af morton_h, the blogger
Dagens nyheder fra Politiken og Berlingske Tidende (tirs. 25. juli, 2013)
Med udgangspunkt i et tilfældigt nedslag i to tilfældige aviser – de lå på disken – på en tilfældig dag – der skulle alligevel vaskes tøj på en flexdag – laver vi et tværsnit af tingenes tilstand i den store og den lille verden.
Berlusconi får syv år i sexsag
Skal vi så le eller græde? Hele føljetonen om Berlusconi er så absurd, at dette blot er endnu et absurd kapitel. Man får lyst til at le, for manden har selvfølgelig fortjent mindst syv år i spjældet – og sikkert et par hundrede år i Helvede, både hvis han ikke overlever eller overlever alligevel.
Grunden til at græde er, at man har været nødt til at nakke ham på en bunga-bunga-sag med baggrund i det klare med dog begrænsede magtmisbrug, der specifikt kan støves op her. Manden burde have haft livstid for hele sin øvrige mafiøse virksomhed, sine finans-svindelnumre og sine magtovergreb gennem hele sin karriere. De udvidede perspektiver på sagen er desværre endnu en påmindelse om, hvordan det øverste segment i den finansielle og politiske verden har skabt sig en urørlighedszone, hvor de stort aldrig bliver straffet. En gang imellem slipper man en luns, så folket ikke skal blive for sure, men der er som regel altid tale om et internt ‘mord’ på en konkurrent af ligesinde storforbrydere, der havde et horn i siden på ham. Altså de største forbrydere i verden går fri i dag, fordi de EJER loven. Samtidig bruger retsvæsenet al sin energi på mellem- og småforbryderne. Dette er en af vor tids største uretfærdigheder: positiv særbehandling af forbrydere med personlig indkomst over et vist beløb.
Sagen viser også korruptionens natur. Magtmisbrug kan kun forekomme ved, at tilstrækkelig mange profiterer på det som en sidegevinst. Store dele af den italienske befolkning har været Berlusconi’s medmisbrugere blandt andet ved at stemme ham ind. Der har altid hersket en facination af magt og rigdom i Italien, og når man først har fået det blod på tanden, så er man kompromitteret. Når det regner på præsten, drypper det på degnen.
Lad os så i øvrigt se, om Berslusconi nogensinde kommer til at ruske tremmer. Hans hær af overbetalte, korrupte jurister arbejder uden tvivl på højtryk lige nu for at finde et nyt smuthul. Og mon ikke det skulle være muligt for manden som sidste udvej at simulere et hjerteslag eller en gang heftig Altzheimer for at forhindre det. Pinochet gjorde det, og kom aldrig i fængsel.
Afrika bugner af ressourcer, men skal nu lære at brødføde resten af verden
Verdensbank siger til investorerne: kom trygt til Afrika
Kommentaren siger yderligere, at årsagen til, at afrikanerne ikke kan udnytte deres egne ressourcer og dyrke deres egen jord, skyldes gamle stammestridigheder.
Her får man så lyst til at minde om, at årsagen til fattigdom i størstedelen af Afrika og manglende udbytte af ressourcer skyldes et par hundrede års nord-vestlig systematisk og kontinuerlig imperialisme. Afrika er et stamme-kontinent, det har vi forstået. Men ingen har været mere interesseret i at fiksere afrikanerne i deres stamme-del-og-hersk-stridigheder end imperialisterne. Divide-and-Conquer er simpelthen en af nøglestrategierne i det Britiske Imperiums herskerpolitik, og Imperiet har ryggesløst og skrupuløst udøvet det overalt, hvor de kom frem. De fleste store og mega-blodige borgerkrige i Afrika bærer dette perfide fingeraftryk: Mau-mau opstanden i Congo, borgerkrigen i Angola, slagterierne i Rwanda, delingen af Sudan. Senest Imperiets klamme hånd i Libyen og Mali. Listen er lige så lang som Methulalems skæg og Midgårdsormens hale.
Hvis man skulle mene, at Imperialisme er sådan noget ‘højreorienteret noget’, så behøver man blot at studere den nuværende franske præsidents rolle i Mali. Eller Obama’s politik. Det sidste er muligvis et dårligt eksempel, da manden er langt mere funktionel fascist end han er socialist.
