P { margin-bottom: 0.21cm; }
af morton_h, the blogger
Jeg havde engang et fjernsyn. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg solgte det – muligvis for fem år siden. Men jeg kan huske, hvad jeg tænkte dengang: dette kommer jeg ikke til at fortryde.
Jeg husker dog, at man i fjernsynet og i aviserne plejede at vise nytårs-reviews om ‘året der gik’. Det bestod mest i en form for selv-fejring af de events, der havde bonnet mest ud for medierne selv. Det er som regel et opkog fra mediernes egen flimmerkasse og papirkurv. Egentlig vurdering i bakspejlet var der yderst sjældent tale om. Ingen var blevet et hak klogere, og derfor kunne alle være nogenlunde sikre på, at de samme stupiditeter blev gentaget og bragt i en ny variation næste års … og nu husker jeg navnet: nytårskavalkade – et festligt ord, boblende som champagne og lyden af stjernekastere!
Man må ikke være bagklog, siges der. Hvad skulle man ellers være? Forklog? Midt-i-det-hele-klog? Bliver man ikke klogere af at vurdere, hvad der skete, hvorfor det skete, og hvorvidt man brød sig om det, der skete?
Så i den konstruktive bagklogskabs navn: hvad var 2013 for en størrelse? Spørgsmålet er selv-transcenderende, for 2013 er blot en tidslomme, der ikke kan forstås som noget i sig selv men som en følge, en forstærkning af alle årgange og årtier, der kom før det herrens år 2013. Et bedre spørgsmål ville være: hvordan skal man forstå 2013 i forhold til alt, der gik forud? Og kan man via denne forståelse pejle sig ind på, hvor verden er på vej hen?
Det vil jeg forsøge i dette blogindlæg nr. 200 i paradigmet.blogspot.com
Det vil jeg forsøge i dette blogindlæg nr. 200 i paradigmet.blogspot.com
Det desperate Imperium
Et overordnet fænomen til beskuelse er den stigende desperation, som Imperiet udviser.
Definér Imperium:
Programørerne af det menneskelige global-samfund og deres globale styresystem. Imperiet kan ikke overskues, for det er for omfattende, for mangelaget og forgrenet. Det kan identificeres, hver gang det stikker sine tentakler frem og skrider til handling. Det har sine veje, metoder og kendetegn. Det har sine beskidte tricks. Det har sin måde at fremstille sig selv på, hvilket vil sige stort set alt det, som det ikke er. Imperiet bygger på løgn, historieforfalskning og dobbelt tale / nysprog. Imperiet har den største foragt for du og jeg og den art af jordiske væsener, der kaldes for mennesker.
Programørerne af det menneskelige global-samfund og deres globale styresystem. Imperiet kan ikke overskues, for det er for omfattende, for mangelaget og forgrenet. Det kan identificeres, hver gang det stikker sine tentakler frem og skrider til handling. Det har sine veje, metoder og kendetegn. Det har sine beskidte tricks. Det har sin måde at fremstille sig selv på, hvilket vil sige stort set alt det, som det ikke er. Imperiet bygger på løgn, historieforfalskning og dobbelt tale / nysprog. Imperiet har den største foragt for du og jeg og den art af jordiske væsener, der kaldes for mennesker.
Imperiet er dog blot et avanceret styresystem, selvom det anser sig selv for det fuldendte styresystem kaldet Gud. Selv avancerede styresystemer kan bryde samme, de kan hackes, og de kan erstattes af andre systemer. Imperiet er et eksklusivt system. Andre systemer er inklusive, de er Open Source. Når der lukkes for kildekoden og gennemsigtigheden, er det altid tegn på, at nogen har noget at skjule, som ikke tåler dagens lys. Nogen er utroværdig og uærlig. Nogen siger ikke, hvad de gør, og gør ikke, hvad de siger. Imperiet er uorganisk og kræver derfor umådelige mængder af skjult eller åbenlys tvang.
Et dårligt frø kan ikke blive til et sundt træ, og et sygt træ kan ikke bære sund frugt. Hvis man forfølger Imperiet tilbage i historien – og er i stand til at se gennem den histore, Imperiet kan lide at fortælle om sig selv – så var frøet fra starten dårligt. Alt kan skaleres op og ned, og året 2013 efter Kristi fødsel er blot en fraktal af en tidsalder, som indrammes af den tidsregning og den kalender, der repræsenterer den: fiskens tidsalder.
Man kunne måske sige, at 2013 er det år, hvor det for alvor begynder at lugte af fisk i Imperiets hellige haller. Og frisk fisk skal som bekendt ikke lugte af fisk.
Den fascistiske pave
Hvis vi for en stund skal blive i den hellige genre, så var 2013 året, hvor jesuitterne placerede sig på selve stolen. De har ganske vist været der i et halvt millenium, og hele deres historie er brolagt med manipulation, infiltration, korruption, sjælekontrol (fx. børneopdragelse), iscenesatte pseudorevolutioner, snedighed (fx. videnskab) og kløvet tunge. De selv er uddannet via masochistisk selveksersits. Som Hitler sagde om Himmler, der havde kopieret jesuitternes militære munkeorden og dannet Schutzstafel SS: ‘Vi har i Himmler vores egen Loyola!’
Den katolske kirke har det ret omfattende problem, at deres ‘kunder’ undsiger dem i stort tal. Verden har fået nok af de klamme pædofilistre med hovedsæde i en bydel i Rom, der kalder sig for en stat. Det var som bekendt Mussolini, der gav dem deres længst svundne rettigheder som stat tilbage. Også dengang var der et konglomerat med fascisterne, både de sorte, de brune og dem med hagekors. Vatikanet har altid dyrket dette nære men aldrig åbent proklamerede venskab. Alle vidste det, selvom alle, især de fromme og naive, lukkede øjnene for det.
Den siddende jesuitterpaves hjemland, Argentina, var et særdeles grelt eksempel på det. Det jesuittiske hovedkvarter i Buenos Aires stillede velvilligt bygningen til rådighed for juntaen og deres beskidte militærpoliti under den beskidte krig mod argentinerne. Mange omkom, mange forsvandt, en del blev dopet og smidt ud fra fly over Atlanten. Der blev tortureret og undertrykt. Folk levede i evig rædsel. Den siddende pave var personligt involveret i en sag om unge præster og deres sociale arbejde i fattigkvarterne, hvor deres menighed oplevede fascisternes metoder på tæt hold.
På overfladen er pave Frans en selvudnævnt helgen. Den hellige Frans 2.0 har iscenesat sig selv som asket og beskytter af de fattige. Glemt er alt om den beskidte krig, og skabet er lukket for fri passage af skeletter. Manøvren er dog ikke tilfældig, og tilfældig er heller ikke den pludselige afgang af ‘Razi the Nazi’, hans forgænger med en omtrent ligeså blakket fortid. Der er altid noget bag facaden. Det handler som regel om magt, penge, korruption og geopolitik. Imperiet er ved at tabe Sydamerika, og nu har man brug for en stærk mand med ekspertise i slangetungethed og manipulation i den ny kampagne. Operation Condor 2.0? Samtidig befinder en anden jesuit i toppen af det katolske projekt EU. Skatteopkræveren kalder de ham. Hans navn er Hermann van Rompoy. Tilfældigt? Næppe.
Den uhellige krig
Under den forrige præsident i USA blev der erklæreret hellig krig og udstedt fatwaer mod fjenden. Skulle nogle have troet, at religionernes tid var forbi, så tog de fejl. Den uhellige alliance mellem zionister, kristne fundamentalister og neo-cons åbnede op for en pandoraæske af svinestreger. Religion var endnu engang et våben vendt mod menneskeheden. Med Biblen i hånd gik man i korstog mod en imaginær fjende kaldet ‘terrorisme’ og krigen hed ‘krigen mod terror’. Men en stavefejl i en engelsk avis mere end antydede, at det måske forholdt sig omvendt ‘The War of Terror’. Vi var alle ofre for denne terror, terroristerne var bare ikke dem, vi fik at vide, men derimod de selvsamme, der var über-ivrige efter at komme af med et budskab.
Da den daværende amerikanske præsident sagde til sin franske kollaga, at krigen mod terror var ‘Gog og Magog’, så franskmanden underlig ud i hovedet og sagde ‘Que ce que sa veut dire? Han var ikke klar over, at amerikaneren, the born-again-Christian Bush citerede ‘Johannes Åbenbaring’, Apokalypsen, i sin omtale af politik og krigshandlinger. Det gik efterfølgende op for ham, at manden mente, at vi skulle hjælpe Gud lidt med at udføre Armageddon.
Slangen skiftede ham. Fra at være sydstatsbleg blev den brun og lækker. Fra at være åbenlys fascisme blev agendaen til politisk korrekt demo-socialistisk fascisme. Den såkaldte demokratiske venstrefløj udbrød ‘Yubii, nu kan vi med god samvittighed bombe, intervenere, drone og lyve så vandet driver, for nu er det politiske korrekt. Den gode vilje har sejret og vi kan gøre, som vi plejer. Yes we can!’ De fleste vidste bare ikke, at det var den salme, de var ved at afsynge. ‘Jamen vi troede jo, …’ Mange sidder i dag med en flov smag i munden. En drone kan styres i alle retninger.
 |
| En ny dukke – de samme opdragsgivere |
Man skiftede skiltene på butiksfacaden, men interiøret i butikken var den samme. Krigen mod terror blev udskiftet med såkaldt humanistisk intervention, sønderbombning af en nation blev til såkaldt ansvar for at beskytte, al Qaeda blev til folkets såkaldte befrielseshær eller lignende pseudorevolutionære eufemismer. ‘Gå ud og gør alle folkeslag til mine disciple’ var dog status quo. Allerede under Baby-Bush hed det sig hyklerisk, at man ville ‘bringe demokrati til Mellemøsten’. Det bestod under Obama – gangsterdukken fra Chicago – i, at man i uhørt grad lukkede det værste køterpak indover et lands grænser – Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien, Yemen, Sudan, Mali – udstyrede dem med våben og gift, erklærede flyveforbuds-zone, hjalp til med lidt hvid fosfor og x-antal strategiske atomvåben og i øvrigt lod horderne slagte løs. Det kaldtes indadtil for balkanisering eller destabilisering og udadtil for indførelse af demokrati.
På samme tid pumpede man propaganda ud i medierne, så disse blev snotforvirrede og kvalt i giftig disinformation. Det var nemt nok, for egentlig undersøgende journalistik og medarbejdere med reel indsigt i geopolitik var blevet en sjældenhed. Personlig har jeg ikke længere tal på antallet af spande med opkast jeg har hældt ud i lokummet over kvalmende propaganda. En del af kvalmen var desværre forårsaget af det grimme syn af folk, der labbede lortet i sig. Så dygtig og så massiv var kampagnen i krigen mod terror efter 9/11, eventen hvor Imperiet igen-igen lavede en Tomkinbugt, klynkede sig til en offerrolle og derefter med verdensborgernes godkendelse begyndte at slå løs på alle de små i skolegården, inklusive borgerne selv.
Libyen > Syrien
Imperiet troede, at nu kørte den på skinner. Irak, Irans nabo, var destabiliseret. Afghanistan var smadret i klassisk britisk-imperial del-og-hersk mellem stridende krigsherrer. Saudiarabien finansierede terroren og leverede jihadister til de nøglesteder, hvor der var brug for det. Og da Afghanistan havde været profitabelt for russerne og deres opiums-heroinhandel, så overtog man denne via CIA og NATO, på samme måde som man før havde kørt deres megapusher-business i Den Gyldne Trekant og Mellem-Sydamerika. Der går en ubrudt linie tilbage til det britiske Imperiums opiumskrige i 1800-tallet. Verdens mest indbringende branche, drughandel, finansierer den socialpolitiske cancer, det forslugne post-WW2-militærapparat, der, selvom amerikanerne bruger flere penge på militær end resten af verden tilsammen!, langt fra er nok.
Som i Irak og Afghanistan var det Saudiarabien, der bestilte og gav grønt lys til overfaldet på Gadaffi og Libyen. Husk i øvrigt, hvem saudierne er. House of Saud er blot den mest ryggesløse stamme på den Arabiske Halvø, der via briterne blev voldplaceret ved magten for ca. 100 år siden. Igen klassisk britisk-imperial strategi. Gadaffi var i 30 år blevet svinet til af bla. BBC, altså når det passede sig. Ellers havde britiske politikere ikke noget imod at kysse ham i røven, når det passede sig. These people have no dignity!
