Jantelov og politisk korrekthed

P { margin-bottom: 0.21cm; }

af morton_h, the blogger 

Korrekthedens jantelov:

• Du skal ikke tro, du kan mene noget, der ikke er godkendt

  vi er korrekthedens stempel
• Du skal ikke tro, at du kan nyde accept uden at være korrekt

  vi er korrekthedens psykiatri
• Du skal ikke tro, at du kan være klogere end korrektheden tillader

  vi er korrekthedens skolevæsen
• Du skal ikke bilde dig ind, at du kan være korrekt på egen hånd

  vi er korrekthedens forældre
• Du skal ikke tro, at du kan være mere korrekt end korrektheden

  vi er korrekthedens perfektion
• Du skal ikke tro, at der findes andet end korrektheden

  vi er korrekthedens univers
• Du skal ikke tro, at du kan stille noget op mod korrekthedens lov

  vi er korrekthedens højesteret
• Du skal ikke korrigere os

  vi er korrekthedens ingeniører
• Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dine indvendinger mod det korrekte

  vi er korrekthedens omdrejningspunkt
• Du skal ikke tro, at du kan gennemskue korrektheden, for vi ved alt om den, selvom den er uigennemskuelig

  vi er korrekthedens ypperstepræster
• Du skal ikke tro, at vi ikke ved bedre, selvom du aldrig kan vide bedre

  vi er korrekthedens oplyste

Korrekthedens straffelov:

• Du skal ikke tro, at du kan undslippe den politiske korrekthed, for vi ved noget om dig
            vi er korrekthedens efterretningsvæsen

tegning: daffydesign.no

Korrektheden ankom i 90’erne, men den var der i forvejen. Det var først i dette årti, at korrekthedens potentiale blev tydeligt. Den særlige form for snigende totalitær kollektivisme trådte nu i karakter i større skala, men den havde allerede været under forberedelse i årtier.

Et dyk ned i historien
Politisk korrekthed er kulturmarxisme, og dens udspring skal findes i tiden omkring 1. verdenskrig, i en tid, hvor alle områder af civilisationen og kulturen synes at køre af sporet og tage en destruktiv retning.

Bolshevikkerne og deres guru, Karl Marx og efterfølgende udrullet af deres hærførere, Lenin og Trotskij, havde udviklet et teorisæt. En af antagelserne i dette teorisæt var, at den internationale arbejderklasse ville overflødiggøre krig. I stedet blev verden vidne til, at arbejderklassen villigt stillede op til det imperiale projekt, der bestod i at slagte løs på hinanden. Ikke desto mindre dannedes der et sovjetsamfund efter revolutionen i 1917 baseret på dette fejlslagne teorisæt – der i mellemtiden havde transcenderet teoristadiet, havde overhalet sin egen forældelse og var blevet ophøjet til et officielt ‘ufejlbarligt’ dogmesæt, hvorefter Sovjetstaten kørte linen ud i samme framework.

Marxister udenfor Sovjetstaten begyndte i erkendelsen af fejlvurderingen at revidere marxismen ved at spørge, hvad der var gået galt. Italieneren Gramsci og ungareren Lukacs blev bevægelsens fædre. Lukacs introducerede som kommisær i det ungarske kommunistiske samfund et tiltag med radikal seksuel undervisning i skolesystemet. Dette var starten på begrebet politisk korrekthed, som herefter ville blive sat i system i omfattende grad. Lukacs så familien som strukturel modstander og forhindring for det, som marxisterne havde som hovedformål: nedbrydelsen af den vestlige kultur. Familien som mindste kerneenhed måtte derfor nedbrydes.

Teknikken med at skabe et nyt samfund ved at indoktrinere og hjernevaske børn var i sin daværende form for længst introduceret af jesuitterne. En jesuit vil sige: Giv mig det fire-års barn, og jeg skal give dig den voksne. Beretninger fra folk opdraget i det kommunistiske skolesystem og folk opdraget i jesuitterskoler er forbløffende ens, selvom vokabularet er forskelligt. Fri tænkning blev i begge systemer betragtet som en stor synd, og børnene lærte hvad de skulle tænke, ikke hvordan de skulle tænke.

Lukacs’ opdragelsestiltag varede ikke så længe, da den ungarske arbejderklasse og det ungarske folk var dybt forargede over hans angreb på deres familieværdier og -kultur. Men i Tyskland opstod et nyt tiltag med marxistisk kritik af vestlig kultur. Felix Weill ønskede at danne en tænketank for avanceret marxistisk tænkning: Institut for Marxisme. Navnet blev snart ændret til Institut for Socialforskning for at undgå at blive genkendt. Det fik sæde i Universitetet i Frankfurt og blev senere kendt under navnet: Frankfurterskolen.

Skolen holdt sine første seminarer i 1923 og åbnede formelt i 1924. Formålet med skolen var at transformere marxisme fra en (fejlslagen) økonomisk- til en (genfødt) kulturel teoretisk forståelse, i dag kendt som politisk korrekthed. I 1930 hed skolens leder Max Horckheimer. Han annoncerede, at revolutionen næppe ville komme fra arbejderklassen, og at man måtte finde en afløser. Det tog 30 år, før man fandt en sådan efter en årrække med tonsvis af analyser af det borgerlige samfunds indre struktur.

Den nye kulturmarxisme bestod i at krydse Marx med Freud. I Frankfurterskole-termer blev arbejderklassens økonomiske undertrykkelse af kapitalen forflyttet til, at ALLE var undertrykt socialt og psykologisk af det borgerlige samfund. Økonomisk fremmedgørelse blev til seksuel fremmedgørelse. Revolutionen blev omdefineret til en kulturrevolution, et ord, der senere blev adopteret af maoisterne.

Horckheimers nye legekammerat blev Theodor Adorno, en tidligere musikkritiker, en teoretiker og musikolog, der underligt nok havde sit afsæt i den dybt borgerlige og finkulturelle kreds kaldet den 2. Wienerskole omkring komponisterne Schönberg, Berg og Webern. Der var intet som helst marxistisk over disse i øvrigt fremragende og på deres sæt ‘revolutionerende’ komponister fra før- og mellemkrigstidens Wien. Og hvis Adorno havde haft talentet, ville han have været en af dem, men det havde han ikke. Til gengæld blev han en af Frankfurterskolens hovedtænkere, og den 2. Wienerskole blev hans ideologiske instrument. Freud ville måske have sagt ‘kompensation’ og Martin Luther ville igen have sagt: Fanden er en dårlig musiker.

En tredje skikkelse var psykologen Erich Fromm, der blev pioner for seksualpolitik og kønspolitik. Hos Fromm starter udtværingen af forskelle og komplementaritet mellem kønnene. Køn var bare et stykke kultur, udelukkende socialt-bestemte funktioner. Femininitet og maskulinitet var at regne som ‘falsk bevidsthed’ og var iflg. skolen endnu et mål for kulturkritik. Resultatet kan bla. studeres i dag i Sverige, men forinden fandtes det i alle de sociale eksperimenter i det forrige århundrede: nazismen, kommunismen/maoismen (især) og fascismen. Feminisme i en eller anden form var en uadskillelig del af dem alle, men det blev de politisk korrekte, der skulle komme til at rendyrkede den. Feminisme er legaliseret had til mænd og har spillet en enorm rolle i del-og-hersk-destruktionen af familien, det kulturmarxistiske samfundsprojekt.

En fjerde skikkelse skulle blive den mest betydningsfulde: Herbert Marcuse. Han fuldførte transformationen af marxisme til et kulturelt projekt klargjort til at blive sprøjtet ind i venerne på den nye venstrefløj.

Instituttets og kulturmarxisternes dybere formål var som nævnt ikke blot at bogorme den og teoretisere. De ville aktivt omstyrte samfundet og kulturen ved en langsom transformation. Kritik var et våben til omstyrtelse – kritik = destruktion = masseødelæggelsesvåben. Navnet var Kritisk Teori. De spurgte: Hvad er teori? Svaret var: Teorien er at kritisere! Et uhørt tankespring, men venstrefløjen hoppede gladelig på den.

Hvis vi skal holde dette statement, dette gordiske knudehug, op imod klassisk tænkning, trivium-metoden, metoden for egentlig tænkning, så stikker kulturmarxisterne altså en rød kæp i hjulet på fri og systematisk tænkning ved at sige: Vi er allerede via vores intellektuelle overlegenhed i fuld gang med hvordan-spørgsmålet (retorikken), faktisk har vi svaret på det. Vi er i fuld gang med at implementere, at forandre, at omstyrte, og vores teori er syntaktisk sendt baglæns herfra. De overhalede alle andre skoler i manipulation af tænkning, selv skolastikerne fra den kirkelige middelalder, der sprang til svaret på hvorfor-spørgsmålet (logik) og indrettede hvem-hvad-hvor-hvornår-spørgsmålene efter det (grammatik), må blegne her.
De 76 falske argumenter

Frankfurterskolen affødte en række af studier: sociale studier, etniske studier, kvindestudier, bøsse-lesbiske studier, kønsforskning, u-name-it. Det var fra disse studier, at den politiske korrekthed strålede ud og transformerede vores måde at tænke, tale og leve på. Skolen havde nu fundet den afløser for den uduelige arbejderklasse, den havde søgt efter. Dens projekt var nu entydigt elitært, og arbejderklassen, de dumme får, der ikke kunne finde ud af det med klassebevidsthed men forfaldt til såkaldt ‘falsk bevidsthed’, blev dumpet på ideologiernes affaldsplads. 

En case
Som cand. phil. i musikvidenskab kender jeg skolen og tankesættet. Husk at Adorno var musikanmelder og -teoretiker, og han var derfor standardlæsning i 80’erne for den korrekte musikstuderende, der ønskede at bestå sine eksamener i musikhistorie – korrekt, der bla. via det nye fem-bindsværk, Gyldendals Musikhistorie, var blevet omskrevet fra at være – indrømmet – strandet i anekdotisk, personfikseret stilhistorie – til at være marxistisk socialhistorie. Fra den ene grøft til den anden.