Men altså: nu kommer Verdensbanken – af alle institutioner i øvrigt! – og proklamerer, at Afrika efter at være blevet udsuget og plaget af vestlig imperialisme minsandten skal bære byrden som leverandør af fødevarer og ressourcer til resten af verden, den verden, der ligesom Afrika er plaget af følgerne af den langvarige globale udplyndring! Wow! Ikke nok med, at offeret er et offer, offeret skal sg’u også føle sig skyldig og ansvarlig for bødlens overgreb og påtage sig at hjælpe staklen og alle hans andre ofre. Den stakkels bøddel. Det er lige før, man begynder at skamme sig over sin egen hudfarve. Lige før…
Og for at det ikke skal være løgn – eller rettere: for at det skal være løgn fra ende til anden, så hykler WTO og Verdensbanken nu, at man ‘trygt’ kan investere i Afrika’! Siger man også det til kineserne, der i over et årti har investeret i kontinentet, men er blevet svinet til for initiativet af de samme typer, som nu venligt og patroniserende inviterer vestlige investorer? Det sker samtidig med, at USA har indledt en ny storkampagne, kalder AfriCom, en ‘flydende krig’, som skal drive ned gennem kontinentet og smadre det endnu igen-igen-igen – og fordrive de kinesiske investorer.
Der er tale om den civile udgave af R2P (responsibility to protect). Der hykles god vilje og hensigter og ‘nu skal vi hjælpe den lidende menneskehed med alle dens problemer’ – underforstået ‘da I afrokrøller jo er for mentalt underfrankerede og primitive til selv at gøre det – og vupti, så er alle jeres ressourcer udskibet og landet ligger øde igen. Men det var for jeres egen skyld, for I kan jo åbenbart heller ikke finde ud af at forbruge jeres egne ressource, og det er her vi kommer ind i billedet …’
Nej-nej, ryster man afvæbnende på hovedet og siger, afrikanerne skal bare lære at dyrke deres land (hvilket de jo er for dumme til at håndtere). Var det også det, I gjorde, da I ødelagde Libyen og det enestående Man Made Project, der kanaliserede vand – al dyrknings forudsætning – fra ørkenen til byerne ved kysten, og som Gadaffi havde til hensigt at forære alle sine naboer. Det blev så, om man så må sige, forhindret. Samtidig forhindrede man Gadaffi i at etablere den afrikanske dinar, som alternativ valuta i forhold til den beskidte petrodollar. Og samtidig, hallelujah!, forhindrede man en afrikansk befolkning i at have en høj levestandard, hvilket jo som bekendt er forbeholdt visse vestlige nationer, det ved vi jo alle …
Og siden hvornår har organisationer som WTO og IMF bidraget til noget som helst velgørende i forhold til et land i verden? IMF er direkte skyldig i den forfærdelige økonomi og den håbløse fattigdom, der hersker i Egypten. De tvang dem simpelthen de egyptiske politikere til at vedtage en syg finanslov, selvom alle vidste, det ville blive katastrofalt.
Hvor kan man blive træt af Imperiets hykleri!!
Rusland under pres for at udlevere Snowden
Og hykleriet fortsætter langt ud over kvalmepunktet. Inden vi fortsætter: giv mig en spand!
Lad os lægge en anden vinkel på sagen. Den amerikanske udenrigsminister hedder som bekendt John Kerry. Dette medlem af det elitære forbryder-netværk Skull & Bones truer for tiden løs overfor Kina og Rusland og hyler op om ‘konsekvenser’ og bla-bla-bla, hvis ikke de udleverer manden, der røbede, hvordan USA/NSA (Nazi State of America) har systematisk udspioneret sin egen befolkning siden 2. Verdenskrig (NSA er blot det senest skud på stammen).
Det er et godt/ondt eksempel på, hvordan nysproget fungerer i politisk tale. Snowden forlanges altså udlevet for ‘sine forbrydelser’ mod den amerikanske stat. Manden er altså allerede verbalt dømt uden en retsag ved at blive kaldt for en forbryder uden at være dømt for noget. Ovenikøbet angiveligt for at røbe, hvordan den amerikanske stat selv bryder sin egen forfatning og udøver en kæmpe forbrydelse overfor sin egen – og andre landes – befolkning(er).