Imperiet har altid haft en hyklerisk-ambivalent forhold til diktatorer. Når det passer sig at holde dem ved magten eller endog bringe dem til magten som i Iran i 1953, så gør man det. Fuck demokrati. Diktatorerne sørger for at holde et område under streng kontrol, så Imperiet kan få del i dets ressourcer. Når det dernæst passer sig at dæmonisere dem for at afsætte disse indsatte diktatorer og iscenesætte sig selv som demokrater, politisk korrekte velgørere og landets befriere fra den onde diktator – som man selv har indsat for 30 år siden – jamen så gør man det i tryg forvisning om den bladt folkeslagene dybt forankrede historieløshed via krigsherrernes historieskrivning.
En case: Muammar Gadaffi var ikke helt som andre diktatorer. Vi har lært som TV-kiggende papegøjer at gentage briternes og BBC’s evige gentagelser om, at han var en ond-ond mand, men var han det? Javist var han ulydig mod ‘Gud’, altså Imperiet, og han underkastede sig ikke. Han delte ud at landets velstand til libyerne. Han skabte et enestående vandprojekt, the Man-Made Project, som han ville forære gratis til nabolandene og de øvrige afrikanske lande. Han stod i spidsen for organiseringen af de afrikanske landes nationalkongres. Han var særdeles aktiv i den Arabiske Liga. Han var i færd med via den libyske dinar at skabe en ny valuta fri for petrodollars.
Det var alt sammen i sig selv formasteligt. Men hvad der fik bægeret til at flyde over var, at han kort tid efter invasionen i Irak stillede sig op i Den Arabiske Liga og heglede saudierne igennem for forræderi mod den arabiske verden ved at give amerikanerne lov til at smadre et medlemsland af ligaen. Det tilgav de ham aldrig. Så da det såkaldte arabiske forår dampede af og blev infiltreret til en farce ved navn ‘Forår for Hitler og CIA’, en slags arabisk modreformation, lavede saudierne en lokumsaftale med England, USA, Israel og Frankrig om, at de havde lov til at smadre Libyen og Gadaffi, og så kunne de i øvrigt bare tage for sig af retterne som betaling for udført udåd. Det gjorde de så.
I parantes bemærket medvirkede det lille, dumme, svagpisser-luderland Danmark endnu engang, landet der flyder i pasteuriseret mælk og velfærd, et land bestående af sofa-kartoffel-X-Faktor-parcelhus-café-latte-dåseøl-klaphat-mennesker, et land hvis befolkning og ISÆR dets luddovne, men til gengæld arrogante intelligentsia har mistet sin moralske fokus og værdighed.
Seneste kapitel hed Syrien, og det er ikke overstået endnu. Men der var noget der gik galt for Imperiet her. Man havde regnet med, at man bare kunne gentage succes’en ved at sende horderne / rejseholdet af al Qaeda-salafister indover grænsen fra NATO-partneren Tyrkiet, fra Jordan og fra Irak. Millioner af tons våben blev indskibet bla. via Kroatien (hmm, hvordan var det nu? Kroatien var nazi-allierede dengang. Det er nok bare tilfældigt, for det var jo den ‘gode’ Balkankrig i 90’erne…). De heltemodige oprørere-godaw-do fik endog kemiske våben at lege med.
Som med Gadaffi regnede man med, at det ville lykkedes at dæmonisere Assad, og det gik tilsynelande tjuhej-derudaf. Man havde bare undervurderet fjenden. Ingen spurgte i øvrigt til, hvorvidt Syrien egentlig var vores fjende, lige pludselig hadede vi dem bare og hele aktionen blev indhyllet i en tåge af retfærdighed. Eksminister Snøvledal sov i timen og sagde, hvad amerikanerne ville ha’ ham til. Da han på et tidspunkt blev inviteret af Hillary Clinton, var han dybt facineret af USA krigshore no. One. Jeg brugte adskillige gulvspande for at komme af med mit opkast i den forbindelse.
Så var det, at hele propagandaboblen revnede. Psykopat, Scull & Bones-mand og lystløgner John Kerry, udenrigsminister for den militariserede del af Imperiet, stillede sig prompte op og løj så vandet drev ned af ruden. Selv præsident Obama måtte stille sig op og lyve direkte (han havde indtil videre behændigt undgået det) ved at proklamere at ‘syrerne havde krydset den røde linie’. Man havde trukket kemi-kortet ligesom i Irakkrigen, men man følte sig – som dengang – ikke forpligtet til at fremlægge beviser. Samtidig var de ‘heltemodige oprørere, de sande folkets befriere’ – som i øvrigt fik en klækkeligt salær fra Saudiarabien hver måned – ved at blive trætte. Folk uden en egentlig sag udover løn som lejesvende er ikke rigtige krigere. Syrerne havde stærke allierede, og russerne og kineserne nedlagde veto i Sikkerhedsrådet. Russerne forsynede dem med verdens mest effektive antiluftskyts, så israelerne ville betænke sig flere gange, før de angreb.
Måden Imperiet og dets talerør begyndte at trække i land på for ikke at tabe ansigt var mildest talt ynkelig. Man smurte løgn ovenpå løgn. Som en stor, dum, aggressiv, selvsikker møghund, der havde fået uventet tæv af en lille hidsig terrier luskede den af. Efterspillet kræver mindst et par spande med bræk.
WW3, en reel mulighed
Ligesom der konstant kørte en imperial dæmonisering af diktatorer, dvs. ikke-demokrater, Hussein, Gadaffi, Assad, så kører der en lige så konstant kampagne, der skal tilsvine lederne for de to dominerende hoved-udfordrere: Rusland og Kina. Der er næsten ingen grænser for, hvilke midler man bruger for at sværte dem til. Men sagen er noget anderledes, end vestens elite, Imperiets kransekagefigurer, fremstiller den. Sagen er, at imperie-eliten er hunderædde for disse personer og statsledere, fordi de er knaldende dygtige, og fordi de for tiden både har det økonomisk-politiske overtag og – når man barberer al dæmoniseringen og svinepropagandaen bort – det moralske overtag. Dermed har de, i modsætning til Imperiet, også fremtiden for sig.
En skikkelse som Putin er blevet skudt stort set det hele i skoene. Men han var manden, der via knivskarp politisk manøvrering sørgede for at – lad os sige det lige ud – at 3. verdenskrig endnu ikke er brudt ud. Den ultra-dekadente og korrumperede vestlige elitepersonager er nu så desperate, at de forsøger hvad som helst. De ser en verdenskrig som en faktisk mulighed! De har gjort det to gange før uden at blinke, de synes selv, det var en succes, og de vil ikke tøve med at gøre det igen. Holocaust er deres mellemnavn. Atomvåben synes de er helt fint. Det forløbne årti har ved flere lejligheder vist, at de bare bruger dem, når de har lyst, siden det nu er blevet ‘legitimt’i form af strategiske atomsprænghoveder, de mindste på størrelse med noget, man kan have i lommen. Fellujah-provinsen i Irak flyder med afberiget uran-svineri, her føder folk ‘sjove’ børn på stribe og dør af cancer. Den libyske ørken ligeså. Der gik sørme også en af udenfor Damaskus. Medierne var/er tavse.
Deres problem er bare, at imperie-eliten lige nu har projektørerne rettet mod sig. De alternative medier og internettet er for alvor kommet op at køre. Katten er ude af sækken. Selv de fordummede amerikanere (med al respekt for dem, for de er blevet massivt og bevidst fordummede gennem 3/4 århundrede) er begyndt at opdage, at der noget, der er helt galt. De var bla. dem, der var med til at sætte en stopper for en ‘succesfuld’ gennemførelse af Syrienkampagnen. Det gik op for dem, at deres regering havde et erotisk forhold til de al Qaeda-horder, som de kort forinden havde fordømt som terrorister. Slynglerne stod simpelthen på deres lønningsliste!
Imperiet skal nu for alvor passe på. De ved, at de er på skideren. Når først folk i større mængder har lugtet stanken af rådden fisk i én sag, så vil de spørge videre: hvad har man så yderligere løjet om? Folk begynder at mønster-genkende.
Et britisk parlamentsmedlem og mediekommentator, George Galloway, har lavet den hidtil største crowdfunding til en film med den manende titel: The Killing of Tony Blair. En doku om manden, der først dræbte det britiske Labourparti, dernæst medvirkede til drabet på et par millioner mennesker verden over og nu har møvet sig ind som ‘fredsforhandler’ med en uhørt milliongage betalt af imperieeliten. Galloways mål er ultimativt at få slæbt manden for forbryderdomstolen. Hvilket fald det ville være. Fra at være en stilsikker favoritkandidat til formand for EU-kommissionen ville han havne i en livstidscelle.
Blair medvirkede i opfølgningen af en allerede skitseret plan, og blev rig på det. Det var ikke hans egen men hans ‘opdragsgiveres’ plan. Blair var blot et redskab ligesom Bush og Fogh-Rasmussen. Ikke respekteret og på ingen måde elsket, men direkte foragtet, frygtet og hadet af sine landsmænd. Lad os minde os om general Wesley Clark’s udtalelse i amerikansk TV. Selvom Clark spillede en aktiv rolle i Balkankrigen og som sådan er en noget tvetydig skikkelse, så er hans udsagn alligevel interessant. Ligesom Blair var han blot et redskab.
Blair medvirkede i opfølgningen af en allerede skitseret plan, og blev rig på det. Det var ikke hans egen men hans ‘opdragsgiveres’ plan. Blair var blot et redskab ligesom Bush og Fogh-Rasmussen. Ikke respekteret og på ingen måde elsket, men direkte foragtet, frygtet og hadet af sine landsmænd. Lad os minde os om general Wesley Clark’s udtalelse i amerikansk TV. Selvom Clark spillede en aktiv rolle i Balkankrigen og som sådan er en noget tvetydig skikkelse, så er hans udsagn alligevel interessant. Ligesom Blair var han blot et redskab.
‘So I came back to see him (forsvarsminister Donald Rumsfeld) a few weeks later. And by that time we were bombing in Afghanistan, and I said: Are we still going to war with Iraq?, and he said: Oh, it’s worse than that. He reached over to his desk and picked up these papers, and he said: I just got these from Upstairs, meaning the Secretary of Defence Office, and he said: This is a MEMO saying, that we are gonna take down SEVEN countries in FIVE years, starting with Iraq, then Syria, Lebanon, Libya, Somalia, Sudan and finishing off with Iran!‘
Tydeligere kan det vist ikke siges. Som briterne siger: from the horses mouth. Intervieweren er i øvrigt en lige så tvetydig TV-journalist, Amy Goodman, en af de nye venstreorienterede ‘Gate-Keepers’, fluepapir og dørmåtter for den forvirrede venstrefløj. Ligesom sprogprofessoren og filosoffen Noam Chomsky sørger hun for, at den potentielt spørge- og videnslystne demokratifløj i USA aldrig krydser den røde linie. Hun repræsenterer det, som nogle har kaldt for ‘kontrolleret opposition’.
http://www.globalresearch.ca/we-re-going-to-take-out-7-countries-in-5-years-iraq-syria-lebanon-libya-somalia-sudan-iran/5166
Men Wesley Clark’s iboende samvittighed fandt alligevel en vej ud. I det amerikanske militær findes der rent faktisk mennesker udstyret med denne egenskab.
Forleden forsvandt der 3 nukleare sprænghoveder fra en base i Texas uden papirer. Altså på trods af super-strenge kontrolsystemer. Kort herefter blev 2 generaler og en admiral + ca. 150 officerer fyret fra det amerikanske militær. Den officielle forklaring var, at de havde kompromitteret sikkerheden. Men en anden forklaring er, at systemet har brugt denne event til en udrensning af ‘folk, der vidste for meget’, og at de højest rangerende officerer rent faktisk afværgede en ny ‘false-flag-event’, beregnet på at starte en verdenskrig.
Scary shit!
Finansterrorismen
00’er blev indfarvet af to distinkte hændelser: 9/11 + de krige der sprøjtede ud af hullet samt finanskrisen. 7 års interval. Jeg spår total-sammenbrudet for dollaren og USA, som vi kender det, i 2015.