Men en af de mere groteske udslag var, at en så fremragende og populært hyldet komponist som russeren Sergei Rachmaninov fuldstændig blev ekskommunikeret/udskrevet af musikhistorien. Han var sgu for borgerlig og for musikalsk-politisk ukorrekt! Man må bare spørge, om det var kvalificeret forskning og historieskrivning? Svaret er nok, at det ikke var videnskab men ideologi. Det kunne stå som overskrift på porten til instituttet i Frankfurt.

Døm selv om Rachmaninovs kvalifikationer som komponist:
2. klaverkoncert: http://www.youtube.com/watch?v=MOOfoW5_2iE
3. klaverkoncert: http://www.youtube.com/watch?v=DgYhcM5TB_c

Svulstigt, måske, men det er jo det romantiske koncept.
Sangbart, ja. Hvornår er det blevet en diskvalificering af musik?
Ligner filmmusik – undskyld, men det er altså filmkomponisterne i Hollywood, der har efterlignet Rachmaninov og ikke omvendt.

Johannes Brahms er nok et eller andet sted en større komponist, men et ubestrideligt faktum er, at enhver stjernepianist har dyb respekt Rachmaninovs klaverkoncerter, for deres ekstremt pianistiske elegance og er udfordret af dem for deres virtuositet. Publikum forstår dem ligeledes med det samme, for deres udtryk er på trods af deres avancerede harmonik tematisk enkelt og hjerteligt. Måske er Rachmaninov en 20. århundredes nostalgiske genklang af et Rusland, der var tabt med den bolshevikiske massetraumatiserende revolution, et ældgammelt Rusland af mennesker af kød, blod og emotioner. Russerne har altid været et dybt religiøst folk i begrebets mystiske betydning, og komponisten kendte sit lands folkelige sangtradition og orthodokse kirkemusik.
Hør fx. hans Vesper:
http://www.youtube.com/watch?v=pjRt-o0XwZ4

Pointen er ikke en hyldest til Rachmaninov, men at de smagsdommeriske forskere/musikologer ved Musikvidenskabeligt Institut i København fandt Sergei Rachmaninov ‘underlødig’ i forhold til deres projekt – paradoksalt nok iklædt et postulat om solidaritet med folket og arbejderklassen. Det var på samme tid, at marxismen i kølvandet på 68 tog monopol på bla. studier for litteraturvidenskab på de danske universiteter. 100-vis af studerende søgte af egen fri vilje at lade sig indrullere i denne pseudovidenskabelige, næsten religiøse bevægelse af politisk korrekthed. Det var på samme tidspunkt, at feminismen eksploderede i dens postulerede solidaritet med de arbejdende kvinder, der i øvrigt var fucking! ligeglade med de neurotiske, frustrerede overklassekoners og -akademikernes forsøg på at omklamre dem og indrullere dem i deres agenda. De britiske lebbe-feminister var oven i købet traumatiserede stjernepsykopater og involveret med forskellige ‘aktiviteter’ sammen med efterretningsvæsenerne, men det er en anden og bizar historie.

Marxisterne troede egentlig ikke på fremtiden. De troede på destruktionen af det borgerlige demokrati. De var i virkeligheden nihilister. På underlig vis lignede de den zionistisk-nietscheanske skole fra Chicago og dens mentor, Leo Strauss, der var fader til gruppen af neo-cons, hvis formål – lo-and-behold – også var destruktionen af samfundet, i hans og deres tilfælde det amerikanske. Han sagde direkte, at ‘det amerikanske samfund var et nihilistisk projekt’. Tilfældigt? næppe, selvom det synes et svært begribeligt paradoks, at det yderste venstre og det yderste højre har identiske tankesæt. Totalitarismen har ingen farve.

Deres projekt minder også en del om den gruppe, der opererede i England og senere USA, som man kan kalde for de ‘fabianske socialister’. De arbejdede som frankfurterne tålmodigt på at omforme samfundet og den menneskelige bevidsthed i erkendelsen af, at revolutionen slog fejl. Og de havde – og har, for de findes i allerhøjeste grad stadigvæk – ingen blufærdighed overfor, at hvilken som helst revolution, hurtig eller langsom, kun fører i én retning: den totalitære stat. Det var deres erklærede formål. Vi finder skikkelser som H.G. Wells, Aldous og Julian Huxley (eugenikeren) og Bertrand Russell, og i deres bagland inderkredsen af det britiske establishment, der udmærket forstod, at denne form for designer-socialisme var ‘for folket’, ikke for dem selv. Folk skulle langsomt lære at elske at være en slave i det nye tekno-fascistiske globalsamfund, The New British Empire.

Frankurterskolen definerede aldrig, hvad de stod for, kun hvad de var imod – en særlig form for hornbrille-æggehoved-punk. De kritiserede, de nedbrød, de stod for: intet(nihil). Horckheimer sagde: et argument er logisk, hvis det hjælper til at destruere vestlig kultur og ulogisk, hvis det ikke gør! Det må siges at være en fuckfinger til hele den filosofiske tradition og en politisering af selve logikken.
Man kunne få lyst til posthumt at sende frankfurterne på et grundkursus i logik:
http://paradigmet.blogspot.dk/2014/01/et-crashkursus-i-falsk-logik.html

Skolen holder flyttedag
Hitler kom til magten, og skolen blev nødt til at flytte. Valget blev New York. Herefter skiftede de fokus for deres kritiske tænkning fra Tyskland/Europa til USA. Senere flyttede de til Californien, der i dag er verdenscentrum for stort set alle former for politisk korrekthed.

Adorno skrev i 50’erne bogen ‘Den Autoritære Personlighed’. Ifølge Adorno besad dem, der bekendte sig til traditionel amerikansk kultur, fascistiske træk. Meget interessant. Javist indeholder amerikansk kultur og -politik fascistiske træk, hvilket er voldsomt tydeligt i dag, men da marxisterne aldrig var i nærheden af at identificere marxisme som en ideologisk underbygning af RØD fascisme, så har deres kritik blot banet vejen for det, de mener sig berettiget til at kritisere. Til gengæld er deres proselytter ikke sene til at slynge om sig med skældsordet ‘fascisme’ rettet mod deres opponenter. It takes one to know one.

I 70’erne opstod begrebet/praksis’en sensitivitets-træning. Venstrefløjen udsatte sig selv for og anbefalede deres modstandere at lade sig re-programmere via psykologiske metoder. Vi finder dem hos Tvindskolernes metoder til kollektivisering = udslettelse af individet. Vi finder det i dag hos Agenda 21-facilitatorerne, og teknikkerne hedder i dag Delta-møder. Målet er konsensus, nysprog for mental underkastelse. På Tvindskolerne placerede man en ulydig person med kollektiv politisk ukorrekt ‘falsk bevidsthed’ i en rundkreds og kørte ubønhørlig terror mod vedkommende, indtil der indfandt sig ‘konsensus’. De sociale studier viser sig nu at have et særdeles praktisk formål: social manipulation og transformation. Man kunne også bare sige: hjernevask og sindelags-kontrol. Scientology vil nikke genkendende til disse metoder.

Miljøbevægelserne er et andet eksempel på anvendt politisk korrekthed. Her kaldte marxisterne det for ‘dialektisk oplysning’. En ny gren opstod, som vi kunne kalde for ‘grøn fascisme’. Man talte om et mere afbalanceret forhold mellem mennesker og natur, besnærende i og for sig, og i starten var der en hel del feel-good over miljøbevægelserne, Greenpeace, Verdensnaturfonden, u-name-them. Red pandaer og hvaler. OG reelle miljøproblemer, skal vi ikke overse. Men så ankom fænomenet menneskeskabtglobal opvarming, og så var det slut for miljøet. Herefter hed det ‘kliiiiima’, og klimaet var DIN skyld, og derfor skal DU betale … kassen! Og afstå fra at starte små virksomheder, for det har du ikke råd til. Og det gælder især DIG, der bor i de varme lande og udkants-verden. 
http://paradigmet.blogspot.dk/2014/02/klimaforandringer-revisited.html

Efter 2. Verdenskrig flyttede skolen tilbage til Frankfurt. Marcuse blev dog tilbage i USA, og i 50’er-60’erne faciliterede han metoder til ‘negering’, fornægtelse af samfundet. Han blev guru for det nye venstre. Det var Marcuse, der omsider svarede på Horckheimers spørgsmål fra 30’erne om, hvem der kunne erstatte arbejderklassen. Det var ungdomsoprøret! Hvilket inkluderede farvede, bøsser, lesbiske, feminister, studenter – alle utilfredse minoriteter med omstyrtende potentiale og en politisk korrekt sans for offerrollen. Seksuel frigørelse var igen et omdrejningspunkt, som det havde været det for Lukacs’s projekt i Ungarn. Og hvis vi savner en konteksts for de samfundsundergravende kusse-feminister i Rusland for tiden, then look no further. Marcuses bog Eros og Civilisationspøger i baggrunden. Marcuse kalder på ‘polymorf perversion’. Homoseksualitet, utroskab, efeminiserede mænd og maskuliniserede kvinder … og narcissisme-de-luxe blev nu et masseødelæggelsesvåben beregnet på aflivning af familien, det totalitære projekts hovedmodstander.

Marxismen var sådan set bankerot allerede i 1950’erne. Folk forstod, at det bare ikke virkede, og at verdens-revolutionen ikke ville indfinde sig. Folk var glade for kapitalisme, dengang hovedsagelig ægte kapitalisme, hvilket betød det relativt frie marked, vækst og personlig frihed. Pioner- og opfinderånd havde fine tider. Senere er både kapitalisme og demokrati blevet gradvist – og bevidst! – korrumperet, så situationen i dag er en ganske anden. Men i 50’erne gik man i erkendelsen af folks .. erkendelse andre veje. Man slog over på seksuel revolution, og feminisme, som vi kender i dag, opstod.