Lad os se lidt på den ærede udenrigsminister. I USA er det forbudt at pleje omgang med terrorister. Man kan blive idømt hårde straffe, man kan endog blive smidt i Guantanamo, blive henrettet eller bare likvideret for det. Bla. takket være den af Obama godkendte lov om statslikvideringer af egne borgere. John Kerry betjener sig direkte af Al Qaeda’s terrornetværk. Han forhandler direkte med Al Qaeda i Syrien. Han inviterer dem til middag i Washington. Han finansierer dem. Han sender våben til dem. Han bestiller ‘ydelser’ fra dem. Han er ifølge sit eget lands lovgivning terrorist-kollaboratør og står derfor ifølge landets lovgivning til lovens strengeste straf for landsforrædderi.
Og sæt gerne senator John McCain på samme liste.
Listen er i øvrigt temmelig lang.
USA’s pendul svinger mod et andet Amerika
You bet!
Amerikanerne er øjensynlig ved at vågne op af deres tornerosesøvn. Efter et halvt århundredes indfedtning i Hollywood-sovs, TV-station-pseudo-virkelighed, mediemanipulation, dårlig skoleundervisning, fiktive nyheder og nærmest total uvidenhed om, hvad Onkel Sam havde og har gang i ovre på den anden side af vandet eller nede på den anden side af kontinentalgrænsen, er der ved at gå noget op for dem. De har lært det ‘the hard way’ ved at erfare på egen krop, hvordan det føles at være offer for den samme imperialisme, som USA har udøvet globalt.
Masser af amerikanere er hjemløse, dybt forgældede, arbejder som små svin uden at tjene tilstrækkeligt til dagen, mister pensioner, mister deres ejendele. Og ikke mindst: de mister nu deres civile rettigheder efter dekret fra en korrupt elite i Washington DC., hvis eneste koncern er at tilgodese Wall Street. Som Obama sagde til Wall Street, da han blev valgt første gang: ‘Jeg er den eneste, der står imellem jer og høtyven’, hvor man stå troede, at han mente, at Wall Street skulle tage sig sammen og skifte kurs. Her tog man voldsomt fejl. Han mente, at de ikke skulle bekymre sig, for han skulle nok sørge for, at konfiskere folks høtyve, så Wall Street ikke kom noget til. Herefter udnævnte han Tim Geithner, Wall Streets top-lobbyist, til finansminister …
 |
| No pitchfork this time – or next time, or next time … |
Nu svinger pendulet. Retfærdighedens møllehjul maler langsomt, men det maler igennem. Lad os blive sparet for synet af høtyve og blod, når opgøret med den elite, der ødelagde det før stå stolte land med korruption og magtbegær, bliver stillet til ansvar.
Det er sådan et uskønt syn.
Racismeanklager kan give erstatning uden konkrete beviser
Et par domfældelser og erstatningssager for nylig har skabt uro i det danske retsvæsen. Det har vist sig, at det nu er muligt at klynke, pive og iscenesætte sig til erstatning, hvis man mener – eller rettere påstår at være blevet forfordelt i fx. jobsammenhæng pga. racisme. Det er ikke nødvendigt at bevise det, blot at hævde det.
Her får man lyst til at hive Stjernfeldt & Thomsens bog ‘Kritik af den negative opbyggelighed’ ned fra hylden. En fremragende analyse af en hel kulturepokes vidt udbredte forbrug/misbrug af offerrollen som styringsredskab. Når man kunne fremstille sig selv som offer, havde man per definition altid ret. Det lader til at denne kulturepoke ikke er slut endnu.
Helt tilbage i 60-70’erne greb det om sig. På venstrefløjen klynkede man sig til politiske sejre ved at fremstille sig som undertrykte. Man lagde oveni sin solidaritet med hele verdens undertrykte og fik derved dobbelt ret. Feminister klynkede sig til kvindelige privilegier ved at fremstille sig som undertrykte af samtlige mænd i verden (der i øvrigt blev fremstillet som potentielle voldtægtsforbrydere – hele bundtet). Miskendte og talentløse kunstnere kunne klynke sig til legater. Man kunne klynke sig til overførelsesindkomst og revalidering ved at lyve så vandet drev overfor de sociale myndigheder. Højrefløjen lærte senere at klynke sig til overgreb og undertrykkelse fra de onde venstreorienterede – jeg mindes Brian Mikkelsens bævrende underlæbe, da han fortalte om, hvordan han var blevet latterliggjort som elevrådsformand dengang i 80’erne.