Finanskrisen var finansterror, hvor finansmidler blev til masseødelæggelsesvåben. Finansfolkene fløjtede henkastet, mens de så først til højre og så til venstre, mens de bedyrede, at den slags skam var ligesom et vejrfænomen. Men kan jo ikke vide omfanget af en orkan, før den rammer os, kan man vel? Og mange af dem talte endog relativt sandt, da de som lavere placerede i finanshierarkiet ikke vidste andet, end at de som gribbe kunne kaste sig over elefanten, mens den segnede om i græsset. Feeding frenzy! Og da deres senior-advisor klappede dem på ryggen og skubbede dem hen foran kameraet, sagde de: Jamen, vi kunne ikke forudsige det, så vil I ikke nok være så FUCKING! søde, at kompensere os for VORES tab, så vi ikke tager OS med i faldet?!
Altså en høflig forespørgsel med en stor gun i baghånden. Verden oplevede historiens største bankrøveri, hvor røveren befandt sig på den anden side af skranken.
-
De store banker åd de små banker – helt efter bogen.
-
De store banker klynkede/truede sig til enorme bailouts – helt efter planen.
-
Skatteyderne blev truet/lokket til at godkende denne historiske ‘belønning’ for usædvanlig ringe og uansvarligt udført arbejde – helt efter drejebogen.
Storbanker, centralbanker, same-same. Enhver storbank drømmer om selv at blive til en centralbank ligesom de storbanker, der historisk set scorede titlen som ‘National’-bank. Alle såkaldte nationalbanker er banker, der i det rette historiske øjeblik, mens monarken og staten var på skideren – i Danmark skete det i 1818, hvor den danske konge havde brugt alle pengene til at føre krig for – trådte ind og slog til: Vi vil da gerne låne dig og staten penge, hvis vi bare fremover er dem, der trykker dem.Hvor generøst, hvor betænksomt, vi mærker tårerne i øjenkrogen!
Det fantastiske er, at folk tror, at disse ‘national’banker er ejet af staten, som jo er dem selv, folket. Jamen, vil en englænder sige, jeg har da hørt, at Bank of England blev nationaliseret i 19XX. Nådada, hvordan kan det så være, at banken ikke tillader auditering (gennemsyn af regnskabet) og skriver i årsrapporten om en ‘unknown shareholder’, som kan få op til 50% af den samlede indtægt? Har en nationalbank aktionærer? Hvem er denne aktionær? To navne kommer prompte op: den royale familie og deres bankfamilie ved navn Rothshild.
Så hvis vi skal leve efter gerningsmændene til finanskrisen, så er vi nødt til at kigge 3-4 steder: the City of London, Wall Street, Zürich og Basel. Til dels Bruxelles. Det kan godt være, at det var Wall Street og de zionistiske finanssvindlere, der fyrede kanonen af, men centralbankvæsenet bor ingen steder og alle steder, for de er globalister. De skider højt og flot på nationer og de mennesker, der bebor dem. Nationer og mennesker står blot i vejen for dem. Nationer og mennesker er ekspendible, og hvis de er i vejen, så skal både nationerne og menneskene aflives. Glemte jeg at sige, at disse typer også er eugenikere?
Efter krisen tog centralbankvæsenet og dets institutioner for sig af retterne. IMF, ECB – og BIS i baggrunden (dem hører man aldrig om i medierne) – med WTO på sidelinien, altsammen organer for centralbankmafiaen, indledte en krig mod de svage nationer. Det zionistiske gangstersyndikat Goldman Sachs har ædt sig ind i alle disse institutioner. Grækenland blev det første offer. Dernæst breder finansterroren sig henover Italien, Spanien, Portugal, Irland, Island (rækkefølgen tilfældig). Grækerne er i dag forgældet, forever. Spanien har en ungdomsarbejdsløshed på 50% og en generel på 25%. Frankrig hører vi ikke så meget om, men de er stort set bankerot. Irland er i dag totalt sønderskudt. Den korrupte irske regering sender i dag breve til alle unge irere, hvor de beder dem ‘overveje at forlade landet’ !!
Hvordan kan den slags lade sig gøre? Det kan KUN lade sig gøre, fordi dovne, dumme, inkompetente eller decideret korrupte politikere i de pågældende lande – ofte alle fire ting på én gang – har lukket ulvene indenfor i folden. Alle de sydeuropæiske lande, der blev udsat for angrebet var tidligere fascistiske diktaturer. Interessant. Tilfældigt? Fascisme er et elitært projekt med Romerriget som prototypen. Selvom denne korrupte elite dukkede nakken efter den klassiske fascistiske æra i det 20. århundrede, opgav de aldrig deres projekt. Spanien har fx. aldrig ryddet op efter Franco-tiden, og fascisterne har siddet tilbage i magtfulde stillinger og med deres internationale oldboys-netværk intakt. EU er et af dem. Diverse loger og elitære Bilderberg-lignende sammenrend er andre. Og hvad diskuterer og planlægger the old boys ved disse møde? Svinestreger selvfølgelig.
Finanskrisen – hvem lærte hvad?
Men er der gode historier, og er der en konstruktiv vinkel på det? Bestemt. Der er i dag langt færre mennesker, der ikke er klar over, hvem der bærer ansvaret for situationen. Det var især én nation, der gik i aktion: Island. De satte simpelthen IMF på porten efter finansangrebet. De omskrev deres forfatning. De nægtede at betale. De overhørte, at briterne satte hele den islandske nation på terrorlisten! Og på det seneste har de, som ingen andre retsforfulgt bankdirektører og idømt dem fængselsstraffe! Uhørt!
En anden nation, Cypern, blev derefter udsat for en ny form for finansterror. Først var der alle de ynkelige bailouts, altså ‘vi er for store til at gå ned, for så går I selv ned’truslen. Den virkede. Den historisk set mest uduelige danske finansminister, den talende kavalergang Lene Espersen, forærede fire danske storbanker et uudsigeligt beløb som belønning for deres udåd. Bankpakker, bailouts, er kort fortalt kompensation til bankerne med staten som agent på skatteydernes bekostning. Men, tænkte centralbankerne, vi prøver nu, om vi ikke kan springe det besværlige led over med bankpakker, der skal godkendes af korrupte regeringer, for folk har efterhånden fundet ud af, at de bliver tørret i røven. Vi prøver at gå direkte ind i banken og konfiskere folks penge fra deres konti. Det kaldes ‘bail-in’, og det var, hvad man gjorde på Cypern.
En hollandsk højt placeret ECB-mand (har glemt navnet) kom til at lave en fortalelse, hvor han sagde: ‘Den model, som vi nu har afprøvet, vil kunne bruges fremover i lignende situationer’. Han indrømmede hermed, at dette var en øvelse i finansielt overfald i form af simpelt tag-selv-bord, og at Imperiet havde tænkt sig at videreudvikle sit stunt, siden det nu gik så godt.
Der er selvfølgelig flere årsager til, at Cypern blev valgt. NATO’s opium-heroin-penge blev vasket rene her. Russerne havde anbragt store midler her. Det var et lille land, der i forvejen var delt mellem Grækenland, som i forvejen var blevet angrebet, og Tyrkiet, som var tæt NATO-allieret. Krig og finanser er uadskillelige, begge er masseødelæggelsesvåben. Det flød ud som tyndskid i medierne, at grækerne, spanierne, cyprioterne selv var skyld i det, for det havde levet over evne, og derfor måtte de æde de hestekure og i Cyperns tilfælde hackning af bankkonti, som fandt sted.
En underlig form for Nord-Syd-racisme blev dagens orden, de dovne, sortsmuskede olivengnaskere er sørme selv ude om det, det, ja de er … De arrogante ferie-danskere er ikke klar over, at turen når-som-helst kan komme til dem. Det var Goldman Sachs, der nakkede grækerne og italienerne. Hvad så, Danmark, nu har DONG-fucking-Energy lige solgt deres sjæl og aktiemajoritet til det selvsamme zionistiske gangstersyndikat. Ved I, slatne kartoffeldanskere, hvad det betyder? Hører jeg et stort rungende ‘døøh’ i baglokalet?
Men der er nu forlydender om, at Cypern bliver re-stabiliseret. Bla. er russerne gået ind og har genopbygget, og lederen af det cypriotiske universitet har en plan klar med omlæggelsen af cypriotisk valuta og økonomi til bitcoins. Vi ser igen en af Imperiets revner i murværket.
En underlig form for Nord-Syd-racisme blev dagens orden, de dovne, sortsmuskede olivengnaskere er sørme selv ude om det, det, ja de er … De arrogante ferie-danskere er ikke klar over, at turen når-som-helst kan komme til dem. Det var Goldman Sachs, der nakkede grækerne og italienerne. Hvad så, Danmark, nu har DONG-fucking-Energy lige solgt deres sjæl og aktiemajoritet til det selvsamme zionistiske gangstersyndikat. Ved I, slatne kartoffeldanskere, hvad det betyder? Hører jeg et stort rungende ‘døøh’ i baglokalet?
Men der er nu forlydender om, at Cypern bliver re-stabiliseret. Bla. er russerne gået ind og har genopbygget, og lederen af det cypriotiske universitet har en plan klar med omlæggelsen af cypriotisk valuta og økonomi til bitcoins. Vi ser igen en af Imperiets revner i murværket.
Bitcoins har lige nu en seriøst gennembrud som reelt alternativ til centralbankvæsenet. De fleste har ikke helt forstået, hvordan den fungerer, men mange har en fornemmelse af, at det er noget enestående. En krypto-valuta bestående af værdifulde tal i form af en skudsikker algoritme. Bitcoins er radikalt anderledes af centralbankrøvernes pengesystem, som har den ene funktion: at skabe gæld. Penge er gæld, punktum. Men sådan har det ikke nødvendigvis altid været. Handel mellem mennesker er blot en udveksling af værdier eller ydelser. Noget for noget.
Bankvæsenet lavede den twist på det hele, at noget-for-noget koster noget ekstra. Vi glemmer fuldstændig at barbere ind til benet, når vi tænker på penge. En pengeseddel er blot en aftale. Det er en mini-kontrakt. Du får denne seddel imod at kunne kræve det tilbage, som du har givet til en anden. Bill Still har skåret det ud i pap for os ved at genfortælle guldsmedenes og bankvæsenets historie.
Underligt nok findes denne mere ukorrumperede opfattelse af bankvæsen hos dem, som centralbankrøver-eliten og deres propagandister har dæmoniseret allermest: muslimerne. Clash of the Civilisations. I sharia-bankvæsen er åger forbudt. Den katolske kirke havde også oprindelig dette forbud, men så blev katolsk bankvæsen lidt for profitabelt. Ezra Pound beskrev / besang dette uvæsen i sit berømte digt ‘Til Usura’. Det 20 århundredes ubestridt største digter, manden der egenhændigt opfandt modernistisk digtning og uddannede fire nobelpristagere (uden selv at modtage den), blev ‘gamet’ for det af kommunisten Roosevelt, buret inde i 10 år på en sindssyganstalt og sværtet til som fascist.
Med bitcoins har vi nu en historisk chance for globalt at udmanøvrere åger-bankvæsenet, der trykker papirpenge eller udprinter digital-ditto ud af den blå luft i form af fraktionelle valutareserver. Altså centralbanken låner ud til 10 banker, der låner DET SAMME beløb ud HVER til 10 fillialer. To fjer blev til 10 høns, gooook! Så kommer købmand Jensen ind i banken og vil låne til sin nye butik, banken har ikke pengene, men så opretter de et lån, og gooook! så findes pengene i form af gæld. Sig så ikke, at sort magi kun findes i eventyr og overtro. Det foregår lige for næsen af os, hvert sekund, hver dag.
Banker tager sig grådigt betalt for ALT! Når der overføres penge mellem banker, koster det. Når der overføres penge mellem lande koster det kassen! Firmaer, der har specialiseret sig i overførsel som fx. Western Union tjener hvert år trilliardbeløb på nogle af de fattigste mennesker på kloden, som er tvunget til at søge arbejde udenfor fattigregionerne og sende penge hjem, eller som bare vil handle med deres fætter i Bangladesh. Det kan koste 1/10 af beløbet at overføre selve beløbet. Med bitcoin vil koste en promille af beløbet! Når dette overførselsmarked eksploderer, vil Western Union gå konkurs, for deres parasitiske system er nu overflødiggjort.