Politisk korrekthed er vældig tolerant for alle former for udskejelser – UNDTAGEN for de udskejelser, der modsiger dets egne udsagn. Altså grundlæggende totalt intolerant. Man opfandt begrebet ‘befriende tolerance’, hvilket ville sige tolerance overfor bevægelser, der var venstre-politisk korrekte, og fanatisk intolerance overfor alt andet. Man henviste til systemets repressive tolerance,  men man havde selv udviklet en recept for undertrykkelse af de ‘ikke-korrekte’. Befriende tolerance var det nysproglige udtryk for ‘skolens’ udgave af repressiv tolerance.

I 68-oprøret i Paris hang der bannere, der hyldede Marx, Mao og Marcuse – stiftere af hver deres totalitære bevægelse.
Marx-Lenin-Stalin kostede 50 millioner mennesker livet.
Mao kostede 100 millioner mennesker livet.
Marcuse har kostet … vi har endnu ikke tallene.

Vi ser ‘the legacy’, den legitime arv fra Frankfurterskolen i dag praktiseret i hele den intellektuelle del af den vestlige venstrefløj. Er der så kun dårligt at sige om det? Ifølge venstrefløjen er der selvfølgelig KUN godt at sige om det, for det er deres religion. Men oppositionelt er der også godt at sige om fænomenet. Intet er så ondt, at det ikke er godt for noget, og faktisk også mere end det.

Der er ingen tvivl om, at den vestlige kultur, SOM VI KENDER DEN, er dømt til undergang. I de kommende årtier vil denne verden undergå enorme forandringer. Det kan enten ske ved, at al civilisation og kultur bliver destrueret i WW3, og at der sker en nulstilling, en ctrl+alt+delete af livet på jorden. Jorden skal nok overleve, for det har den gjort gang på gang. Livet ligeså, det bliver bare ikke liv, som vi kender det i dag. Eller også forandrer civilisationen sig i forskellige retninger. Efter at menneskeheden er blevet skræmt fra vid og sans, indføres det globale fascistoide neo-feudale hi-tech-styrede samfund værre end Orwell havde fantasi til at forestille sig. Eller også falder hele det gamle imperium sammen, just som imperiet mener, at det er i færd med at opdatere sig selv, fordi for mange har gennemskuet – omsider-omsider!! – hvad imperiet har haft gang i alt for længe. Utopia?

Hovedproblemet med Frankfurterskolen er, at de er så dybt forankret i det 20. århundredes skismatiske, ideologiske tænkning. De er et hornbrille-æggehoved forsøg på at redde en fejlslagen masterplan. Kulturmarxisterne mente ligesom trotsky-lenin-stalin-maoisterne, ligesom bolsjevikkerne, at målet helligede de perfideste midler, men deres perfide midler var blot smartere og mindre blodige. De var ‘kulturelle’

Men vi skal ikke tro, at alle, der har været associeret med dem, har vidst, hvor det bar hen. Til sammenligning kan kan sige om kristendommen, at den er en okkupering og monopolisering af de bedste værdier, vi kender – med et politisk twist. De værdier, Frankfurterskolen okkuperede, er i virkeligheden reelle nok. De vidste det, for ellers ville de ikke gøre sig så stor umage med at okkupere dem.

Nogle sejlede med skibet en stund og gik derefter egne veje. En af de personer, der har været sat i forbindelse med ‘skolen’, var Wilhelm Reich. Man kan forstå hvorfor, når man sammenligner med ‘skolens’ stifter, Georg Lukacs og hans fokus på seksualitet. Men Lukacs var på ingen måde et spirituelt menneske, det var Reich derimod. Han blev endog en martyr for det og døde i fængsel. Reich skrev om fascisme og seksualitet, og hans befrielse var seksuel-energetisk baseret. Reich var ‘energi-forsker’, og at han blev spændt for en politisk vogn – og døde for det – er blot en historisk tragedie. Hans koncepter rækker langt udover hans tid, og hans relation til frankfurterne kan bedst karakteriseres som ‘fællesskab af nød’.

Noget af det samme kan siges om Erich Fromm. Mit bud er dog, at resten af slænget kommer til at synke ned i slammet fra det 20. århundredes store løgne og totalitarismer. De fleste af disse tænkere er døde. Habermas, som vi ikke har nævnt endnu, lever endnu. Han har for nylig ytret sig til fordel for det europæiske projekt, superstaten EU. Netop her røber Frankfurterskolens projekt sig, for hvad ligger der altid på den anden side af enhver revolution og forceret nedbrydelse af et samfund?
ET NYT ENDNU VÆRRE OG ENDNU MERE TOTALITÆRT IKKE-SAMFUND.

Historien lyver ikke her – historieskriverne gør, men historien gør ikke.

Kuppet af Holocaust

P { margin-bottom: 0.21cm; }

af morton_h, the blogger

Det er simpelthen på allerhøjeste tid, at tæppet bliver hevet væk både foran og under det zionistiske projekt. Vi kan ikke vente længere.

Derfor er det ekstremt vigtigt, at det zionistiske bevidsthedskup via skyld, skam, politisk korrekthed, tabuisering og dæmonisering bliver hevet frem i lyset, så vi kan forstå så meget som muligt af, hvad der er sket. Kuppet af Holocaust er en passende titel på det zionistiske projekt. Herfra starter en tilbagekaldelse.

Lad det være sagt: mordet på 5 millioner jøder står foreløbig kun til diskussion i det omfang, at det nu officielt – via kuratoren, lederen af Auschwitz-museet, Franticek Piper – er nede på 1.1 million. At du muligvis ikke har hørt om det, skyldes udelukkende, at ‘man’ ikke har fundet det nødvendigt at massekommunikere udsagnet. En person, der kalder sig jøde, og hvis far døde i Auschwitz, kan derfor have en legitim sag. 

Problemet ligger derimod i det etnocentriske perspektiv, der er blevet proppet ned i halsen på os i over et halvt århundrede, hvor den jødiske offerrolle er blevet skamridt til kvalmepunktet. Vi har næsten dagligt terpet, hvor synd det var og fortfarende er og ALTID vil være for jøderne, mens det tilsyneladende ikke er gået op for os, at der sideløbende har fundet et systematisk og bevidst misbrug sted på baggrund af en offerrolle, der kun i verdenshistorien er overgået af, hvor synd det var for Jesus. Vi er nødt til at tillade os og turde at få øje på, i hvilken grad og på hvilke måder det er lykkedes zionisterne at klynke, true og udskamme verden for at manipulere deres vilje igennem. Vi er også nødt brede perspektivet ud og bringe egentlige proportioner og egentlig kontekst tilbage i diskussionen.

I det 20. århundrede blev der massemyrdet 250 millioner mennesker i Europa! Dette er det egentligeHolocaust. Mytologien går på, at nationalisme er skyld i dette massemyrderi, så derfor ‘europæere, skyldige i nationalistiske krige, I må hellere lægge jeres fremtidige skæbne i hænderne på OS’, sagde den britiske elite, der i parantes bemærket skabte industrialismens Europa, to verdenskrige og et USA, og hvis hovedformål var at føre verden ud i et ubegrænset antal krige for … resten af evigheden.

Et af det britiske Imperiums særlige frembringelser var zionismen, det sønderskårne og evigt konfliktfyldte Mellemøsten og zioniststaten Israel plantet som en giftigt spyd i jorden. Et lignende spyd var plantet i den arabisk-muslimske verden, da briterne forinden havde bragt en gammel jødisk slægt til magten i Saudiarabien, wahabierne, i dag kendt som House of Saud og som nu sammen med Israel, Pentagon og NATO er hovedleverandør af størsteparten af al terrorisme i verden.

Et zionistisk hovedprojekt var bolsjevismen. Vi synes at have glemt det, og historikere har været presset til at nedtone det til næsten usynlighed, men den russiske revolution var et jødisk projekt. Alle de ledende bolsjevikker var fremmede folk, ikke-russere, og de udførte et ganske bestemt bestilt arbejde: at omstyrte et af det britiske imperiums hovedfjender, det russiske kejserdømme (czar, cæ-czar, kej-ser, shah). Den anden hovedfjende, det tyske kejserdømme, blev smadret på samme vha 1. Verdenskrig, men det er ikke dagens emne. Læg dertil og som konsekvens yderligere 50 millioner myrdede russere under Stalin og 100 millioner myrdede kinesere under Mao. De tilrejsende agenter for briterne og ‘de store jøder’, der bla. havde købt England – ja du læser rigtigt! disse ‘store jøder’ var og er stadig den britiske krones håndlangere og bankmænd – disse agenter myrdede med koldt blod 10 millioner russere! Altså blot begrænset til den russiske revolution vil det sige dobbelt så mange som nazisterne! De jødiske bolsjevikker udførte altså et veritabelt Holocaust mod det russiske folk.

I dag er den zionistiske stat Israel i færd med at skabe det, som de tillagde nazisterne – i deres egne randområder.

Det er ikke helt muligt at skelne mellem det zionistiske projekt og jødedommen, da de er tæt sammenflettet. Men det vigtigt at bemærke, at rigtig mange jøder selv nærmer sig et punkt, hvor nok er nok, og alene i Israel er der stor og stadig voksende lede ved zionistregeringens destruktive politik. Jøder, altså de ‘små jøder’ er på en måde endnu større ofre (ægte ofre) for zionisterne end alle andre. Zionisterne er de ‘store jøder’, og et vue ned gennem verdenshistorien viser, at det er et 2000 år gammelt projekt – som minimum.

Ortodokse jøder skelner dog meget skarpt mellem zionisme og jødedom. De anerkender overhovedet ikke staten Israel. Interessant.