I dag kan man altså klynke sig til 40.000 kroner i erstatning ved at sprede falske rygter i et vikarbureau om racisme efter at være blevet fyret pga. samarbejdsvanskeligheder.
Uden at skulle bevise noget.
Tøjfirmaer slutter op om aftale om Bangladesh
Lad os igen lægge en sidelæns vinkel. Bangladesh er et af verdens fattigste lande. En af landets indfødte talenter, Mohammad Yunus, stiftede i 80’erne Grameen Bank og i 2006 modtog han Nobels Fredspris for at opfinde en genial måde at afhjælpe fattiggørelse på kaldet: mikrolån.
Her var et virkeligt potent redskab til helt fra bunden at give nogle af verdens fattigste mennesker en mulighed for at løfte sig ud af fattigdom. Og det virkede. Hvad skete der dernæst? Storbankerne så det og fuckede det op. Det måtte simpelthen ikke ske. For dem er fattigdom et kontrolredskab, og et så direkte forsøg på at modvirke deres slimede agenda måtte bekæmpes.
Hører vi meget om mikrolån i dag? Det gør vi ikke af samme grund. Til gengæld hører vi stadig om tøjfabrikker, der braser sammen over hovedet på underbetalte kvinder og børnearbejdere i et af verdens fattigste lande. Og vi kommer i tanke om modefirmaet Benetton’s underlige og hykleriske kampagne for år tilbage, hvor de fremstillede sig selv som solidariske med verdens undertrykte.
Der var den i øvrigt igen med offerollen.
Vi vil bare gerne høre musikken
Danskernes musiksmag er mere nuanceret og ‘lødig’, end folkene på DR’s P2 forestiller sig
Dette udsagn bringes i en kommentar af Jesper Mark Pedersen i dagens avis. Jeg kan kun være enig. Det skyldes udbyderne af underholdning, – og det gælder i virkeligheden al underholdning OG nyhedsformidling – at medierne er så bange for at miste deres kunder i butikken, at de har det med at sætte laveste fællesnævner. De tror, at de ved at lave en modstandsløs sendeflade, vinder det højeste antal lyttere, seere, læsere, deltagere, osv…Dette rædselsfulde princip findes også i politik. Politikerne tror, at jo lavere de sætter målestokken, jo flere vælgere får de.
Men for blot at blive i musikken: en rundtur til restaurations- og cafe-miljøet i hovedstaden, som jeg personligt kender til, viser, at lefleriet for laveste fællesnævner/kunderne i butikken også findes her. Selv i etniske restauranter dyrker man stilen: kopi-pop af vestlig pop af den værste og mest klicheefyldte skuffe. Man spekulerer nogle gange på, om kinesere, thailændere og vietnamesere ikke kender til rigtig musik, hvor de kommer fra. For selvfølgelig gør de det. Et godt råd til dem kunne være: prøv engang, kære kinesere, at sætte en skive på med kinesisk klassisk musik, og mærk hvordan lyden fuldstændig kommer til at understøtte smagsoplevelsen. Prøv engang, kære tyrkere, at sætte en skive på med vaskeægte klassisk tyrkisk musik udført af en af mestrene i uth – den tyrkiske luth. Det lydlige kryderi, de fantastiske toner fylder rummet, understøtter farverne, duftene, smagen. Det bliver virtuelt: som at være der selv. Man bliver hensat til Istanbul-by-Night, 1001 Nats Eventyr. I disse kulturer er der ikke som i vores en stor forskel mellem folkemusik og klassisk musik.
Dette underlige skisma er særligt for den europæiske musikkultur.
Det samme vil jeg sige til alle danskerne. Spil noget ordentlig musik. Den behøver ikke engang at være dansk, for danskerne har åbenbart glemt, hvad det vil sige at være dansk udi musikken. Jeg får simpelthen lyst til at uddele banjoer til intelligent og bevidst brug af musik i cafe-restaurant-kulturen – 6 banjoer er max, 0 banjoer er lort.