Om kort tid vil banker finde sig selv i en paradoksal situation: at de tilbyder dyre services, som der ikke længere er brug for. Med bitcoins – eller tilsvarende krypto-valutaer – bliver hver mand og kvinde sin egen bank. Forholdet mellem betaler og modtager, person-til-person, er på denne måde genskabt. Det vil ikke stoppe her, for der er lignende krypto-valutaer på bedding, og i fremtiden vil de supplere hinanden.
Bankerne er for tiden desperate, for de har ingen reel mulighed for at gå ind og smadre systemet. Det tænker ud af den box, som de har skabt. Meldingen fra den danske regering, som blot efterplaprer, hvad banklobbyisterne har gylpet op på deres skrivebord, kom for nylig: ‘Vi må skaffe os midler til at styre bitcoins, for Danmark er ikke gearet til at håndtere det lige nu’.BEEEP! forkert svar. Man har fuldstændig misforstået konceptet, for bitcoins hverken skal eller kan kontrolleres, som staten forestiller sig. Stater er syge for at kontrollere alt, og de fatter ikke meningen, når noget som dette dukker op.
En ny verdensøkonomi
Samtidig med, at der på græsrodsniveau er gang i en stille revolution – jeg burde måske ikke bruge ordet, da det er befængt med socialist-fims – men måske paradigmatisk transformering. Når kokonen revner, er sommerfuglen allerede flyveklar. Det er ikke en revolution, hvor man med vold omstyrter ét dysfunktionelt – eller i flere tilfælde lidt for funktionelt – system med et andet, der er født dysfunktionelt og værre end det første. Det gamle dinosaursystem kollapser, men der er allerede et nyt på plads. Det er ikke en revolution, det er en genfødsel, en udrugning, en transformering. Det nye bliver decentralt og off-grid samtidig med at det er fuldstændig online. Dinosaurerne grynter stadig løs på deres centrale system, og lige nu vælter de med store støjende tramp henover kloden.
Det transatlantiske alliance, de tohodede Imperium, aftaler lige nu deres seneste mega-rævekage, den såkaldte transatlantiske ‘frihandelsaftale’. ‘Fri’ som Fims og Fjært fra min bare røv. For der er intet som helst frit her bortset fra Frihed Fra Forpligtelser og ansvar. Man tror ikke sine øjne, når man læser, at en del af lokumsaftalen for lukkede døre går på, at nationerne fremover vil kunne sagsøges for at stille hindringer i vejen for de multinationale syndikater! Jeg tænker et øjeblik: jeg lever ikke på denne planet i Universet, dette er en ond drøm, jeg vågner lige om lidt!
Fænomenet hørmer langt væk af desperation. De store puster sig op til uhørte størrelser. Deres grådighed er uanet og dog forudset, for den er en logisk forlængelse af deres psykopatiske vækstkultur. Vækst som i cancercelle. Leopold Kohr beskrev dinosaurus-syndromet i sin bog fra 1957 ‘The Breakdown of Nations’. En enheds problem er ikke dens form eller struktur. Det er dens størrelse. Det gælder for alle slags samfund og u-samfund. Enevælde og monarki kan fungere udmærket i små regioner, men når de bliver for store, bryder de sammen. De samme kan siges om virksomheder, nationer, føderationer, institutioner. Når de når en kritisk størrelse, findes der tilsyneladende en naturlov, der bevirker deres eget kollaps. Kohr, østrigsk økonom og historiker, videreuddannet på London School of Econmics, observerede det hele vejen ned gennem den europæiske historie. Der skete altid det samme. Han skabte ikke totalitære forståelses-ideologisk-teoretiske systemer som fx. Marx. Han angreb fænomenet fra denne uventede vinkel: størrelsen. Og han sad med det lange strå.
EU er vores nærmeste eksempel. Dette monster blev skabt ud af 2. Verdenskrig og de ufuldbyrdede perverse drømme om genskabelsen af romerriget. Jeg har selv kaldt det for henholdsvis et katolsk projekt og en post-nazistisk projekt. Men jeg var klar over, at der manglede en afgørende komponent. Terry Boardman leverede den via sin fantastiske fremstilling af den britiske elites, som de selv har fremstillet den i slutningen af 1800-tallet. Det er paradoksalt, at disse, mens de har alle deres forstilte aversioner mod EU, netop var dem, hvis forgængere selv opfandt ideen. EU skulle være en af kronerne på værket i Industrialisering 2.0. Men ligesom verdenskrigene, der også var en britisk elitær opfindelse, skulle de selvfølgelig selv holde sig behørigt på afstand i ‘splendid isolation’ og lade kontinentaleuropæerne ødelægge sig selv i verdenskrigene. Og hvad ser vi lige nu? En finansiel europæisk verdenskrig, hvor Nord ødelægger syd med finansiel terror, mens banksterne i The City skovler ind.
EU er vores nærmeste eksempel. Dette monster blev skabt ud af 2. Verdenskrig og de ufuldbyrdede perverse drømme om genskabelsen af romerriget. Jeg har selv kaldt det for henholdsvis et katolsk projekt og en post-nazistisk projekt. Men jeg var klar over, at der manglede en afgørende komponent. Terry Boardman leverede den via sin fantastiske fremstilling af den britiske elites, som de selv har fremstillet den i slutningen af 1800-tallet. Det er paradoksalt, at disse, mens de har alle deres forstilte aversioner mod EU, netop var dem, hvis forgængere selv opfandt ideen. EU skulle være en af kronerne på værket i Industrialisering 2.0. Men ligesom verdenskrigene, der også var en britisk elitær opfindelse, skulle de selvfølgelig selv holde sig behørigt på afstand i ‘splendid isolation’ og lade kontinentaleuropæerne ødelægge sig selv i verdenskrigene. Og hvad ser vi lige nu? En finansiel europæisk verdenskrig, hvor Nord ødelægger syd med finansiel terror, mens banksterne i The City skovler ind.
Globalcentralismen er fascisme. Decentralisme er noget ganske andet. Lad os tøve med at give det et navn, eller lad os give det mange decentrale navne.
1913 – hunderede år er nu gået
Ligesom året 2013 er en fraktal af årtiet, således er årtiet en fraktal af århundredet. Det er hundredeårsdagen for The Federal Reserve, det private svindelforetagende, der stadig i dag har den frækhed at kalde sig for den amerikanske nationalbank. G. Edward Griffin og Bill Still har på knivskarp vis gjort rede for konspirationen på Jekyll Island, hvor en stak Wall Street bankmoguler udenfor radaren og off-the-record mødtes for at designe overtagelsen af den amerikanske økonomi. Samme år blev the Federal Reserve Act gennemlusket, mens senatet og kongressen var på ferie.
Produktet var fascisme, før begrebet var navngivet. Man kan ikke sige ‘opfundet’, for ‘fasces’ var de knepper dyppet i olie, der blev løbet rundt i gaderne i hænderne på de romerske stormtropper. Fascismens primære karakteristikum er en tvungen sammensmeltning af stat og virksomhedskultur, en statslig-intern auto-kannibalisme, hvor det ene hovedorgan æder det andet. Altså ikke det socialist-fimsede skældsord, der blev rettet mod fx. de ‘onde kapitalister’ – kapitalisme, et ord, som socialisterne aldrig forstod, da deres marxistiske bag-ideologi havde okkuperet det. Fascist blev til et løsthængende skældsord ligesom ‘rige svin’ eller ‘pamper’. Fascisme er en helt konkret teknisk betegnelse for en samfundsform.
Fascismen har tre sekundære karakteristika:
-
Ophævelsen af statens tredeling i lovgivende, dømmende og udøvende magt dvs. magtens afmontering og neutralisering. Imperiet kan ikke trives i en opdeling.
-
Asfalten koger. Her kommer ‘fasces’ ind. I kaos og gadevold udøves primitiv terror. I en tilstand af frygt for terror blødgøres al modstand mod Imperiet.
-
Du kan ikke længere sige, hvad du mener, uden at risikere at miste hovedet.
Censur skaber frygt > skaber selvcensur > skaber angiveri > skaber mere frygt > skaber tavshed.
Året 1913 er et nøgleår. Vi har udbruddet af 1. Verdenskrig, ‘The Great War’, som Imperiet selvfedt tillader sig at kalde denne verdenskrigenes moder, denne uhørte grusomhed og svinestreg, dette primale terrorprojekt, denne ultimative traumatisator. Denne krig fyrede 2. Verdenskrig og alle efterfølgende perversiteter af.
Vi har også på samme tidspunkt dannelsen af medicinalindustrien af stifterne af Standard Oil, John D. Rockefeller, og hans kumpan, Carnegie. De søgte et afsæt for de milliarder (og det var det samme som trilliarder dengang), der var indtjent i oliebranchen.
Vi har optakten til det store finanskrak på Wall Street i 1929 og hyperinflationen i 1933. Og fra 1933 har vi dannelsen af Nazityskland, også en Wall Street-Rockefeller-opfindelse. ligesom den russiske revolution var en Wall Street-Rockefeller-opfindelse. Det sidste er en svær pille at sluge for socialisterne, da de i så fald skal revidere deres opfattelse af deres ‘religion’ til at være en monopolkapitalistisk designer-ideologi. Men professor Anthony Sutton har gennemgået samtlige regnskaber og fulgt alle pengestrømme. Hans dokumentation fra 1970’erne er ikke til at komme udenom. Alle firmaer og alle transaktioner til kommunist-Rusland og nazist-Tyskland kom fra Wall Street. Lenin-Trotskij-Marx-Hitler, hele banden.
I samme periode omkr. 1913 har vi et af de store svindelnumre, Titanics forlis. Titanic sank aldrig, men sejlede gladeligt videre som troppetransportskib for Imperiet. Det var ‘The Olympic’, der sank, og hændelsen var 100% iscenesat. J.P. Morgan, finanstyphonen der meldte sig syg før afrejsen – host-host! – tog denne viden med sig graven, men svindelnumre af den størrelse kan ikke skjules i længden. En løgn er aldrig bæredygtig.
1913 var også en tid, hvor fysikken og konceptet ‘energi’ kørte af sporet. Power blev okkuperet af power. Nicola Tesla blev ‘gamet’ af selvsamme J.P. Morgan, da finans-typhonen ikke kunne få øje på taxameteret til Tesla’s frie energisystem. Så vi fik i stedet ‘oliens århundrede’. At beskrive, hvor gennem-olieret det 20. århundrede har været, ville kræve en hel afhandling i sig selv. Men det, som senere blev kaldt det militær-finansielt-industrielle kompleks blev allerede etableret på det tidspunkt. Krig og petrodollar blev siden uløseligt forbundet.
Power – et fællesord for magt og energi
Lad os antage, at denne fremstilling er på plads, og alle har forstået, at olie, finans og krig er essentielle features ved hele vores globale samfundskonstruktion. Lad os derefter gøre den antagelse, at vejen ud af dette jerngreb, denne sorte, slimede megaparasit, dette apparat til gentagelsen af the Big Bang i en cylinder, denne tændvæske til afbrændingen af stinkende, sodende røg har udskudt menneskehedens naturlige udvikling i et helt århundrede. Vi lever rent faktisk i det funktionelle herrens år 1913 den dag i dag. Vi er havnet i en lomme af frossen tid. Endnu et stykke sort magi i praksis. Fasces og olie hænger sammen.
Lad os antage, at denne fremstilling er på plads, og alle har forstået, at olie, finans og krig er essentielle features ved hele vores globale samfundskonstruktion. Lad os derefter gøre den antagelse, at vejen ud af dette jerngreb, denne sorte, slimede megaparasit, dette apparat til gentagelsen af the Big Bang i en cylinder, denne tændvæske til afbrændingen af stinkende, sodende røg har udskudt menneskehedens naturlige udvikling i et helt århundrede. Vi lever rent faktisk i det funktionelle herrens år 1913 den dag i dag. Vi er havnet i en lomme af frossen tid. Endnu et stykke sort magi i praksis. Fasces og olie hænger sammen.
Der findes et sidestykke til bitcoin indenfor energi. Det er lige så frygtet af Imperiet som en valuta, der ikke kan centraliseres og monopoliseres. Nogle har kaldt det ‘fri energi’. Det er lidt en tilsnigelse, for intet er ‘frit’. Alt er en del af et kontinuum, alt sker som en udveksling, alt har en overførselsværdi. Men den nye energi har ikke en gigantisk spildeffekt, den forurener ikke, den er ikke afhængig af et centralt net (the grid), og den lader sig ikke uden videre monopolisere.