Interessant er det også, at da forhenværende statsleder i Iran, Mahmoud Ahmadinejad offentligt udtalte, at det nazistiske Holocaust var et svindelnummer, så fik han støtte fra mænd med hat og slangekrøller! Disse typer ved et-og-andet, som ikke må kommunikeres offentligt.

Oldtidens pendant til nutidens ultrarige finansmoguler i City of London, Wall Street, Zürich, Basel og deres hære af propagandister, ideologer, mediefolk og politikere samt deres ubegrænsede adgang til finansielle midler, finder vi allerede i det første århundrede af vores tidsregning i form af alexandrinerne. Parallellen mellem denne klike af jøder og vor tids zionister er ganske slående. De ultrarige alexandrinske jøder, datidens ‘store jøder’ havde penge nok til bestikke de romerske kejsere, der på dette tidspunkt var slægten flavianerne, til at smadre deres hovedpine: de hebræiske jøder, datidens ‘små jøder’. Hovedpinen var den messianske bevægelse, som, hvis den bredte sig til Egypten – endnu en parallel til nutiden, på det nærmeste datidens arabiske forår – udgjorde ifølge dem en trussel mod deres privilegium. Romerne på deres side anså Judæa som brændpunktet mellem Romerriget og det persiske rige, og den messianske bevægelse havde tæt forbindelse til Persien. Er der en klokke, der ringer, mht. nutidens konflikt mellem den nye Rom, USA, og Iran?

Alexandrinerne arrangerede sig med flavianerne, hvorefter romerne smadrede Palæstina og messianske bevægelse, nedbrændte Jerusalem, stjal de originale Torah-ruller fra Templet, før det blev jævnet med jorden, og overgav dem til en bestemt jødisk officer, selvbestaltet profet, spindoktor, historiker og romersk håndlager. Mandens ‘kunstnernavn’, var Josephus Flavius. Han gik også under andre navne: Saulus, Paulus eller Joseph af Aramathea – alt efter behov. Sammen med alexandrinerne og romerne skabte han fra sit domicil i Rom: kristendommen. Formål: passivisering af de oprørske jøder, der med stort mod og indædt fanatisme havde smidt romerne ud af Palæstina forinden. Senere viste den passifistiske designer-religion, ‘jødedom-light’ kaldet kristendom sig at være yderst effektiv mod ALLE romerrigets oprørske elementer, og det afblomstrede riges arvtagere, den katolske kirke, har siden nydt godt af dette design.

Er der en klokke, der ringer, når man hører om en gruppe voldsomt rige jøder, der hyrede en supermagt, Rom, til at smadre deres fjender og en gruppe ditto, der hyrer en supermagt, USA, til at smadre deres fjender?

Her kunne vi vælge at gå tilbage i tid og analysere jødernes tidligste historie i Egypten eller det babyloniske rige. I stedet for foretager vi et spring frem til sidst i 700-tallet / starten af 800-tallet, hvor en stort rige – i dag nærmest glemt – nord for Tyrkiet, syd for Rusland og øst for Bulgarien bekvemmeligheds-omvendte sig til jødedommen for at slippe for det sydlige Abbasid-Khalifat, det nuværende Tyrkiet. Der boede givetvis jøder i området, men khazarerne, som de hed, og deres rige, Khazaria, havde som sådan intet med Palæstina/Judæa at gøre. Efterkommerne af disse folk findes i dag i området omkring Hviderusland. Man kaldte dem dengang for ‘land-piraterne’, da de var berygtede for deres brutale og ryggesløse hang til at plyndre og svindle. Senere blev de kendt som de ashkenaziske jøder. Bemærk at det kortere ord ‘nazi’ indgår i det længere ord ‘ashkenazim’. Man plejer normalt at modstille dem med ‘sefardim’, de orientalske jøder, der havde slået sig ned i bla. Spanien.

85% af dem, der i dag kalder sig jøder, er efterkommere af disse bekvemmeligheds-omvendte khazarer, som tilsyneladende intet har at gøre med de folk, der beboede oldtidens Palæstina. Det har derimod de nuværende palæstinensere – en kendsgerning, der er et særdeles ubekvem for zionisterne, der er efterkommere af de khazariske slægter, de ‘store jøder’, som er de ‘falske jøder’. Dobbelt ubekvemt.

Det skal dog nævnes, at khazar-fortællingen også bliver betvivlet at folk, der normalt er meget kritiske overfor zionismen: David Duke og 

Jamen, kan man spørge sig selv, har man ikke lov til kalde sig selv jøde, hvis man har lyst? Ifølge jøderne selv, så er svaret klart NEJ! En jøde defineres på en helt bestemt og rigid måde: det er en person, der er født af en jødisk mor. Slægtsfølgen er matriarkalsk, og der kan ikke dispenseres fra det, medmindre det er godkendt af det rabbinske råd. Altså hvis en forelsket ungersvend ønsker at gifte sig med en jødinde, så kan der gøres undtagelser og foretages en konvertering. En jøde kan aldrig blive ikke-jøde, men en ikke-jøde kan i særlige tilfælde tildeles status som jøde. Dette peger i øvrigt tilbage til jødernes egyptiske herkomst. Vi ihukommer senere sir Walter Scotts ridderroman om Ivanhoe og jødinden Rebecca. Så en masse-konvertering af et helt landområde til jødedom er ifølge traditionen komplet umuligt. Ikke desto mindre fandt det sted.

Vi laver springet frem til nutiden. Professor ved universitetet i Tel Aviv, Schlomo Sands er ikke i tvivl. Han har som jøde studeret fænomenet ‘det jødiske folk’ og ‘den jødiske stat’ og hans udsagn er: ingen af delene findes, begge dele er en tilsnigelse. Det jødiske folk er et zionistisk koncept. De mennesker, der udgør indbyggerne i Israel og deres slægtninge i resten af verden har intet slægsmæssigt, genetisk eller historisk fællesskab. Det jødiske folk er simpelthen en konstruktion. Og det er i virkeligheden ikke anderledes end at tale om ‘franskmændene’, ‘italienerne’ for ikke at tale om ‘amerikanerne’. Det er blandingskulturer med vidt forskellig slægtsmæssig herkomst.

Så hvad er problemet? Problemet er, at jøder hævder, at de er ét blod, én slægt/stammekompleks og ét folk, og at der er en historisk kontinuitet. De er oven i købet selve Jahwe / Guds udvalgte folk. De nuværende repræsentanter for det, som alexandrinerne og romerne skabte: den rabinske jødedom, den amputerede jødedom, er så kloge, at selv Gud spørger dem til råds.

De siger selv, at de er 12 stammer, hvoraf mindst én af dem er pist-fosvundet, og her nærmer vi os kernen til zionismen. Det er en politisk ideologi, der bygger på stamme-tænkning, på engelsk: tribalism. Et 2-3000 år gammelt stammekoncept har overlevet til i dag og er transformeret til en sær anakronistisk og dog nutidig politisk ideologi. Det er i virkeligheden uhyre primitivt: nabostammen skal dø, og nabostammen er i princippet alle andre mennesker i området, altså på planeten Jorden. Hele det gamle testamente, som er jødisk, fortæller om, at alle andre folkeslag og stammer bør og skal slås ned, hvorefter Jahwe ser velvilligt på sit folk. Det jødiske begreb goyim,de andre, hedningene, undermenneskene, alle Guds forkastede folk, dem kan man behandle, som man har lyst, og man kan til enhver tid lyve for dem, undertvinge dem, slå dem ihjel eller blot få dem til at gøre det beskidte arbejde. På det punkt er jøder ikke belastet af det kristne synds- og skylds-begreb.

Et særlig betændt begreb, der ustandseligt bliver hevet frem af zionisterne er: antisemitisme! Det er simpelthen blevet til abra-kadabra-trylleformularen, der med et et vift med tryllestaven zapper enhver berettiget kritik af alle former for dårlig opførsel udført af jøder. Der er bare et par seriøse og temmelig absurde problemer ved begrebet. En semit er ikke et medlem af en menneskerace. Begrebet stammer fra sprogforskning. Semitiske sprog er en kæde af sprog, som primært stammer fra fønikerne (foenikisk – fonetisk). Dernæst aramæisk, maltesisk og … tadaaa: arabisk! Og dem er der rigtig mange af i verden. Så hvis man er anti-semit, så er man primært anti-arabisk. Det vil med andre ord sige, at jøderne er det mest antisemittiske folkeslag i hele verden, siden de hader og foragter arabere.

På den baggrund er det egentlig ret utroligt, at de har fået lov til at bruge det ord på en så eksklusiv og armvridende måde. For det er en boomerang, der i selve ordets udtale rammer dem selv i hovedet. Det synes verdensopinionen slet ikke at have bemærket. 

Det fortæller samtidig en historie om ordets forheksende og besnærende magt. En del af kuppet af Holocaust består i et sideløbende kup af begrebet semit. Anti-semit betyder, ifølge zionisternes okkupering af ordet, anti-jødisk – som om semitter (en betegnelse for folk, der taler sprog af en bestemt type, ikke en racebetegnelse) er afgrænset til jøder. Og da 85% af alle de, der kalder sig jøder overhovedet ikke er beslægtet med semittiske folk fra Mellemøsten, og hvis sprog i øvrigt var jiddish, så bliver hele verbaliseringen dobbelt absurd. Begrebet er en showstopper, en tabuiserings-trylleformular, en portion arsenik designet til at stoppe enhver kritik af zionisternes agenda og overgreb.

Lige nu er verdenszionismen ved at heltekåre Ariel Sharon, massemorderen og terroristen! Ved at glorificere en krigsforbryders eftermæle, baner man vejen for fortsat løgn, dominans og nye overgreb og for fastholdelse af det privilegium, som disse på verdensplan ganske, ganske få mennesker nyder. Er det ikke snart på tide at hive sutten ud af munden på dem?