Anmeldelse: Lavest på listen med nul banjoer får cafeen i Nørrebrohallen, der bare tænder for non-stop-pop-kanalen og spiller en loop på de 100 mest mainstream-intetsigende musikindustrielle produkter. Højest på min liste – lige for tiden – ligger to vinbarer, hvor musikken har kant. Terroiristen i Jægersborggade, hvor personalet selv er jazz-musikere, og gæt lige hvad de spiller der? Og vinbaren på hjørnet af Oehlenschlägersgade og Istedgade, hvor de spillede afdæmpet musik af singer-songwritere. Jeg har også hørt interessant musik på The Laundromat Café på Østerbro. De får mellem 4-6 banjoer. Man får simpelthen lyst til at hænge ud længere på den slags steder. Dårlig musik virker ikke. Folk der er vant til at høre den slags, lytter i virkeligheden ikke til den, de filtrerer den fra, og bruger den kun som elevatormusik/muzak/lydkulisse til at fjerne anden støj med. Folk der rent faktisk lytter til musik, bliver frastødt af den og forsvinder fra stedet.
Anbefaling: Tænk over det, café- og restaurationsejere. Og lad være med at undervurdere jeres publikum/gæster.
Skatteministeriet har regnet ud, at Bendt Bendtsens nordsøaftale har kostet den danske statskasse 124 milliarder kroner.
Hvis vi dertil lægger hans partifælle og senere efterfølger som partileder, den talende kavalergang aka Lene Espersen, der forærede de største og mest magtfulde danske banker et sammenligneligt beløb i form af en stribe bankpakker som belønning for en årrække med uansvarlig håndtering af den danske befolknings opsparede midler, så må vi vel sige, at Konservativt folkeparti kommer ind på en ubestridt førsteplads i inkompetent husholdning. De har så rigeligt fortjent den partistøtte, der har fået fra Danske Bank, Nordea og A.P. Møller + en stribe andre virksomheder for at forære skatteydernes penge væk til disse syndikater/korporationer – uden at yde væsentligt til gengæld.
Statsrevisorer vil have en undersøgelse af solcellesagen
Klimaministeren er grebet med fingrene i kagedåsen. Bemærk, at det hedder ‘klimaminister’ og ikke miljøminister. Næste opgradering hedder ‘minister med ansvar for galaksens vedligeholdelse’ og EU-kommissionen må så være selve det Galaktiske Råd. Klimaministeren har ansvaret for klimaet, bestemt ingen ringe opgave. Problemet her er bare, at manden ikke har en skid forstand på klima, og tror, at det handler om koprutter, der skaber global opvarmning. At have seriøs forstand på klima vil sige, at have seriøs forstand på Solens cykler. At drive politik på den slags kræver ikke andet, end at man er cand jur-polit el. lign. og har meldt sig ind i ‘den globale opvarmnings-kirke’ hvor man lægger en junk-videnskabelig og stærkt politiseret designer-ideologi til grund for en drastisk afgiftspolitik, hvis formål bla. er at gøre det umuligt for lande i den såkaldte 3. verden at løfte deres standard i forhold til den rige del af verden.
Solcellesagen er mærkelig på mere end én måde. Altså: staten laver en støtteordning for at sætte gang i installationen af solceller. I mellemtiden falder prisen for solceller, bla. fordi kineserne kan gøre det billigere og mere effektivt, og fordi teknologien laver et spring frem. Man har lovgivningsmæssigt gjort det forbudt at bruge store jordstykker til store anlæg, men så finder man på – naturligt nok og ganske hensigtsmæssigt – at installere anlæg på tagene på større bygninger. Hovsa, et smuthul. Ministeren var velorienteret, men benægter. Manden lyver simpelthen.
Og hvad er i virkeligheden problemet? Det installeres masser af solceller, så det såkaldte CO2-udslip (don’t get me started here …) kan reduceres kraftigt. Eller rettere – og måske er det her, hunder ligger begravet: DONG-Energy har luret, at de får for kraftig konkurrence, og at der produceres for mange kilowatt-timer udenfor deres kontrol. Har de aflagt den galaktiske klimaminister et lille besøg? Eller fører de bare politik ved at lække info til Berlingske Tidende, der så kører en sag? Vi gætter her, men det kunne sagtens være tilfældet.
Vi mangler en koordineret kræftindsats
Lang forklaring udbydes, kort forklaring udbedes. Hvad med blot at konstatere, at kræftforskning har slået totalt fejl, og ingen aner en pind om, hvad kræft egentlig er.
Vi kommer først til at vide det synkront med, at videnskaben og her især lægevidenskaben undergår et paradigmeskift, for kræft ligger udenfor scope af det nuværende paradigme.