Den har mange navne. Et af dem er PES, Pure Energy Systems. De nye energiformer er rene på mange måder. De forurener ikke. Det forgælder og slavebinder ikke folk (mentalforurening). Og den smider ikke en masse energi væk, men tapper ind til universelle energiformer på et dybere plan.
Der er grundlæggende to spor på trapperne. Det ene form er de elektro-magnetiske former i familie med Tesla’s koncept. Det andet er de kemisk-nukleare former, også kaldet LENR (lav-energi-nuklear-reaktion) eller mere populært: kold fusion. Fælles for dem begge er, at de kræver et nyt syn på fysik, da de bryder de regler, der er opstillet i den klassiske naturvidenskabs ære fra Newton frem til Einstein.
Der er ligeledes to grundlæggende årsager til, at vi ikke for længst nyder godt af disse energier.
Den ene grund er, at disse energier vil bryde den illusoriske skal af mangel, som har behersket vores livssyn i lang tid. På engelsk: philosophy of scarcity. Industrialisterne skabte fra midten af 1800-tallet på den ene side muligheden for masseproduktion. På den anden side skabte de en kunstig tilstand af evig mangel og underskud, for dette var den smarte måde, hvorpå de kunne sælge deres billige lort til den pris, de ønskede. Når der var mangel, steg priserne. Når folk manglede, havde de ikke overskud til at brokke sig, og så var de villige til at arbejde-arbejde-og-arbejde for dagen og vejen. Homo Industrialis blev som en høne i et bur med 20.000 andre høns, der alle fik lige nok til, at de levede og voksede sig store nok til at blive slagtet. Evig mangel og dets biprodukter evig misundelse og evig krig (socialdarwinisme).
Vores olierede energiproduktion afspejler denne evige mangelfilosofi. Det bedste eksempel er oliekrisen i 70’erne, hvor OPEC skruede ned for hanerne med det resultat, at efterspørgslen steg og priserne ligeså. Et andet og lidt mere uigennemskueligt eksempel var Irakkrigen. Mange mener, at de har gennemskuet krigen i retning af, at amerikanerne ville have fingre i den irakiske olie. Det passer faktisk ikke. Amerikanernes opdragsgivere, Saudiarabien, ønskede nøjagtig ligesom under oliekrisen at smadre den irakiske olieproduktion, så deres egenolieproduktion blev mere efterspurgt. De ønskede monopolstatus, og de fik det.
Den anden årsag er, at de rene energiformer i et beskidt individs tankesæt bliver: beskidt! Elektromagnetisme og kold fusion er potentielle våben via deres potentielle kræfter. Altså ifølge dette tankesæt, som er svært forståeligt for de fleste mennesker. Logikken er for så vidt primitiv: hvis der lander blot et harmløst æble i hånden på en af de militær-industrielle psykopater, så vil vedkommende straks begynde at overveje, hvor hårdt og med hvor stor dødelighed, han kan sende frugten i hovedet på en anden person. Al teknologi og viden kan militariseres og våbengøres – hvis nogen ønsker det. Men al teknologi og viden kan også bruges til at forbedre levevilkårerne for menneskeheden.
Da stjernepsykopaten J.P. Morgan så, at Teslas energiform, tænkte han derfor to tanker. Hvordan kan jeg beholde det for mig selv og tjene kassen på det? Hvordan kan jeg skade menneskeheden i størst mulig grad, så denne IKKE får glæde af det? Tesla blev parodieret som den gale videnskabsmand, der ønskede verdensherredømmet og lavede en dødsstråle – det var i virkeligheden et portræt af teknologityvene selv. Teslas teknologi blevet stjålet, udnyttet og våbengjort. Og da våben ikke må falde i hænderne på andre, blev det strengt hemmeligholdt. I ‘sorte projekter’ arbejdede man videre på det, mens eksistensen af det konsekvent blev benægtet.
Men Tesla havde forudset situationen. Han forærede komponenter til teknologien til bla. russerne, så man var nødt til at snakke sammen for at få den til at virke. Men eventen 9/11 viste med stor tydelighed – altså for dem, der er i stand til at se og tyde, hvad der skete – at nogen, som skjuler sig indenfor det amerikanske regeringsapparat, er i besiddelse af særdeles eksotisk teknologi, der pulveriserer fast stof til nanopartikler. Tårnene faldt ikke sammen. De blev til støv midt i luften. Man opnåede flere ting. Man sendte en kryptiseret signal til ‘fjenden’ om, at man var i besiddelse af disse våben og ikke ville tøve med at bruge dem. Forinden havde amerikanerne brugt lignende teknologi i den irakiske ørken, hvor en hel kampvogns-bataljon blev ‘kogt’ med mikrobølger på vej hjem fra Quwait – i øvrigt mod alle krigskonventioner, der forbyder angreb på militær i retræten. Men den slags har fascist-Imperiet altid skidt på.
Den eksotiske teknologi har eksisteret i 100 år. Vi ved den findes. Vi ved, at militæret flyver rundt i flyvende skiver og trekanter. Vi ved, at rummet er militariseret, selvom USA har underskrevet traktater, som åbenbart er ligeså meget værd som det papir, de tørrer røv med. Vi ved, at mikrobølgeteknologi og teslabølge-teknologi bruges til destruktive formål, fx. til at skabe gigantiske uvejrsfænomener med. Vi ved, at vi til daglig gennemstråles af mikrobølger, der ødelægger vores dna, gør og syge og mentalforurener vores bevidsthed. Vi ved, at der er nærmest epidemiske fremkomster af adhd, autisme og altzheimer grundet en kombination af kemisk og elektronisk forurening. Altså vi ved det, for vi behøver blot at læse, hvad der står med ultra-småt på pakken til en mobiltelefon, men det er der ingen, der gør.
En generel folkelig opdagelse af disse teknologier, en genopfindelse må vi vel sige, anses som en seriøs trussel mod denne verdens mørke kræfter, Imperiet og dens globale krigs-finans-maskine. Så meget desto mere er der brug for, at man gennembryder muren af tavshed og usynlighed nu. Imperiet og ‘the deep government’ gør det ikke. Vi må gøre det for dem, de ‘stakler’.
Teknologiprodukterne er der i hobetal. Der lurepasses i undergrunden, for man ved, at Imperiet slår igen som i Star Wars. Man ved, at gennembrudet skal ske med så stor diversitet, så stor gennemslagskraft og så stor spredning, at det vil være umuligt at tilbagekalde og dæmme op for, gerne som Open Source, så Imperiets patentagenter ikke har mulighed for at okkupere dem. Imperiet vil selvfølgelig forsøge de gamle beskidte trick med at dæmonisere, forbyde, monopolisere, beskatte, osv. DONG-fucking-Energy, der lige er blevet opkøbt af det zionistiske forbrydersyndikat, Goldman Sachs, vil træde i aktion og hvisle deres slangetungsnak i øret på de dumme-dumme, korrupte politikere, der altid falder på røven for deres bling-bling. Som en klog person sagde over en kop øl for nylig: danskerne lider af ‘engelsk syge’. Når der dukker en højtravende repræsentant for det anglo-amerikanske Imperium op, gerne med en pose penge i den ene hånd (strings attached!) og en stor kæp i den anden, så vender de straks numsen til og trækker bukserne ned på sig selv i vellystigt håb om at få kæppen. De elsker at blive pulet, bare de føler, de danser med magten.
Men det vil ikke i sidste ende lykkes for dem, for katten er ude af sækken til den tid. Vi taler om 2-5 år. Jeg hører lyden af off-grid-generatorer der skyder op overalt – pop … pop … pop-pop .. pop-pop-pop .. pop-pop-pop-poppelipop-pop-pirum-pop ….. Jeg ser DONG-fucking-Energy og Goldman-freeking-Sachs stå foran en den spillemaskine i Tivoli, hvor der dukker frøer op, man skal slå med en kølle på et splitsekund, inden de forsvinder igen. Denne gang er maskinen bare en kvadratkilometer stor, og der dukker 100 frøer op på én gang på de mest uforudsete steder. ‘Dong’ er lyden af en kølle, der rammer ved siden af. ‘Sachs’ er lyden af en saks, der klipper snorene over på den faldskærm, de troede skulle bringe dem til landing.
En lille finurlig detalje, som globalisterne har glemt at tage højde for er, at de nye teknologier vil underminere deres svindelnummer med med menneskeskabt global opvarmning. De producerer ikke CO2. Og det vil sige, at de nu får deres egen dynamik imod sig, for selv de dumme-dumme politikere sammen alle de forførte økofjolser og horder af hitlerjugend/FDJ-lignende ungdomssoldater vil sige til dem: Jamen I har jo selv sagt, at vi skal reducere CO2’en, så det backer vi op om. DONG-ong-ong… Det er ikke så nemt at være svindler længere, så man slår for stort brød op og skyder sig selv i foden. Det vil med andre ord sige, at det skizofrene system, der vil noget den ene dag og noget andet den næste, nu ikke længere kan træffe beslutninger, der gavner dem selv! De mægtige, som bliver frygtet så meget, at de fleste mennesker duknakket er villige til at opgive ævret og deres civile rettigheder, disse almægtige viser sig blot at være en stak forvirrede megahøns uden hoved! De har masser af dyrt legetøj og bukserne fuld at penge, men de kan ikke finde ud af at tørre sig i røven og skifte underhylere selv. Moaaar! jeg er færdiiii …
En lille finurlig detalje, som globalisterne har glemt at tage højde for er, at de nye teknologier vil underminere deres svindelnummer med med menneskeskabt global opvarmning. De producerer ikke CO2. Og det vil sige, at de nu får deres egen dynamik imod sig, for selv de dumme-dumme politikere sammen alle de forførte økofjolser og horder af hitlerjugend/FDJ-lignende ungdomssoldater vil sige til dem: Jamen I har jo selv sagt, at vi skal reducere CO2’en, så det backer vi op om. DONG-ong-ong… Det er ikke så nemt at være svindler længere, så man slår for stort brød op og skyder sig selv i foden. Det vil med andre ord sige, at det skizofrene system, der vil noget den ene dag og noget andet den næste, nu ikke længere kan træffe beslutninger, der gavner dem selv! De mægtige, som bliver frygtet så meget, at de fleste mennesker duknakket er villige til at opgive ævret og deres civile rettigheder, disse almægtige viser sig blot at være en stak forvirrede megahøns uden hoved! De har masser af dyrt legetøj og bukserne fuld at penge, men de kan ikke finde ud af at tørre sig i røven og skifte underhylere selv. Moaaar! jeg er færdiiii …
Politikeren – en uddøende race
En ting er helt sikkert. Fornyelsen kommer ikke fra den samfundstype, der kalder sig for politikere. De fatter ikke en hujende grønært, og de opfører sig netop som små børn. Jeg har – måske alt for ofte – brugt krudt på at beskrive tilstanden hos denne ynkelige branche. Jeg har dog lige et par hengemte nytårs-knaldperler, som skal bruges inden årets udgang.
Til tider ved jeg ikke, om jeg skal have ondt af dem, eller hade dem som pesten. Det sidste har jeg besluttet ikke at gøre, for det er ikke umagen værd. Det første gider jeg heller ikke, for de har valgt den betændte sfære for at omgås magten. Rusen af magt suser gennem deres årer efter det første fix. Det første skud er gratis, som de siger i Hells Angels. Herefter fanger bordet, og dørene slammer bag dem i magtens korridorer.
En dark horse af en politikerkandidat stillede op for nylig ved kommunalvalget i Kbh. Han hedder Tom Gillesberg, og er en slags leder af Schillerinstituttet. Han er noget så usædvanligt som en person, der ved alt om, hvad der foregår på det geopolitiske felt, og som kan ‘forbinde prikkerne’ i spillet. Forestil dig typer som ham, klog som et egetræ, rapkæftet som en husskade, stædig som en terrier befolke de danske parlamentsgange.
En af hans mærkesager er Glass-Steagall-akten. Han advokerer for dens genindførsel. Fuldstændig relevant. Glass-Steagall er vandtætte skodder mellem spekulativ finansbankvæsen (monopol-, rovdyrs- og casine-kapitalisme) og almindelige ud-og-indlåns-bankvæsen. Det er for så vidt mindre radikalt end sharia-bankvæsen uden åger, men alene denne akt ville fuldstændig have spændt ben for finanskrisen i 2008. Efter at slynglen, charmetrolden, trusse-kusse-tyven Bill-it’s-the-economy-stupid-Clinton eller Bill-I-did-not-have-sex-with-this-woman-Clinton ophævede akten i starten af 90erne, så finanshajerne grønt lys til at køre over for rødt. Finanskrise, 16 km, ingen fartbegrænsing.