Historiker på RUC, Morten Thing, selv af jødisk oprindelse, tager bladet fra munden i en artikel i Information, 13.01.14 med titlen Tid til opgør med jødisk særstatus. Han synes også at have fået nok. Frankrig har for tiden en politisk korrekt sag om komikeren Dieudonné, hvis optræden er blevet forbudt, fordi han tillader sig at gøre grovkornet grin med jøder, der som små forkælede børn  kræver at blive særbehandlet, pakket ind i lyserødt vat og strøget med hårene. Morten Thing siger:

(antisemitisme) er et ord, som dækker over for meget. Netop fordi man holder fast i den særlige status og bruger det om ALLE, der kritiserer, så er begrebet blevet udvidet helt vildt. Det burde efter min mening slettes fra sproget og erstattes med mere præcise ord. Når man betegner det, som Dieudonné gør, med det samme ord, som man bruger til at beskrive Hitlers gerninger under krigen, så er der et problem med det ord’.

Zionismen har på det seneste haft en særdeles betydelig og ubehagelig indflydelse på netop fransk politik. Den forhenværende præsident Sarkozy’s fremmeste rådgiver var filosoffen og zionisten Bernard Henri-Levy, bare sig navnet, der hviskede præsidenten i øret, at Zion gerne så, at Frankrig gik i spidsen for at angribe Libyen, myrde Gadaffi og stjæle landets guld, ressourcer og vandteknologi. Det havde det jødiske House of Saud givet grønt lys for, og der var maaange penge i det. Det gjorde de så.

Man kan på egen hånd opleve, at hvis man fyrer en vits af om jøder, og der er en jøde tilstede i lokalet, så siges der: ‘Hov-hov, det er kun os, der må sige den slags’. Sandt nok findes der en særlig form for jødisk humor, der til tider kan være ret krads, og i virkeligheden har jøder masser af selvironi og kan være totalt morsomme. Men politisk korrekthed er noget ganske andet og er ikke beregnet på at være morsomt. Politisk korrekthed er et masseødelæggelsesvåben beregnet på at destruere kritisk samtale. Politisk korrekthed transformerer samtale til envejs-kommunikation.

Begrebet og funktionen er et resultat af nøje studier af menneskelig adfærd, tankegang og dets social-psykologiske reaktionsmønstre. Bare sig ordet ‘social-psykologi’, og så ved du, hvor begrebet stammer fra: Frankfurterskolen, den europæiske marxisme. Det var her, den jødiske marxisme gik hen, da man måtte erkende, at den internationale arbejderklasse ikke havde tænkt sig at afstedkomme verdensrevolutionen, og at Marx’s teorier altså var forkerte. Man så sig om efter andre segmenter, ‘klasser’ og mekanismer.

Hvad siger du – er zionisme og socialisme/kommunisme/marxisme ikke det samme? Så vil jeg råde dig til at studere den tidlige settler-bevægelse i Palæstina og deres afsæt. Kibbutz-bevægelsen gik ud på at skabe kommunistiske celler, og børn i kibbutzer blev/bliver opdraget kollektivistisk, dvs. på sand kommunistisk vis taget fra deres forældre og anbragt i institutioner. Jeg kender systemet delvist indefra, da jeg har tilbragt tre måneder af min idealistiske ungdom i Beit Sera syd for Tiberiassøen (Geneserath Sø i Bibelen). Jeg har i 70’erne med egne øjne set ruinerne af de store forladte landsbyer i Jeriko, hvor indbyggerne stadig i dag er flygtninge i Jordan og Libanon – benægtet af zionisterne, der hævder, at Palæstina var helt tomt og ubeboet, da de rykkede ind – tomt land = tag-selv-bord (tomt land – hvorfor havde man så mure, pigtrådshegn og vagttårne omkring kibbutzerne?) Denne perfide settler-filosofi fortsætter ufortrødent i dag, og deres metoder er som i dag som dengang: terror.

Danmark oplever i disse dage også en snigløb fra et af de zionistiske overnationale finans- og gangstersyndikater, Goldman-Sachs. De har lige købt DONG-Energy for en slik med kraftig hjælp fra en korrupt dansk minister ved navn Bjarne Corydon. Og hvad skal de så med et dansk energiselskab? Kast blot et blik på den nye ‘gold-rush’, jagten på olie i Arktis omkring Grønland – and look no further. Forvent i øvrigt som danske meget store store stigninger i energipriser i nærmeste fremtid.
For en gangs skyld ankom der en indsigtsfuld kommentar i Dagbladet Information:
http://www.information.dk/486303

Zionismen er som en forgrenet svamp, der har bredt sig i verden, og som fodrer sig af dem. Hvor end denne politiske ideologi og dens sideskud stikker sit hoved frem, lugter der af misbrug. Det er simpelthen på allerhøjeste tid, at tæppet bliver hevet væk både foran og under det zionistiske projekt. Vi kan ikke vente længere. Mennesker – og jøder! i alle lande: skær denne pestbyld bort fra jeres krop! Som jøder siger: vær et Mensch, et menneske-menneske.

__________

PS! Lidt trivia. Vidste du, at der ligger en jødisk stat på størrelse med Israel længere mod øst end Mongoliet?. Hvis du googler: ‘Jewish Autonomous Oblast’, så dukker der et land op mellem Rusland og Manchuriet ved den store Reka Amur-flod kun 1000 km til Beijing – ingen afstand i det område. Befolkning taler jiddish. De undgik med nød og næppe Stalins Holocaust. Der kan man bare se, verden er fuld af overraskelser.

De 76 falske argumenter

P { margin-bottom: 0.21cm; }

af morton_h, the blogger

 
Logik 

er det andet trin i problemløsningens tredelte syntaks (Trivium). Det er en del af en syntaksen for egentlig tænkning. Hvis tænkning skal finde sted, skal man udrede sin generelle grammatik, hvilket består i at spørge ind til hvad, hvem, hvor og hvornår. Uden at have stillet disse spørgsmål og fundet et svar, er logik irrelevant eller dårligt timet. Logik kan først kaldes ind, når alt grammatisk og grundlæggende materiale er fremskaffet og har som formål at afklare og opløse indre modsigelser. Logik er spørgsmålet hvorfor?

Man kunne også sige: hvordan hænger materialet sammen?, men så opstår der begrebsforvirring, for herved har vi brugt ordet, hvordan, der bør reserveres til det tredje led i tænkningens syntaks: retorikken. Altså hvordan kan denne logiske struktur baseret på grammatisk materiale anvendes og formidles?

Den tredelte syntaks for tænkning danner forudsætningen for hele den videnskabelige metode.

Logik er dog et minefeldt med mange faldgruber. Især hvis folk ikke er trænet til at tænke logisk. Her kan autentisk og solid logik til gengæld være en sweitzerkniv af måder til at gennemskue og afsløre faldgruberne. Logisk kompetence er self-empowerment. Disse faldgruber kaldes logiske fejlslutninger eller falsk logik.

Vi oplever dem hele tiden i både offentlige og private rum.

Især meningsdannere og politikere (mis)bruger dem konstant.

Der sker ofte to ting:

• at retorikken bliver trukket ned i det logiske felt, fordi nogen er i gang med at anvende og formidle noget, der ikke har en konsistent logik og derfor er fuld at selvmodsigelser.
• at grammatikken springes over, fordi nogen tillader sig svare på hvorfor-spørgsmålet uden at gjort sig den umage at fuldbyrde grammatikken.

Hvis man svarer på hvorfor før hvad-hvem-hvor-hvornår, går syntaksen i stykker. Man går så at sige baglæns i syntaksen og leder efter alle tegn og beviser for ens færdige svar, hvorefter man så oven i købet tillader sig at blåstemple makværket og formidle det. Det kaldes også for demagogieller sofisteri. Eller bedrag / selvbedrag. Dette kan både skyldes panik, fordi at man er kommet til kort eller er trængt op i en krog. Det kan skyldes, at man har en dårlig sag. I begge tilfælde har man ikke tænkt. Det kan også skyldes, at man er en dreven manipulator med en skummel agenda. I dette tilfælde har man tænkt og ofte temmelig grundigt, men man har en moralsk brist. Viden er i så fald magt … over andre.

Lad os se på kataloget af falsk logik. Logik er bestemt ikke noget nemt fag, og vi kan hurtigt ryge langt ind i matematik eller computer-videnskab. Vi udelader derfor nogle af de meget abstrakte proportionelle fejlslutninger, kvantificerings-fejlslutninger og formelle syllogistiske fejlslutninger – der kan du bare se, de røg lige forbi radaren 🙂 Vi skal ikke ud i abstraktioner men hele tiden linke til det konkrete, for vi kender alle disse faldgruber, men ofte opdager vi dem ikke, før det er for sent.

Det er især de såkaldt uformelle logiske fejlslutninger, vi som almindeligt tænkende (forhåbentlig) mennesker kan have brug for at studere. Vi kan faktisk skærpe vores tænkeevne ved netop at studere dem. De kræver, at man undersøger argumentets indhold og ikke blot dets form.

Lad det være sagt med det samme: logik står ikke i modsætning til intuition, logik supplerer og komplementerer intuition. Disse tilsyneladende forskellige hjernefunktioner har i sidste ende et fælles mødepunkt.

NB! Ordet sandt og falskbruges her i netop den filosofiske brug, der udspringer af logikken og ikke som sandt i den religiøse betydning, dvs. en højere åbenbaring bragt til os fra profeter og præster, der hævder at have korresponderet med Gud. Vi taler om sandt med lille s og ikke med stort. Snarere sandt i den matematiske betydning, da logik i filosofi og matematik begge bygger på klassisk logik.

Logiske fejlslutninger er ofte forsøg på at sminke en dårlig argumentation og narre folk til at tro, at det er sandt. Det er distanceblænderi, det er manipulerende. I hånden og munden på drevne demagoger kan de fremstå yderst besnærende, og hvis man ikke er trænet til at gennemskue dem på et splitsekund, kan man komme til kort overfor tricket.