Imidlertid har der dannet sig en af de mest indbringende geschäfter i branchen, som passende kunne kaldes for: kræftindustrien. Et kæmpe apparat af forskere, fonde, apparatur, kemi, udstyr til kemi og stråling, forskning i celler og genetik, laboratorier, publikationer, kongresser. Det er et helt speciale indenfor lægevidenskabet. I DK har vi cancerfonden, børnecanserfonden, Finseninstituttet. Hospitaler med respekt for sig selv har en afdeling for onkologi. Medicinalindustrien omsætter for milliarder. Det er som et stort dyr, der lever af at jagte sin egen hale.
Et forsigtigt spørgsmål: hvad nu hvis hele dyret, der rendte rundt efter sin egen hale ikke havde opdaget, at det egentlige ‘bytte’ stod lige ved siden af og undrede sig over dyrets adfærd? Hvad nu, hvis kræft overhovedet ikke var celler, der muterede?
Læger og hospitaler udskriver behandling med kemo og beståling. Det er dog ret interessant, hvad en anonymiseret undersøgelse af lægers holdning viser. Direkte adspurt, men anonymt – for det er kollegialt tabu at sige noget ufordelagtigt om kolleger eller faget som sådan – med følgende spørgsmål: ‘Ville du selv gå i behandling med kemoterapi eller beståling, hvis du fik konstateret kræft?’ Svaret var overvejende: net! Læger ved altså, at det som oftest er selve kemoen og bestålingen, der tager livet af folk og selve ikke canceren.
En italiensk onkolog, Tullio Simoncini, var ærlig nok overfor sig selv til at indrømme, at kræftbehandlinger ikke virkede. Han besluttede sig til at viske tavlen ren og bruge trivium-metoden, tænkningens ABC, til at finde et bedre svar. Metoden består i altid at spørge: hvad, hvem, hvor, hvornår (generel gramatik, de enkelte grundlæggende elementer i syntaksen, sammenhængen), før man spørger hvorfor (logik, eliminering af indre modsigelser, hvordan hænger det sammen, hvad er årsagen?). Dernæst kan man spørge hvordan (retorik, hvordan kan vi anvende denne erkendelse, hvordan kan vi formidle den).
Det er ikke sådan, Simoncini formulerer det (trivium-metoden), men man kan i bakspejlet se, at det var det, han rent faktisk gjorde. Det må have siddet i rygraden på ham som romer. Han spurgte som det første: hvad er det jer ser, hver eneste gang, jeg ser en tumor? Svaret var: jeg ser noget hvidt. Hvor ser jeg noget hvidt? I det yderste lag omkring hævelsen, tumoren. Hvad minder dette hvide om? En fungus, en svamp, Ćandida Albicans.
Dernæst kunne han som ægte videnskabsmand tro mod den egentlige videnskabelige metode spørge sig selv: hvorfor, med hvilken logik, men hvilken årsagssammenhæng opstår dette fænomen? Svaret blev i første omgang som hypotese og teori og senere bekræftet via forsøg og observationer: svampen ankommer i et forsuret miljø og sætter sig. Vævet bagved danner en hinde og skubber svampen væk fra sig (hævelse, tumor). Det hvide yderst er svampen, det indre er vævet, der beskytter sig.
Herefter kunne han gå videre med hvordan-spørgsmålet: hvordan kan man hjælpe kroppen i dens kamp mod svampen? Svaret blev: ved at injicere noget basisk, svampe-modvirkende. Og hold lige lidt fast her: bagepulver, sodium-bikarbonat. Tullio Simoncinis metode er saftsuseme: bagepulver, der koster 12 kroner nede hos materialisten, hvis man eller kan opstøve den rene vare. Jeg har prøvet, men det viste sig faktisk at være sværere end som så. En indvandrer på Enghavevej havde den rene vare.
Historien går videre med, hvordan Simoncini blev angrebet af den italienske sundhedsstyrelse, smidt tre år i fængsel, kom ud og fortsatte ufortrødent og … i dag holder foredrag for kongresser med hundredevis af onkologer og driver en privat praksis i Rom hvor han … uhuh, det må man ikke sige … helbreder folk for kræft.
Så har vi ikke sagt for meget og dog taget munden rigelig fuld.
modsigelsen - the contradiction 