Men vi har ikkepolitikere med Tom Gillesbergs viden og integritet. Derimod har vi politikere med Bill Clintons korrupthed – uden hans charme og smilehuller-på-rødmosset-kind.
Vi har politikere, der lyver op i hovedet på folk, som når Selfie-Gucci-Helle siger, at man skam ikke kan aflytte folk i DK uden dommerkendelse og at hun skam ikke kender til, at NSA skulle gøre sådan noget grisefy. Og nu vil hendes mand, der er søn af den mest korrupte britiske labourpolitiker og senere EU-pamper, Niel Kinnock, gå i faderens skændig fodspor. Helle-dusse-da!
Vi har politikere som Margrethe-Buksedragt-Vestager, hvis erklærede forbilleder er nazisten og finansforbryderen George Soros og krigsforbryderen Madeleine Albright, der i sin tid sørgede for krigen i Bosnien, hvor hun selv kom fra. It’s not personal … Albright udtalte direkte adspurgt af en amerikansk TV-journalist, om en halv million døde børn i USA’s krige med hende som minister var en pris, der var værd for verden at betale. Hendes svar var JA! For det var jo for at beskytte USA og ‘den frie’ verdens interesser! Hele elitens perverse tankesæt kogt ned i blot ét udsagn!
Vi har politikere som nu afsatte .. jeg mener selvfølgelig frivilligt afgåede .. justitsminister, Morten-Mørkelægning-Bødsgaard, som rundhåndet skænkede os den nye offentlighedslov, hvor aktindsigt i politikernes rævekager er forhindret. Morten er lige nu i færd med at skylle sin mund i brun sæbe ud på skoletoilettet, fordi har løjet overfor klassen.
Vi har også politikere som stakkels søvnige Villy-Skolelærer-Søvndal, der blev intet ringere end udenrigsminister. Villy er ingen egentlig skidt karl, han er bare lidt … søvnig. Men da han i bund og grund blot er skolelærer, og det er der skam ikke noget galt med, det er et hæderligt og ganske undervurderet fag, så havde han ikke så mange brikker at flytte med på den store arena. Så han valgte at butt-plugge sig selv, åbne munden og agere køkkenhøjttaler for Imperiet i bla. Syrien-sagen ved at at broadcaste deres propaganda. Ikke en kønt syn, ikke en køn lyd. Befri Villy.
Vi havde også en politiker, der for nylig flygtede over stok og sten, da regningen skulle betales. Jeg tænker på manden med den fascistiske NATO-lak-kasket with-license-to-kill-a-lot-of civilians, manden der bragte Danmark ud i tre angrebskrige før sin flugt-fra-regningen og to indtil videre efterfølgende, manden der som ung skatteminister blev fyret for ‘kreativ bogføring’ og fingrene i statens kagedåse, manden der ødelagde danske politik og økonomi i to regeringsperioder i 00’erne, manden der nægtede at modtage udsendinge fra Mellemøsten efter at Flemming-skabszionist-Rose havde iscenesat en Muhammed-event, manden der i sin egenskab af stjernepsykopat fik nosseløse journalister til at holde kæft og undlade at stille kritiske spørgsmål – overhovet! Behøver vi at sige navnet?
Er der noget håb for de arme politikere, og skal vi have ondt af dem? 2xNej! Jeg vil gå så langt som til at sige, at vi – ‘vi’, det ikke-royale vi, det TV-gloende ‘vi’ – har de politikere, lille-vi har fortjent. Vi har givet dem lov til at være uduelige og korrupte, fordi Vi har stemt på dem og ikkederefter stillet dem til regnskab for deres uduelighed og ikke-handlinger. I det omfang, vi erkender magtens afmagt – og gør ‘Vi’ det? – er der kun ét at gøre: vent ikke på, at DE skal noget som helst for dig, gå selv i gang. Vent heller ikke på ‘Vi’ med stort V. If you want things done …
De kastrerede medier
Det kræver hår på bollerne at være journalist. Jeg bruger et udtryk fra min egen kønssfære, men du ved, hvad jeg mener. De findes, men det er sådan, at man er nødt til at lede efter dem, for det er ikke længere en selvfølge, at enhver avis eller kanal har den slags, der gør sit hjemmearbejde som en kompromisløs detektiv, har sit videnskatalog i orden, gider bevæge sig om på den anden side af skrivebordet og opsøge problemerne der, hvor de findes.
Der skete noget med medierne for 10 år siden. Det var selvfølgelig i kølvandet på 9/11, for alt er kølvand … efter 9/11. Jeg mener at have observeret, at det skete efter den 3. Irakkrig. Ja, du læser rigtigt. 1. Verdenskrig var den 1. Irakkrig. George Bush Senior’s Irakkrig var den anden. Baby-Bush’s Irakkrig var den tredje.
I denne tredje Irakkkrig havde man et stykke indpakningspapir klar til medierne. Man inviterede dem til at sidde med på krigskøretøjerne, mens de rullede ind. Man havde hoteller klar til dem i krigszonen. Man havde svar på deres spørgsmål og man arrangerede pressekonferencer til deres ære. Man gav dem en fun-and-joy-ride på en tank. Man fyrede kanonerne af for deres skyld. Man forsynede dem med kameraoptagelser fra luften af pletskud. Man havde hele narrativet klar før-under-og-efter. Det var som at være en rigtig krigsrapportør, men det var bare et computerspil.
Journalistikken uden hår på bollerne bredte sig til nationalpolitikken. Ved Fogh-Rasmussens genvalg i 2005 undlod TV-journalisterne at gå ham for nær. Man vidste, at far ville blive vred, for han stirrede på dem med sine sorte øjenbryn, og så roterede de en omgang om sig selv som en underhund og lagde sig i kurven. Mainstream-medierne blev udrangerede i 00’erne, men de var sene til selv at opdage det. Først for nyligt er det gået op for DR og TV2, at der nyhedskanaler ikke længere bliver set i væsentligt omfang. De er dog ikke nået frem til den fulde erkendelse af, at det er fordi de i mellemtiden er blevet irrelevante og ikke længere leverer den vare, som burde være kerneydelsen: sandheden, eller i det mindste et hæderligt og ihærdigt forsøg på at levere den. De troede, at det var nok at tappe de nyhedstelegrammer, der tikkede ind, men akustikken røber med sin rungende efterklang, at der ikke er møbler i lokalet. Lyden er hul. Er der nogen hjemme-emme-emme … ?
I mellemtiden skal jeg love for, at der er kommet flow i de alternative nyhedsmedier. Og det i et omfang, så den vakse lytter-læser-seer skal væbne sig med samme gran salt overfor dem, som overfor mainstream. Men det er fair nok, bare man som intelligent person ved, at der stadig er et sted, hvor der er kød på benet.
Vi har altså to muligheder. Den ene er at plante vores smældfede røv i sofaen i primetime, zappe på remoten, sænke underkæben og køre den ind. Dagen efter kan vi så ankomme på arbejdspladsen eller bæverdinken og copy-paste det B.S. som vi har kørt ind. Vi kan være sikre på én ting: at 90% af det er løgn på en eller anden måde (der findes mange slags løgn), og at det, der kommer ud af munden på os selv, er kogt på samme suppe.
Den anden mulighed er at vove os ud på åben mark, fx på internettet. Her kan vi være sikker på, at der findes revl og krat – inklusive ægte nyheder og ægte information. Til gengæld er vi nødt til at være i stand til at skelnemellem det ene eller det andet. Og hvordan gør man så det? Det gør man ved at gøre et hjemmearbejde, holde den ene kilde op mod den anden op mod den tredje. Minimum tre kilder. Jamen hovsa! Er det ikke den skelneevne, som man skulle lære på journalisthøjskolen? BINGO! Men når det nu er blevet sådan, at de enten ikke længere lærer det (det tror jeg egentlig, de gør … i teorien i hvert fald), eller også er tvunget til at lægge det til side, når de møder virkeligheden derude i redaktionerne, på bureauerne og i kanalerne. Så derfor er vi nødt til at gøre det for dem. Sørgeligt men sandt.
I takt med mediernes fald i troværdighed er vi nødt til at skærpe vores egne sanser og dømmekraft. I sidste ende vil det føre til en højnelse af bevidstheden blandt mange mennesker, men som et midlertidig stadie har mainstream-mediernes udhuling ført til en ganske enorm fordummelse.
Krigen mod journalistik
Journalisterne var dog lige ved at komme ud af busken for alvor i forbindelse med tre sager.
1. Den ene var, da det gik op for medierne, at amerikanerne nu begyndte at myrde journalister for at lukke munden på dem. En død journalist åbner selvfølgelig ikke munden længere, men det afgørende perspektiv er, at én død journalist gør 10.000 journalister ‘døde i sværen’. Dette er fascismens tredje karakteristikum: frygt, tavshed, censur.
1. Den ene var, da det gik op for medierne, at amerikanerne nu begyndte at myrde journalister for at lukke munden på dem. En død journalist åbner selvfølgelig ikke munden længere, men det afgørende perspektiv er, at én død journalist gør 10.000 journalister ‘døde i sværen’. Dette er fascismens tredje karakteristikum: frygt, tavshed, censur.
Journalisten Michael Hastings blev kørt ihjel i sin bil. Teknologien er for længst på plads til at hacke en Mercedes, og det gjorde man så. Allerede 30 år før havde de engelske efterretningstjenester udviklet ‘the Boston brakes’, der myrdede princesse Diana, men mordet på Michael Hastings var en opgradering. Altsammen under dække af ‘probable deniability’ selvfølgelig, for den slags er alt for eksotisk for folk, så derfor findes det ikke. Heller ikke selvom man lige har kunnet læse i ethvert populærvidenskabelig kulørt magasin som fx. Scientific American eller Illustreret videnskab, at Mercedes og Volvo nu har udviklet selvkørende biler. Heller ikke selvom en moderne bil består af mere end 100 mini-computere, og heller ikke selvom computere kan hackes til enhver tid af dem, der ved hvordan.
Men IPC, International Press Club, vidste godt, hvad der var gang i. Især efter – og det er her, agendaen altid viser sig – at de amerikanske myndigheder umiddelbart efter pushede nye restriktioner og indgreb mod journalister og deres ret til at beskytte kilder. IPC blæste vagt-i-gevær, og de er trods alt også respekterede blandt søvnige danske journalister i Søvndal-land.
2. Den anden sag, som også havde et konkret dansk sidestykke, var indgrebet mod retten til aktindsigt. Det er slående, hvordan disse tiltag virker mere og mere koordinerede internationalt. Først ser vi det udspille sig i typisk USA. Så ankommer det til Danmark sammen resten af Europa. Fascismen har sine veletablerede kanaler. Der er nærmest etableret et fastmonteret perifært venekateter, hvor man kan koble giften til en kanyle, der allerede er indført. Man hælder den blot ind ét sted, og så spreder den sig til resten af organismen.
Den ovennævnte korrupte justitsminister var en af hovedmændene i den danske version. Man ønskede fra politisk hold ‘arbejdsro’, sagde man. Folk skulle ikke længere have indsigt i beslutningsprocessen i rævekage-bageriet. Tillad mig i et øjeblik af inspiration i anledning af den forestående højtid og årsskifte at udbryde i sang.
Melodi: Bagermesterens sang fra dyrene i H-skoven:
Når en rævekagebager
bager rævebagekager,
tar han først en mægtig gryde
og et kilo løgn omtrent.
Og hvis gryden ikke vælter,
blandes løgnen, mens den smelter
med et kilo mediesladder,
til din hjerne er betændt.
bager rævebagekager,
tar han først en mægtig gryde
og et kilo løgn omtrent.
Og hvis gryden ikke vælter,
blandes løgnen, mens den smelter
med et kilo mediesladder,
til din hjerne er betændt.
Undskyld, ku’ ikke la’vær. Ikke stor poesi, men det rimer.
Krigen mod privatsfæren
3. Den tredje sag kørte lidt – i hvert fald for journalisterne – i baghjulet på de to første. NSA-sagen, whistleblowerne og aflytningen af alt-og-alle. Og det vil jo så også sige journalisterne, hvilket nok var det, det fik dem på banen. Ikke så meget for at hjælpe alt-og-alle, men mere i egen interesse.