Formelle fejlslutninger ________________________________________

1. Appel til sandsynlighed

Man tager noget for givet, fordi det sandsynligvis er sandt eller kunne tænkes / forestilles at være sandt. Fra at være et simpelt mere eller mindre kvalificeret gæt, bliver det ophøjet til en sandhed.

2. Argument ved fejlslutning

Man antager, at hvis et argument for en konklusion er fejlsluttet, så er hele konklusionen falsk. Man finder en fejl i en argumentation, og i stedet for at forbedre denne, kasserer man hele argumentationen og dens konklusion. I jura kaldes det for procedurefejl.

3. Konjunktions-fejlslutning

Man antager, at noget er sandsynligt, fordi flere betingelser er opfyldt end blot en enkelt. Man dømmer udfra, at nogen har smidt en masse glittet materiale på bordet, selvom dette materiale er tyndt.

Man kunne også kalde det for kvantitets-fejlslutning

4. Den maskerede mand

Lois Lane mener, at Supermand kan flyve. Hun mener dog ikke, at Clark Kent kan flyve. Derfor kan disse to ikke være den samme person (maskeret mand, meget apropos).

Man finder afvigende egenskaber og argumenterer for grundlæggende identiteter.

Man overser eller misbruger det faktum, at noget kan morfe og opføre sig forskelligt under forskellige betingelser til at påstå, at disse former er væsensforskellige.

Man ‘skuer hunden på hårene’. Manden har taget skæg og blå briller på og er derfor pludselig en anden.

Uformelle fejlslutninger ________________________________________

5. Argument ved uvidenhed

[appel til uvidenhed, argumentum ad ignorantiam]

Man antager at noget enten er sandt eller falsk, fordi det ikke kan påvises, at det er nogen af delene.

‘Vi ved det ikke, så derfor må vi antage og mene, at …’

I religionerne, der ellers ikke bekymer sig for meget om logik (hvad har man ellers dogmatik til?), er disse argumentationer almindelige.

‘Vi kan ikke kende Gud. Gud er et mysterium. Til gengæld har vi lige talt med Gud, og kan fortælle, at han mener sådan-og-sådan. Tro os, for vi ved, hvad vi snakker om’.

6. Argument ved vantro

[guddommelig fejlslutning eller appel til sund fornuft]

‘Jeg kan simpelthen ikke tro, at alt det, du fortæller om WTC og 9/11 kan være sandt, så derfor må det være falsk’. Eller omvendt: ‘Jeg kan simpelthen ikke tro, at det, du fortæller om George Bush’s officielle konspirationsteori kan være falsk, så derfor må den være sand. Og jeg er ligeglad med, at han løj om WMD i Irak’.

Bemærk tros-elementet i udsagnet. Tro bygger på en frivillig afståen fra tænkning og en læggen al beslutning og autoritet i hænderne på en postuleret ydre autoritatet med absolut / guddommelig indsigt.

Sund fornuft er en god ting, men hvis man appellerer til ‘vi ved jo alle at … enhver kan jo forstå, at …’så er det en fejlslutning.

7. Argument ved repetition

[argumentum ad nauseam]

Ad nauseambetyder ‘indtil kvalmepunktet’.

‘Menneskeskabt global opvarmning’, CO2 er giftigt’,‘menneskeskabt global opvarmning’, CO2 er giftigt’, ‘menneskeskabt global opvarmning’, CO2 er giftigt’. Er du mør nu? betal-betal-betal – mens du i øvrig skyld-skammer dig og lukker din virksomhed, så de store kan komme til’.

Når medierne kører kampagner, gentager de alting, til folk brækker sig over det. Det er Goebbels-branding.

8. Argument ved tavshed

[argumentum e silentio]

Man argumenterer på baggrund af fravær af bevis snarere end tilstedværelsen af bevis.

En person har aldrig nævnt noget om sådan og sådan, ergo findes det ikke.

En person skydes i skoene, at han måtte have kendt til et emne, men da vedkommende ikke nævner det, må han have gjort sig skyldig i en udeladelsessynd.

Noget er fraværende, og hjernen udfylder straks hullet. Hvorefter der konkluderes udfra det, der er fyldt i hullet.

9. Argument ved moderation

Også kaldet et ‘falsk kompromis’.

Man laver et kompromis mellem noget, der er rivende galt og noget, der er mere rimeligt og påstår, at sandheden befinder sig midt imellem. Men man bryder logikken, da det ene element er korrupt.

10. Argument ad hominem

Personangrebet er et af de mest primitive og mest anvendte former for falsk logik.

I stedet for at diskutere substans og indhold går man efter manden og ikke efter bolden.

‘Det, du siger dér, er typisk for sådan nogen som dig. I skulle fanderne smides i fængsel som landsforræddere. I spiser sikkert også børn og mishandler dyr’.

Ved personangrebet undgår man at tage ansvar for og stillingtagen til facts.

11. Man svarer, mens man spørger

[petitio principii]

Også kaldet et cirkulært argument
[circulus in demonstrando]
Det er i familie med et styrende spørgsmål, hvor man allerede i spørgsmålets formulering har angivet svaret.

I cirkulær argumentation angiver man konklusionen allerede i præmissen, så det hele bider sig selv i halen.

‘Da World Trade Center blev udsat for et islamisk terrorangreb, er der tale om al Qaeda og Osama bin Laden’s verdensomspændende netværk’.

12. Flytning af bevisbyrden

‘Du er sigtet og derfor anklaget for medvirken til terrorisme’. Og nu er det op til dig at bevise, at du er uskyldig.’

I en retsstat uden korruption burde man blive beskyttet mod den slags. I et totalitært samfund, vil det være normen. Man kunne nærmest tilføje ‘Og da vi ved, du ikke kan bevise det, er du allerede dømt skyldig’.
Og hermed har vi Guantanamo og alle de andre.

13. Cirkulær årsag og konsekvens

Konsekvenser byttes ud med årsag, så konsekvenserne fremstår som årsagen.

‘CO2 er skyld i klimaforandringerne’.

Al Gore og en gruppe i IPCC og East Anglia svindlede med data, og i hans glamourøse powerpoint så man en kurve, der strakte sig over 100.000’er af år, hvor global opvarmning og CO2 fulgtes ad. Han ‘glemte’ bare lige at fortælle, at atmosfærens C02-indhold var 600 år bagefter.

14. Kontinuum-fejlslutning

Man afviser en påstand ved at hævde, at den ikke er distinkt nok. Men ikke alt kan være lige distinkt, for noget kræver en opbygning eller en række kontinuerlige tilstande for at finde sted.

Man plejer at bruge eksemplet med bunken:

‘Kan ét korn lave en bunke?’ – ‘Nej’ – ‘Kan to korn? – ‘Nej’ – ‘Kan tre’ – ‘Nej’

Der kan du se, uanset hvor mange gange, man tilføjer et korn, bliver det aldrig til en bunke’.

Det er samtidig en forførende spørgeteknik, hvor man bliver hevet længere og længere ud. Svareren burde have stoppet den ved at sige:
‘Ja tre korn er allerede en bunke, det er bare en ret lille bunke’.

15. Korrelations-fejlslutning

Når to faktorer har en sammenhæng og man hævder, at den ene er årsag til den anden.

‘Græsk nationaløkonomi er dårlig. Grækerne er et afslappet folkefærd. Grækerne er skyld i deres egen fallit og har nu fortjent at blive sat under administration af ECB. Og det samme gælder i øvrigt for italienerne, spanierne, portigiserne, cyprioterne, irlænderne og islændingene og alle de andre sortsmuskede …’. Nå nej, der gik den så ikke længere …

16. Undertrykt korrelation

Det er i familie med ovenstående men som omvending. En årsagssammenhæng benægtes til fordel for en simpel ligestillet sammenhæng eller ingen sammenhæng.

‘Vi kunne intet vide om, at finanskrisen i 2008 ville opstå, da det er uden historisk sidestykke, og da store finansbevægelser er ligeså uforudsigelige som vejret’.

17. Ecologisk fejlslutning

Konklusion omkring en persons egenskaber baseret på den gruppe, vedkommende tilhører. Man springer fra noget generelt til noget specifikt.

‘Manden er under mistanke for at stjæle, da vi har fundet ud af, han har zigeunerblod i årerne’.

18. Etymologisk fejlslutning

Uden videre at gå ud fra, at et ord betyder det samme i dag som i fortiden.

Ord kan have meget stor konstans. En mus hed også ‘mus’ på proto-indo-europæisk for 5000 år siden. Andre ord har forandret sig. Visse ord er intentionelt forandrede – til lejligheden:
Ordbog over nysprog

19. Kompositorisk fejlslutning

At gå ud fra, at tilstedeværelsen af et sandt del-element også gælder for helheden.

‘Dansk Folkeparti er imod EU. De har sgu forstået, hvad det hele drejer sig om’.

Det er rigtig for så vidt, at de, sørgelig nok, er stort set de eneste i det danske folketing, der åbner munden om det. Men de har fx. ikke forstået de tætte geopolitiske sammenhænge med finansterror, totalitær kollektivisme og EU. Det har heller ikke forstået, at det er det samme slæng, der kører EU, som de jo er imod, og som kører det amerikanske militær-industrielle komplekst, som de støtter. Deres stillingtagen er reaktionær og bygger ikke på indsigt i dybden. EU er imod nationalstaten, hvilket er fuldstændig korrekt, de vil simpelthen aflive nationerne og indlemme dem i det globale korpokrati. Som sådan er EU et ægte fascistisk projekt. Men DF er ikke imod EU, fordi de har erkendt projektets agenda, men fordi de er old-school dansksindede. Det behøver der for så vidt ikke at være noget galt med, og jeg vil faktisk forsvare denne postion, men at hævde, at de har forstået, hvad det hele går ud på, er ikke en sand konklusion.

20. Divisions-fejlslutning

Det modsatte af ovenstående. At gå ud fra at de egenskaber, der gælder for helheden, også gælder for dets enkeltdele.

