mennesket en fri vilje? Ja. Vælger vi at eksekvere denne vilje? Nej.

Vi kan så studere dette system, dette matrix, vi har spundet os selv ind i. Vi kan undre os over, at vi vælger at udsætte os for dette Tivoli, dette Disneyland, denne X-Faktor-Big-Brother-reality-sæbeobera. Hvert element af vores dagligdag udgør en fraktal, en nedskaleret version af systemet, der repeterer systemet. Åbn for dit fjernsyn – hvis du har sådan et, hvilket jeg fx. ikke har – og det vælter ud i hovedet på dig: forbliv et barn, tænk som et barn, reager som et barn, kræv og skab dig som et barn, lav konflikter som et barn, bliv fornæmet som et barn, manipuler med de ‘voksne’ som et barn, vælg slik fremfor rigtig mad som et barn, smid legetøjet, når du keder dig som et barn, lad de voksne rydde op efter dig som et barn, mob de andre som et barn, tæv løs på de svage som et barn, stjæl hvad du begærer som et barn.

Kan det på den baggrund undre, at netop realityshows, der intet har med reality/virkelighed at gøre, har vundet så stor popularitet. Der savles løs i de små stuer over mennesker, der skulle være voksne trykke deres indre barn af i hovedet på hinanden.

Men hvad med børnene da? Deres barndom har vi stjålet fra dem ved at bure dem inde i institutioner til opbevaring og afretning. Vi kunne have ladet dem lege, opfinde, opdage. Vi kunne have opdraget dem til at tænke, udforske og skabe. Vi kunne have tilladt dem i barndommen af sig selv at spørge hvad, hvem, hvor og hvornår og tilladt dem at nå til det naturlige trin i overgangen fra barn til voksen, hvor de begynder af sig selv at spørge: hvorfor. Hvordan de så vælger at føre det videre, kunne herefter have været deres frie valg.

Barnet i sig selv har aldrig været problematisk. Det er den infantile voksne derimod.

Støjens og belysningens tyranni

Derude:

Om natten er der musestille, ikke en lyd. Måske en ugle, men ikke hele natten. Stjerner på himlen, der står knivskarpt på en sort baggrund. Mælkevej. Om morgenen vågner fuglene, lyset står langsomt op, stilheden vågner.

Derinde

Der er partylarm fra naboen, fulde folk på gaden, biler der speeder op, overboen der traver hvileløst frem og tilbage på gulvet, manden tæver sin kone eller knepper hende, kvinden skælder sin mand ud eller smækker med dørene eller traver hvileløst frem og tilbage på gulvet. Eller gør rent for at rense støjen ud af det indre system. Gadelamper overalt og flimrende billygter. Kulørt flimmer fra fladskærme. Ingen stjerner. Hvis du er heldig, er der en solsort, der lader hånt om støjen og overbelysningen. En cikade, hvis du er på de kanter.

Om morgenen

Overboen går amok mellem kl. 6 og 7 af angst for at komme for sent på arbejde. Hvis hun ikke er  karriere-A-typen, er hun måske efterløns-B-typen, der gør det samme mellem 24 og 02:30 om natten fordi hun ikke kan falde til ro. Kl. 7.00 starter vejmaskinerne på hjørnet, der graver kvarteret op. Asfaltsav eller gravko med måmonteret trykfuftsbor. Udadgående trafik. Smækken med døre i terrasso-opgange. Om vinteren motorer, der varmer op i halve timer.

Om natten

Ungdommere der råber kollektivitetens selvforherligelse gennem gaderne på vej til-og-fra værtshusene, in-stederne, privatparties, hele ugen. Gymnasiet er én lang fest uden begyndelse og ende, og virkeligheden starter måske bagefter. Overboen eller genboen med åbne vinduer har druk-og-90’er-musik-fest. Eller også ser han fjernsyn, video eller ungerne spiller skydespil. Eller også råber han i mobiltelefon til Pakistan eller hun gør det til veninden, der bor lige om hjørnet.

Derude igen:

Folk flygter ud til sommerhusene. Endelig fred i weekend? Måske om natten, men så bryder der et helvede løs af plæneklippere, motorsave og andet gør-det-selv-værktøj, for man skal jo nå at afreagere, inden man skal ind til støjen igen.

Derinde igen:

Den stilfærdige lyd af koste i baggården er nu afløst af en idiot, der løber efter en motoriseret bladpuster. Og her kunne der linkes op til det fulde sansefelt: smagen af junkfood og stanken af benzin.

Lyd og lys er terror, vi lever i det store Guantanamo. Mørke og stilhed er helsebringende og harmoniserende, men der er alt for lidt af det. Børn mærker det, de starter og slutter dagen med gråd. Voksne mærker det, de løber frem-og-tilbage for at undslippe det. Husdyr mærker det, de gør og hyler. Alle reagerer uden at vide, hvad de reagerer på.

Mørket og stilheden er overvældende på den gode måde. Det store moderskød, der kan omslutte os en gang i døgnet og kan genføde os til en ny dag. Vi kan indimellem stå udenfor lands lov og ret og opleve dem begge.

Men for storbymennesket kan det forekomme skræmmende i sin diametrale modsætningstilstand. Hvad er det, vi bliver skræmt af? Intet andet end oplevelsen af konstrast og dermed vores egen omvendte tilvænning til støj og overbelysning. Det normale sind tilpasser sig den unormale tilstand ved at lære at elske denne tilstand og selv blive unormalt – hvorefter det forlanger det unormale for at forblive normalt. En normalitets-kolbøtte.

Og helt derude: den store støj af tanks og kamphelikoptere iblandet skrigene fra ofrene.