Egentlig må vi ryste lidt på hovedet at alt det ‘nøøøøj, hvor er det for dårligt, at man NU aflytter alle’. Undskyld, men det har vi alle vidst i lang tid. Vi kendte i 80’erne til projekt Echelon (zionistisk begreb, how strange …), og vi vidste udmærket dengang, at det drejede sig om et inter-nationalt netværk af gensidig udspionering. Befolkningerne ville blive forargede over, at deres regering udspionerede dem, så derfor købte/udvekslede de spiondata med naboerne. Til gengæld spionerede regeringerne mod naboerne, for de var jo potentielle fjender. Den slags kunne lade sig gøre i efterdønningerne af den kolde krig.
Ironisk nok viser det sig, at ‘arvefjenden’ Sverige er en af det helt store lytteposter for NSA. De har fået særlige privilegier mod at yde særlig høj grad af snageri, fx. adgang til det mest avancerede NSA-software, der – viser det sig- ikke nøjes med at indsamle date men decideret angriber, hvis det finder ‘fjendtlig’ data! Den fjendtlige data kunne sagtens være noget, der lå på din computer, fordi du havde udtalt dig kritisk om noget eller havde hængt ud med nogen, som Imperiet ikke brød sig om. Spionage > hackning > cyber-attack.
Læg i den forbindelse mærke til, hvor meget klynk, der er blevet fremført i medierne om, hvor ‘onde-onde de onde kinesiske og russiske cyber-bøller er, og at de hele tiden angriber USA, og at de … ja det gør de, og er det ikke synd for os, og synes I ikke, det er helt OK, at vi … You know….’ Nå gør de det? Det, man siger, er man selv. It takes one to know one.
Men hvad er så dette spionvæsen for noget? Det viser sig – og undskyld jeg nu igen citerer min yndlingsscene fra en actionfilm, ‘Die Hard 1’, hvor McClain’s (Bruce Willis’s) hustru i slutscenen konfronterer terroristen i skyskraberen, mens han panisk skovler obligationer op fra gulvet: ‘Du ikke engang en terrorist. Du er bare en simpel tyv!’, hvorefter skurken (Alan Richman) snerrer: ‘Jeg er ikke en simpel tyv. Jeg er en fremragende tyv!’.
NSA har intet med national sikkerhed at gøre. NSA er en del af et gangstersyndikat, altså en stak simple forbrydere, der med de amerikanske skatteyderes penge på lommen indsamler oplysninger om alt-og-alle med henblik på industrispionage og afpresning. Så simpelt er det!
Snowden-sagen er en krig, der foregår mellem to rivaliserende gangstersyndikater, CIA og NSA. CIA har mistet en hulens masse penge til NSA, og nu lækker man info som en form for mediekrig mod fjenden via en ‘patzi’. I ryggen på Snowden ser vi en noget skummel person ved navn Glenn Greenwald, som tjener kassen på sagen. Har medierne beskrevet det?
Men altså: en infight mellem to rivaliserende klaner indenfor Imperiet, to savlende pitbulls, der nu bider hovedet af hinanden med medierne som redskab … er det ikke udtryk for et skrantende Imperiums desperation?
Propagandaens århundrede og petrodollaren
Da irakerne officielt proklamerede, at de fra nu af ikke længere ville afregne olie i petro-dollar, startede den hidtil mest intense medie-spin-propaganda-kampagne, verden havde set. Med 9/11 ‘vel’-overstået og i ryggen og en lodret løgnagtig serie af påstande om masseødelæggelsesvåben, startede man invasionen og myrderierne.
Der døde 1 million mennesker i denne beskidte og løgnagtige kamapagne + krig. Det næst-sørgeligste aspekter af dette er, at kun de aller-færreste mennesker har været i stand til at gennemskue dette – skulle man ellers tro – soleklare eksempel på, hvordan propaganda-spin og krig går hånd i hånd i forførelsen af os. Folk blev næsten erotisk opstemte af at blive forført og derefter glo på massemord på TV. Folk accepterede forførelsen. Bagefter blev der ikke talt mere om det. Irak er i dag et smadret land med evige konflikter. En af provinserne flyder med atomaffald fra stategiske sprænghoveder. Total tavshed i medierne.
‘Succesen’ fortsatte med Libyen. Fællesnævneren her er, at Libyen ligesom Irak ikke havde et (zionistisk?) vestligt centralbanksystem og ikke længere ønskede at understøtte petrodollaren. Syrien har heller ikke et (zionistisk?) centralbanksystem. Sudan havde ikke, og her ulmer der stadig gammelt nytårsfyrværkeri. Nordkorea heller ikke. Nordkorea er vi jo alle enige om at enten grine af eller fordømme som den værste form for totalitarisme. Sandt nok, men hvordan blev denne bortamputerede del af Korea til det, som de er i dag? Det var under Vietnamkrigen, at man så småt begyndte at få øjnene op for, hvad USA’s krigsmaskine egentlig stod for, men dens forgænger Koreakrigen blev der aldrig stillet spørgsmålstegn ved. USA sønderbombede samtlige, ikke kun nogle af dem med SAMTLIGE byer og landsbyer i Korea!
Hele det 20. århundrede har en lang og sørgelig historie for løgn og propaganda i forbindelse med krig. Det er, som om et helt årtusinds løgn-spin-krig blev komprimeret ned til et århundredes ditto. En analyse af samtlige krigshandlinger udført af den engelske-amerikanske imperium og deres skiftende allierede – hvad enten der har været tale om frivilligt forførte propagandaofre eller voldeligt påtvungne underkastelser eller statskup – viser, at løgn og propaganda gik før, blev forlænget under og fortsatte efter en krigshandling.
De skyldige er aldrig blevet draget til ansvar. Folk havde efter 2. Verdenskrig en illusorisk følelse af, at de ansvarlige blev dømt i Nürnberg. Men historien om, hvordan krigen var på tegnebrættet allerede før 1. Verdenskrig og at den som sådan var en uafvendelig konsekvens af netop den måde, som 1. Verdenskrig ikke sluttede på, er aldrig blevet fortalt i større stil. I lidt mindre, men ikke mere acceptabel grad er de ansvarlige i Danmark for danskernes deltagelse i imperialistiske angrebskrige aldrig blevet draget til ansvar. Det tidligere statsminister blev oven i købet belønnet for sin løgn overfor befolkningen med en forfremmelse af karriereren. Herefter kunne han for alvor medvirke til det, han så inderligt ønskede: massemord, neo-imperialisme og magtens sødme.
Slutningen på ondskabens århundrede blev forlænget og intensiveret ind i det næste på den skammeligste vis. Det er nu decideret pinligt at være dansker. Vi er ved at gå til i ‘engelsk syge’. Og vi opdagede ikke, at englænderne selv, altså den engelske befolkning, selv sagde fra. Syrien gik i vasken for Imperiet bla. fordi det blev stoppet i parlamentet. Den amerikanske befolkning sagde også nej, enough-is-enough. Disse to befolkninger sagde nej til deres korrupte regering. Men danskerne OG den den danske regering og de danske medier sagde JA og bakkede som nogle af de få Imperiets hovedkontor, USA, op!
Det var også her, hvor Villy Søvndal indskrev sig i verdenshistorien som et politisk fjols.
Husk stadigvæk: Imperiet er ikke britisk eller amerikansk. Imperiet har inficeret disse områder, der har hovedkonterer der. De er som en hvid skimmelsvamp, Candida Albicans, der æder sig ind i kroppene og er designet til at leve videre af disse kroppe, selv efter de er døde. Imperiet er en mega-parasit, en svamp, en cancer. Imperiet ‘bebor’ disse national-regeringers hovedkontorer. Men mange indbyggere i disse nationer får i disse år øje på, at det er sådan det forholder sig.
Men altså: en infight mellem to rivaliserende klaner indenfor Imperiet, to savlende pitbulls, der nu bider hovedet af hinanden med medierne som redskab … er det ikke udtryk for et skrantende Imperiums desperation?
Propagandaens århundrede og petrodollaren
Da irakerne officielt proklamerede, at de fra nu af ikke længere ville afregne olie i petro-dollar, startede den hidtil mest intense medie-spin-propaganda-kampagne, verden havde set. Med 9/11 ‘vel’-overstået og i ryggen og en lodret løgnagtig serie af påstande om masseødelæggelsesvåben, startede man invasionen og myrderierne.
Der døde 1 million mennesker i denne beskidte og løgnagtige kamapagne + krig. Det næst-sørgeligste aspekter af dette er, at kun de aller-færreste mennesker har været i stand til at gennemskue dette – skulle man ellers tro – soleklare eksempel på, hvordan propaganda-spin og krig går hånd i hånd i forførelsen af os. Folk blev næsten erotisk opstemte af at blive forført og derefter glo på massemord på TV. Folk accepterede forførelsen. Bagefter blev der ikke talt mere om det. Irak er i dag et smadret land med evige konflikter. En af provinserne flyder med atomaffald fra stategiske sprænghoveder. Total tavshed i medierne.
‘Succesen’ fortsatte med Libyen. Fællesnævneren her er, at Libyen ligesom Irak ikke havde et (zionistisk?) vestligt centralbanksystem og ikke længere ønskede at understøtte petrodollaren. Syrien har heller ikke et (zionistisk?) centralbanksystem. Sudan havde ikke, og her ulmer der stadig gammelt nytårsfyrværkeri. Nordkorea heller ikke. Nordkorea er vi jo alle enige om at enten grine af eller fordømme som den værste form for totalitarisme. Sandt nok, men hvordan blev denne bortamputerede del af Korea til det, som de er i dag? Det var under Vietnamkrigen, at man så småt begyndte at få øjnene op for, hvad USA’s krigsmaskine egentlig stod for, men dens forgænger Koreakrigen blev der aldrig stillet spørgsmålstegn ved. USA sønderbombede samtlige, ikke kun nogle af dem med SAMTLIGE byer og landsbyer i Korea!
Hele det 20. århundrede har en lang og sørgelig historie for løgn og propaganda i forbindelse med krig. Det er, som om et helt årtusinds løgn-spin-krig blev komprimeret ned til et århundredes ditto. En analyse af samtlige krigshandlinger udført af den engelske-amerikanske imperium og deres skiftende allierede – hvad enten der har været tale om frivilligt forførte propagandaofre eller voldeligt påtvungne underkastelser eller statskup – viser, at løgn og propaganda gik før, blev forlænget under og fortsatte efter en krigshandling.
De skyldige er aldrig blevet draget til ansvar. Folk havde efter 2. Verdenskrig en illusorisk følelse af, at de ansvarlige blev dømt i Nürnberg. Men historien om, hvordan krigen var på tegnebrættet allerede før 1. Verdenskrig og at den som sådan var en uafvendelig konsekvens af netop den måde, som 1. Verdenskrig ikke sluttede på, er aldrig blevet fortalt i større stil. I lidt mindre, men ikke mere acceptabel grad er de ansvarlige i Danmark for danskernes deltagelse i imperialistiske angrebskrige aldrig blevet draget til ansvar. Det tidligere statsminister blev oven i købet belønnet for sin løgn overfor befolkningen med en forfremmelse af karriereren. Herefter kunne han for alvor medvirke til det, han så inderligt ønskede: massemord, neo-imperialisme og magtens sødme.
Slutningen på ondskabens århundrede blev forlænget og intensiveret ind i det næste på den skammeligste vis. Det er nu decideret pinligt at være dansker. Vi er ved at gå til i ‘engelsk syge’. Og vi opdagede ikke, at englænderne selv, altså den engelske befolkning, selv sagde fra. Syrien gik i vasken for Imperiet bla. fordi det blev stoppet i parlamentet. Den amerikanske befolkning sagde også nej, enough-is-enough. Disse to befolkninger sagde nej til deres korrupte regering. Men danskerne OG den den danske regering og de danske medier sagde JA og bakkede som nogle af de få Imperiets hovedkontor, USA, op!
Det var også her, hvor Villy Søvndal indskrev sig i verdenshistorien som et politisk fjols.
Husk stadigvæk: Imperiet er ikke britisk eller amerikansk. Imperiet har inficeret disse områder, der har hovedkonterer der. De er som en hvid skimmelsvamp, Candida Albicans, der æder sig ind i kroppene og er designet til at leve videre af disse kroppe, selv efter de er døde. Imperiet er en mega-parasit, en svamp, en cancer. Imperiet ‘bebor’ disse national-regeringers hovedkontorer. Men mange indbyggere i disse nationer får i disse år øje på, at det er sådan det forholder sig.