‘Det kan ikke være Frede, der har gjort det, for han kommer fra en meget fin familie, hvor man ikke gør sådan noget’.
Frede kunne være undtagelsen eller familiens sorte får. Eller det er ikke kommet for en dag, at Fredes fine familie er nogle slyngler med rådne lig i lasten.

21. Falsk dilemma

Opstilling af et begrænset sæt muligheder, der er hinandens alternativer og postulere, at valget består mellem dem, samtidig med at man udelader andre alternativer, der måske var vejen frem.

Hele det partipolitiske system er for så vidt ét kæmpestort falsk dilemma. Du har valget mellem at blive kogt, stegt eller røget. Du har valget mellem neo-liberalisterne, der sælger Danmark til finanssyndikaterne, fører landet ud i nye krige, vedtager endnu et utal af livshæmmende love og fratager borgerne deres civile rettigheder – eller de lyserøde socialister og cafe-latte-radikalerne, der sælger Danmark til finanssyndikaterne, fører landet ud i nye krige, vedtager endnu et utal af livshæmmende love og fratager borgerne civile rettigheder.

22. De mange spørgsmåls fejlslutning

[plurium interogationum]

Det kaldes også styrende spørgsmål. Man forudsætter fx. noget i sit spørgsmål, som ikke er accepteret af alle i en forsamling. Spørgsmålet henvender sig især til dem, der allerede er vundet for sagen. Man forudgriber svaret.

‘Kan vi tillade os ikke at gribe ind og sende våben til oprørerne i Syrien, når deres præsident har gasset sine egne borgere? Nej vel, vi er nødt til at handle nu’.

Skyld, skam og følelsesgjort politisk korrekthed tilsat et stænk frygt og indignation er meget effektiv som del af en serie logiske fejlslutninger beregnet på at forføre borgerne i et land, så de indvilliger i at udøve vold mod borgere i andre lande. Hvis man så oven i købet som her indbygger lodret løgn serveret på en lækker måde, så bliver det rigtig giftigt.

23. Den enkelte årsags fejlslutning

Slet og ret oversimplificering. Ofte brugt af politikere, der skal banke en opinion igennem på en kompleks sag. Måske har de ikke engang selv forstået den, fx. global opvarmning eller finanskrise – for ikke at tale om geopolitik i det hele taget.

Man udelader en bunke grammatik / information for at være i stand til at popularisere et emne. Man slører virkeligheden ved at udelade vigtige faktorer blot for at gøre sin agenda salgbar.

‘Kina er et totalitært regime, fordi alle og enhver ikke kan gå hen og blive toppolitiker ligesom i USA’.
Har du måske hørt om meritokrati, hvor man er nødt til at være kvalificeret for at blive kompetent … ? Vi skal så ikke komme nærmere ind på, at bestemt ikke alle og enhver kan blive præsident i USA, selvom mytologien siger det.

24. Falsk attribut

Man advokerer for irrelevante, ukvalificerede, uidentificerede, forudindtagede eller direkte fabrikerede kilder i en argumentation.

25. Citat udenfor sammenhæng

Når man hiver en udtalelse ud af sammenhæng / kontekst, og indsætter den i sin egen sammenhæng, kan den betyde hvad som helst. Medierne gør det konstant i forhold til politikeres og fagfolks udtalelser. De har skrevet deres historie på forhånd, og nu opsøger de blot en eller anden såkaldt autoritet for at legitimere sig. Måske er vedkommende en autoritet, hvis ry de smykker sig med, og hvis udtalelser de herefter misbruger.

Hvilket i sig selv er et stykke falsk logik ved navn ‘Appel til autoritet’, se dette.

26. Gamblerens fejlslutning

Forsøg på at gennemtrumfe et mønster i noget, der er ægte tilfældigt. Fx. hvis noget er sket før, vil det ske igen før eller siden. Eller fordi noget ikke er hændt i længere tid, vil det derfor ske lige om lidt (‘nu kommer den, nu kommer den…!’)

Husk altid at vende det om:
‘Fordi noget et katastrofalt nedslag af en større komet på jordens overflade ikke har fundet sted i længere tid, så kommer det ikke til at ske i vor tid’.

27. Hækkeplantning

Når man bruger ord og vendinger med tvetyding mening, som man så bekvemt ændrer på et senere tidspunkt, når man bliver konfronteret med dem. Det er ny-sprog og demagogens rævehule med mange bag-udgange.
‘Det har jeg da aldrig sagt (fnys)’

28. Historikerens fejlslutning

Historien kan bestemt gentage sig, især hvis man ikke har erkendt dens egentlige dynamik og hændelsernes årsager, men ladet sig beskrive og besnakke af dem, der vandt forrige krig.

Men man kan også blive narret af, at man tror, at noget til forveksling ligner et historisk sceneri og træffer beslutninger på den baggrund.

29. Nutidsprojektion

Det omvendte af ovenstående. Man tager nutidens scenarie og antager, at fortidens ditto er på samme måde. Især i forhold til ældre og helt gammel historie, kommer man ofte helt galt af sted. Man projicerer det 19., 20. og 21. århundredes verdensbillede ned over folk, der levede under radikalt anderledes forhold. Ægyptologi er et godt eksempel.

Vores verdensbillede er groft sagt en forlængelse af det romerske Imperium, der smadrede alle de gamle kulturer, de kunne slippe af sted med.
Men tag ikke fejl: de bedste romerske tænkere kendte deres Trivium ud-og-ind.

30. If-by-whiskey

Det lyder ret kryptisk og kan kun forstås ud fra begrebets historik.

Det beskriver det at kunne se en sag fra to sider. Man kunne kalde det ‘oplyst relativisme’. Det er en erkendelse af, at der ikke uden videre findes godt og ondt, men at det afhænger af sammenhængen.

I den ultra-korte version henviser det til en amerikansk jurist ved navn Noah S. Sweat, Jr., der i forbudstidens USA blev bedt om en stillingtagen til whisky. Hans svar var:
Hvis du med whisky mener (If by whiskey..) dødsdruk og gift, der ødelægger familier og skaber voldelige personer, så er jeg imod. Hvis du derimod mener mådeholden stimulans i gentleman-selskab eller ved festlige lejligheder, så er jeg for’.

31. Ufuldstændig sammenligning

Et almindeligt trick i reklamebranchen: ‘Bensons barbercreme barberer bare bedre’. Øh … bedre end hvad? bedre på hvilken måde? Bedre i forhold til prisen? Eller-hur?

Hvad skal man fx. mene om begrebet ‘alternative medier’, som i øjeblikket er ved enten at aflive mainstream-medierne eller få dem til at skifte strategi og inficere-infiltrere dem? Begrebet indeholder en komprimeret argumentation: ‘Vi er et alternativ til noget’. Men man kan spørge om, hvori alternativet består, og hvad det er et alternativ til? Så bruger vi i stedet ordet ‘uafhængige medier’, men så kommer den igen: Uafhængige af hvad?

32. Irrelevant konklusion

[ignoration elenchi]

Du har misset pointen. Du har faktisk lige leveret en færdig argumentation for noget, der bare rammer ved siden af emnet. Prøv igen.

33. Kedel-logik

En af de mere muntre. Det er, når man bruger en stribe inkonsistente argumenter i sit forsvar for en pointe.

Det stammer fra Sigmund Freud, der beretter om en mand, der beskylder sin nabo for at levere en lånt kedel tilbage i beskadiget tilstand, hvorefter manden svarer.
‘Kedlen blev leveret tilbage i ubeskadiget tilstand.
Kedlen var allerede beskadiget, da jeg lånte den.
I øvrigt har jeg aldrig lånt kedlen’.

Selvmodsigelser i 3² – altså over hele linien. Alt modsiger alt. Det er på det nærmeste parodi på al logik.

34. Den projektive fejlslutning

Vi er ovre i psykologien her. Vi forveksler verden, som den er, med verden, som vi oplever den.

Det kan være, at nogen er paranoide som individer og oplever, at alle er ude efter dem, når de bevæger sig rundt blandt andre mennesker. Vi kender det alle sammen. Hvor mange her har ikke oplevet, at vi en dag løber ind i det ene fæhoved efter det andet – op med hænderne?

Man kan spørge: hvordan var det lige, det lykkedes os at sortere dem, så det fandt sted? Projektion er mere end et syn på verden, det er også en tiltrækning af hændelser, der matcher dette syn. Projektion med en vis intensitet kan skabe situationer og direkte påvirke andre mennesker.

Dette kan skaleres til alle niveauer af det kollektive i både tid og rum.

35. Moralsk højrøvethed

Man gør sig bedre end andre.

Man påberåber sig politisk korrekthed.

Man har pr. definition ret, fordi man er et offer.

Et eksempel. I bølgen af ‘second wave feminism’ begyndte den antagelse at gennemsyre samfundet og diskursen, at kvinder er af højere moral end mænd og andre sjove køn, og derfor pr. definition er højt hævet (on high ground) over de stakler, der raver rundt nede i skyggernes dal. Hvilket så kræver særstilling, det særlige feministiske argument, der er forklædt via begrebet ‘ligestilling’.

Hvis man vil studere, hvor langt denne falske logik kan køres ud, skal man studere udviklingen af det svenske samfund lige nu.

Man kan også bare kalde det for snobberi.

36. Flytning af mållinien

Selvom det er et fodbold-udtryk- beskriver det i filosofisk-logisk terminologi, når modstanderen i en argumentation leverer et argument, der opfylder ens betingelser, hvorefter man så forandrer betingelserne og stiller andre eller højere krav.

Det kan være vældig bekvemt, hvis resultatet er fastlagt på forhånd af den ene part, der hermed vil hive tæppet væk under modparten.

Det er i øvrigt en taktik, der bruges i bandemiljøer, hvis man vil banke folk på plads.
‘Jamen jeg har jo betalt det, I forlanger …’ Nej, nu skal du betale det dobbelte’.