I imperial propaganda foregår alting i omvendt orden. Først beslutter man sig på endemålet for en række hændelser. Herefter tilrettelægger man al information og indledende udtalelser i stil med: ‘Regeringen overvejer nu militær intervention i (fx) Iran‘. Men den regering, der udtaler sig sådan, anser allerede interventionen for et fuldbyrdet faktum, der blot mangler at blive eksekveret. Skulle der mangle et påskud, borgernes incitament og godkendelse, en provokation eller et diplomatisk cover-up for at fyre startskudet af – som et mord i Sarajevo, en Rigsdagsbrand i Berlin, et Pearl Harbor (som man lod ske på trods af masser af information), en Tomkinbugt (hvor man skyder på sig selv), en 9/11-event (som alle sked i bukserne over, men ingen forstod en brik af), fjendens masseødelæggelsesvåben, præsidenter der tilskrives overgreb mod deres eget folk, osv. osv., så er man selv leveringsdygtige.
Folk er jo for dumme til at opdage det – eller er de? Eller snarere: bliver de ved med at være det?
Folk er jo for dumme til at opdage det – eller er de? Eller snarere: bliver de ved med at være det?
___________________________
Verdensfascismen tordner frem for fulde gardiner, men den fascistiske elite har i mellemtiden glemt, hvordan det gik deres forgængere. Javist, det lykkedes dem endnu en gang at gemme sig og forberede en ny og værre runde. Ligesom Romerriget gemte sig i den katolske kirke. Ligesom venetianerne gemte sig i Holland, så i London, så i USA. Men forskellen på deres forgængere og dem selv er, at der nu ikke er flere steder at gemme sig. Det skulle da lige være under jorden eller på Mars. Who knows? Imperiet har 2.500 år på bagen, og det er indtil videre lykkedes det at morfe. Kejseren har hele tiden taget nyt tøj på.
Apokalypsen blev udsat i slutningen af 2012. Som forfatteren og historikeren Joseph P. Farrell siger, mens han klukker i skægget: ‘We are now in december 2013, the year after Thunder Dome’. Vi burde måske lave en ny tidsregning, så vi nu er i år 2 efter den aflyste dommedag.
But it ain’t over yet. WW3 er mere end nogensinde en fuldstændig reel mulighed, og der er fortfarende stærke kræfter, der er desperate nok til at trykke på den knap. En rotte, der er trængt op i en krog, vil kun have én ting i tankerne. Forvent ikke noget, der ligner menneskelige træk fra disse psykopater. Den hårde kerne i den globale elite vil hellere sprænge det hele i luften end at opgive deres årtusind gamle privilegier. Man kan håbe på – og faktisk forvente, tror jeg – at der udenom den hårde kerne findes temmelig mange folk, der gerne vil ud af maskineriet, men som er bundet af deres fortid og den strenge ‘omerta’, der hersker i disse hi-level-gangstermiljøer. De venter bare på det rigtige tidspunkt, for de ved, at de første der rykker, vil blive skudt i nakken sammen med deres familie. De har simpelthen været terroriserede, måske mere end alle andre, pga. af deres insider-informationer. Men jeg vil æde min ikke så gamle tweedkasket med øreklapper på, at mange i den dekadente og perverterede elites egne rækker har en stor længsel efter at slippe fri fra jerngrebet. Universet er sådan skruet sammen, at ingen kan misbruge andre uden forinden selv at være misbrugt, og uden fortfarende at underkue sig selv og deres menneskelighed.
Man kan også se det sådan her: For at foretage et paradigmeskift med det generelle holdningsskift, der er nødt til at understøtte det, så er udfordringen nødt til at være tilstrækkelig stor. Den mobilisering, som Imperiets desperation har frembragt – og med de rette briller kan den nu ses overalt og på alle niveauer af samfund og bevidsthed – kan kun ske via en udfordring. Her kunne man godt være lidt bekymret, for udfordringen lader ikke helt til at være stor nok, og for mange mennesker befinder sig stadig i en dyb snorkende uvidenhed. Der skal åbenbart nogle helt store lig på bordet, før tiøren falder. Hvor store, og med hvilke konsekvenser?
En anden lurende og uforløst katastrofe er Finanskrise 2.0. Den vil blive meget værre end den første. Her vil vi se kollaps af uhørt størrelse. Kapløbet med tiden og kræfterne er linket op til, om der findes en struktur, der kan samle op midt i kaos. Har BRICS-landene på det tidspunkt en ny finansstruktur og finansieringsbank på plads? Vil de dusinvis af lande, som står i kø for optagelse i BRICS, være med til at styrke alliancen mod den uddøende vest-elite? Har der dannet sig så mange decentrale enheder, at kaos ikke tager over? Vil der udbryde decideret borgerkrig i fx. USA og England, og hvilken betydning får det fx. for danskerne, der som bekendt er kronisk ramt af den ‘engelske syge’?
En tredje lurende fare er desværre også lige nu Fukushima-værket og det kinasyndrom, der nu er ukontrollabelt og eskalerende, og som længere ude af tidslinien og worst case vil kunne affolke hele den nordlige halvdel af kloden. Her viser verdenseliten igen, hvor uduelige de er til at regere og træffe beslutninger. Og det er dem, der præsenterer sig selv som selvskrevne og kompetente til en global-regering!? De er fuldstændig inkompetente og impotente, når en virkelig udfordring viser sig. Medmindre vi skal ud i, at det er eugenikerne, der har overtaget den skjulte dagsorden og ser hændelsen som det ultimative redskab til affolkningen af kloden – siden det nu åbenbart er så skidehamrende svært at starte den konventionelle og nukleare del af WW3! I mellemtiden er man så i fuld gang med alle andre niveauer af en verdenskrig: handel, vejr, psykologi/propaganda, afvæbning, neddumning, falske nyheder og -virkeligheder, ‘opiumskrig’, forgiftede fødevarer, forgiftet miljø … it goes on-and-on …
Med disse foruroligende bemærkninger vil jeg ikke desto mindre ønske God Jul og Godt Nytår til alle. Måtte 2014 bringe god energi. Ikke mod alle odds, for der er masser af rigtige odds, som du sikkert har opdaget, aldrig dukker op i TV-avisen. Bla. derfor fortryder jeg ikke et et sekund,
at jeg smed mit fjernsyn ud for fem år siden. Vi får aldrig det rigtig gode nyheder, fordi vi aldrig får de rigtig dårlige. Vi får kun de halvdårlige, som er profitable, mens de henholder os i dumhed.
Måtte 2014 blive året, hvor tæppet falder helt ned. Ikke som tilsløring men som afsløring. Vi har ikke brug for dette teaterstykke, DE har brug for det. Eliten kalder det ‘The Great Game‘, ligesom de kaldte 1. Verdenskrig for ‘The Great War’. Det bliver ikke et kønt syn, og det har 2013 allerede vist. Vi kommer til at se mere af det onde stof men samtidig mere af det gode.
Bag al denne grimhed gemmer sig muligheder, som de færreste har drømt om. Eller måske kun drømt om.
Apokalypsen blev udsat i slutningen af 2012. Som forfatteren og historikeren Joseph P. Farrell siger, mens han klukker i skægget: ‘We are now in december 2013, the year after Thunder Dome’. Vi burde måske lave en ny tidsregning, så vi nu er i år 2 efter den aflyste dommedag.
But it ain’t over yet. WW3 er mere end nogensinde en fuldstændig reel mulighed, og der er fortfarende stærke kræfter, der er desperate nok til at trykke på den knap. En rotte, der er trængt op i en krog, vil kun have én ting i tankerne. Forvent ikke noget, der ligner menneskelige træk fra disse psykopater. Den hårde kerne i den globale elite vil hellere sprænge det hele i luften end at opgive deres årtusind gamle privilegier. Man kan håbe på – og faktisk forvente, tror jeg – at der udenom den hårde kerne findes temmelig mange folk, der gerne vil ud af maskineriet, men som er bundet af deres fortid og den strenge ‘omerta’, der hersker i disse hi-level-gangstermiljøer. De venter bare på det rigtige tidspunkt, for de ved, at de første der rykker, vil blive skudt i nakken sammen med deres familie. De har simpelthen været terroriserede, måske mere end alle andre, pga. af deres insider-informationer. Men jeg vil æde min ikke så gamle tweedkasket med øreklapper på, at mange i den dekadente og perverterede elites egne rækker har en stor længsel efter at slippe fri fra jerngrebet. Universet er sådan skruet sammen, at ingen kan misbruge andre uden forinden selv at være misbrugt, og uden fortfarende at underkue sig selv og deres menneskelighed.
Man kan også se det sådan her: For at foretage et paradigmeskift med det generelle holdningsskift, der er nødt til at understøtte det, så er udfordringen nødt til at være tilstrækkelig stor. Den mobilisering, som Imperiets desperation har frembragt – og med de rette briller kan den nu ses overalt og på alle niveauer af samfund og bevidsthed – kan kun ske via en udfordring. Her kunne man godt være lidt bekymret, for udfordringen lader ikke helt til at være stor nok, og for mange mennesker befinder sig stadig i en dyb snorkende uvidenhed. Der skal åbenbart nogle helt store lig på bordet, før tiøren falder. Hvor store, og med hvilke konsekvenser?
En anden lurende og uforløst katastrofe er Finanskrise 2.0. Den vil blive meget værre end den første. Her vil vi se kollaps af uhørt størrelse. Kapløbet med tiden og kræfterne er linket op til, om der findes en struktur, der kan samle op midt i kaos. Har BRICS-landene på det tidspunkt en ny finansstruktur og finansieringsbank på plads? Vil de dusinvis af lande, som står i kø for optagelse i BRICS, være med til at styrke alliancen mod den uddøende vest-elite? Har der dannet sig så mange decentrale enheder, at kaos ikke tager over? Vil der udbryde decideret borgerkrig i fx. USA og England, og hvilken betydning får det fx. for danskerne, der som bekendt er kronisk ramt af den ‘engelske syge’?
En tredje lurende fare er desværre også lige nu Fukushima-værket og det kinasyndrom, der nu er ukontrollabelt og eskalerende, og som længere ude af tidslinien og worst case vil kunne affolke hele den nordlige halvdel af kloden. Her viser verdenseliten igen, hvor uduelige de er til at regere og træffe beslutninger. Og det er dem, der præsenterer sig selv som selvskrevne og kompetente til en global-regering!? De er fuldstændig inkompetente og impotente, når en virkelig udfordring viser sig. Medmindre vi skal ud i, at det er eugenikerne, der har overtaget den skjulte dagsorden og ser hændelsen som det ultimative redskab til affolkningen af kloden – siden det nu åbenbart er så skidehamrende svært at starte den konventionelle og nukleare del af WW3! I mellemtiden er man så i fuld gang med alle andre niveauer af en verdenskrig: handel, vejr, psykologi/propaganda, afvæbning, neddumning, falske nyheder og -virkeligheder, ‘opiumskrig’, forgiftede fødevarer, forgiftet miljø … it goes on-and-on …
Med disse foruroligende bemærkninger vil jeg ikke desto mindre ønske God Jul og Godt Nytår til alle. Måtte 2014 bringe god energi. Ikke mod alle odds, for der er masser af rigtige odds, som du sikkert har opdaget, aldrig dukker op i TV-avisen. Bla. derfor fortryder jeg ikke et et sekund,
at jeg smed mit fjernsyn ud for fem år siden. Vi får aldrig det rigtig gode nyheder, fordi vi aldrig får de rigtig dårlige. Vi får kun de halvdårlige, som er profitable, mens de henholder os i dumhed.
Måtte 2014 blive året, hvor tæppet falder helt ned. Ikke som tilsløring men som afsløring. Vi har ikke brug for dette teaterstykke, DE har brug for det. Eliten kalder det ‘The Great Game‘, ligesom de kaldte 1. Verdenskrig for ‘The Great War’. Det bliver ikke et kønt syn, og det har 2013 allerede vist. Vi kommer til at se mere af det onde stof men samtidig mere af det gode.
Bag al denne grimhed gemmer sig muligheder, som de færreste har drømt om. Eller måske kun drømt om.
modsigelsen - the contradiction 