37. Moralistisk og naturalistisk fejlslutning

En længere sag, der åbner for en pandora-æske af diskussioner af menneskets forhold til naturen. Al filosofi indeholder argumentation og dermed logik, selvom det ikke direkte er defineret som logik.

Et eksempel er krig.

Det moralistiske argument:

‘Krig er destruktivt og tragisk, og derfor stemmer det ikke overens med menneskelig natur’.

Det naturalistiske argument:

‘Krig bør tillades, fordi vold stemmer overens med menneskets instinkter’.

Begge er fejlslutninger, fordi de udgør et falsk dilemma (se dette). Krig er ikke vores ‘natur’, men vores kultur. Af samme grund kan det ikke tillades / godkendes som legitimt. Fordi vi erkender (gør vi?), at nogen ønsker vores deltagelse i krig, er vi nødt til at afvise det.

38. Nirvana-fejlslutning

En løsning til et problem afvises, simpelthen fordi den ikke er perfekt.

39. Først dette, så dette

[post hoc ergo propter hoc]

Det handler om hændelser i tid. Der skete noget. Herefter skete der noget andet. Dette andet må derfor skyldes det forudgående noget. Men forløbet af tid er ikke i sig selv en årsagssammenhæng.

40. Bevis ved intimidering

[argumentum verbosium]

Man indkalder en ekspert, der udtaler sig med flittig brug af fagligt lingo. Det sætter hele hovedfeltet, da ikke ret mange forstår, hvad manden siger. Emnet bliver kryptiseret og folk står simpelthen af, fordi kompleksiteten overvælder dem. De har måske ikke mod eller overskud til at trække i nødbremsen og tvinge eksperten til at formidle sin ekspertise for dem i simple termer.

Men eksperten har om ikke andet slået sin eksklusive ekspertise fast.

En afart af typen kaldes for Shotgun-argumentation. Man fyrer så mange argumenter af i hovedet på opponenten, at vedkommende umuligt kan respondere.

41. Anklagerens fejlslutning

Fejlagtig brug af statistik i fx. retssager.

En anklaget person har den samme blodtype som gerningsmanden (dna-test) og som kun 10% af befolkningen. Hvis man på den baggrund vil hævde, at der derfor er 90% sandsynlighed for, at manden er skyldig, begår man anklagerens fejlslutning.

I sager, hvor man bruger dna-tests, kører man data op imod meget store databaser, hvilket alene via tilfældighed øger chancen for et match.

At sige, at statistik pr. definition er en form for løgn, er altså ikke rigtigt. At sige, at statistik ved forkert brug er løgn, er mere sandt.

42. At bevise for meget

Man tager en enkelt sag ud og hævder, at det er et generelt problem, som der herefter fx. bør gribes ind over for.

Der har fundet et uheld sted på en legeplads, og straks må regeringen vise handlekraft og forbyde rutschebaner. Resultatet er, at BUPL-godkendte legepladser er røvkedelige.

Det er især et problem i en gennem-juristificeret samfund som USA, hvor man kan sagsøge folk for alt imellem himmel og jord.

Der høres for tiden argumenter for at indføre kontrol og censur med internettet. De går bla. på, at der findes børnepornografi på nettet. Så at noget findes og at vi er blevet klar over dette noget via internettet (det har altid eksisteret, men blot skjult) bruges som afsæt til at lamme internettet.

En terrorhandling har fundet sted et sted. Det bruges af regeringer til at indføre undtagelsestilstand for alle borgerne og tage den sidste rest af deres civile rettigheder fra dem. I parantes bemærket var det FBI, der organiserede denne terrorhandling, for uden terror kunne bureauet ikke eksistere. De tjener kun penge, så længe de kan hævde, at de har noget at rive i.

43. Psykologens fejlslutning

Når en betragter / observatør mener, at vedkommendes egen personlige og subjektive opfattelse af en anden person – fx. psykolog i forhold til klient – er sand, blot fordi psykologen er betragter.

At hævde at dokumentarfilm er ‘en flue på væggen’ og beskriver sandheden er samme fejlslutning. Der er altid truffet et valg og lagt en vinkel. Selv et overvågningskamera eller et skjult kamera er vinklet. Og hvis en dokumentarist er til stede, vil selve tilstedeværelsen påvirke resultatet. Dokumentaristisk fortælling er en bedre betegnelse, for der er netop tale om en fortælling, der blot ikke bruger skuespillere. Til gengæld kan rekonstruktion af virkelige hændelser med skuespillere være særdeles potent dokumentarisme.

Selv i hardcore kernefysik er dette kendt. Det er kompleks, og det har med virkelighed og bevidsthed at gøre. Når man undersøger partikler bliver de til bølger, da selve forsøget påvirker resultatet.

44. Den røde sild

[ignoratio elenchi]

Afledningsmanøvre eller irrelevant konklusion. At hive den røde sild frem er, at gøre en afvigelse fra emnet og argumentere ud fra det, da hovedsporet synes blokeret. Man undgår på denne måde at tage stilling til, at ens argumentation er ved at blive gendrevet.

Det er også tryllekunstnerens metode. Et pludselig håndbevægelse bringer folk ud af fokus og hokus pokus en rød gummisild kommer op af hatten, og det var den anden hånd, men den så de ikke.

Da man imod alle odds fandt et fuldstændig uskadt pas fra en af de påståede flykaprere i ruinerne af World Trade Center hvor alt var pulveriseret, trak man en rød sild. Man havde plantet falsk bevismateriale.

Den røde sild er i virkeligheden en hele gruppe af falske argumenter. Se nedenfor.

45. Regressions-fejlslutning

Når man tillægger hændelser årsagssammenhæng, hvor sammenhængen ikke eksisterer. Det er en form for post hoc-fejlslutning (Først dette, så dette).

Medicinering kan ofte være af denne type. Man føler sig sløj og går til lægen, der udskriver et eller andet giftigt. Kroppen har i mellemtiden besluttet sig til at helbrede sig selv, hvilket den under normale betingelser er ret god til. Men man tilskriver bedringen lægens recept og den gift, man har indtaget.

Når politikere skal genvælges, henviser de til alle de tegn på bedringer i konjunkturerne, de kan finde og påstår, at det skyldes deres handlekraft. Det er sælgerens trick.

46. Reificering

Utidig konkretisering af en abstrakt model. Fx. forveksling af en computersimulation med virkeligheden.

Når man fx. overfører økonomisk-teoretiske modeller på virkeligheden, kan man direkte fremavle økonomiske kriser, der altid ender med, at de rige bliver rigere og færre, og de fattige bliver fattigere og flere. Teoretikerne, fx. folk som Milton Friedman er efter min mening selv klar over det, de har leveret skyts til, men politikerne og mellemlags-økonomerne kan ikke gennemskue det. De har klamret sig til de samme forfejlede modeller i årtier, Keynes fx. Marxisterne gjorde en lignende kæmpebrøler. Marxistisk samfundsdannelse var ikke et kønt syn.

Abstrakt er, som ordet også siger et udtræk af virkeligheden, ikke virkeligheden i sig selv.

47. Retrospektiv determinisme

Den påstand, at fordi en hændelse er opstået, må den have været uundgåelig forinden.

1. verdenskrig hævdes af britiske historikere at være en kæde af tilfældigheder og at én hændelse blot førte til en anden. Derfor kunne den store, herlige krig (the Great War) ikke være undgået. En form for tilfældighedens determinisme set i bakspejlet.

Men studier af den britiske elite viser, at alt var planlagt og ønsket. Derfor kunne alt have været undgået. Da tyskerne tilbød fred, nægtede eliten og fortsatte yderlige to år og myrdede på denne måde endnu 10 millioner mennesker. Hvilket var en del af hele setup’et. Krigen var både en smadring af briternes erklærede fjender, altså en indædt misundelse af deres konkurrenter: det tyske og det russiske kejserdømme, og samtidigt et massemord på mennesker, da denne elite samtidig var eugenikere. Når kontinental-Europa lå i ruiner, ville briterne kunne ‘stråle i deres isolation’.

Senere har amerikanerne tillagt sig de samme vaner.

48. Omvendt årsag

Når årsag og virkning byttes om.

‘CO2 i luften skaber global opvarmning’

Selv uden den politiske eftersætning ‘og CO2 er menneskeskabt’var det en videnskabelig forfalskning. Da Al Gore fyrede den af, var der 30.000 videnskabsfolk, der skrev under på en protest, der fraskrev sig forfalskning af en bestemt videnskabsmands resultater. Det var i virkeligheden omvendt. Protestskriftet blev refereret ganske få gange i medierne, og ‘forsvandt’ herefter. Meget få har hørt om det.

49. Særlig undtagelse

Argument med slagside. Man udelader indvendinger mod sit argument eller ignorerer modbeviser. Man anmoder om, at der bliver gjort undtagelser fra reglerne uden at retfærdiggøre disse undtagelser.

Hvis man yderligere skal spænde buen, kan man indføre en offerrolle, så skyld og skam finder vej ind.

‘Kvinder bør favoriseres i stillinger for at skabe ligestilling. Det er nemlig synd for dem, at de har været så eNOrmt undertrykte. De behøver derfor ikke at være lige så kvalificerede som mænd, og hvis en mand og en kvinde er lige kvalificerede, bør i hvert fald offentlige virksomheder tvinges til at vælge kvinden’.

Når man har lidt af skyld og skam, kan man få absolution ved at følge en politisk korrekt vejledning. Denne teknik er velkendt i kristendommen og andre religioner.

Falske generaliseringer ________________________________________

50. Accident

[a dicto simpliciter ad dictum secundum quid]

Dette forekommer, når man forsøger at at anvende en generel regel på en irrelevant situation. Ingen har sagt det sjovere end Holberg:

‘En sten kan ikke flyve, Morlille kan ikke flyve, ergo: er Morlille en sten’.

Og så var det lige, at Morlille blev ked af det og ikke syntes, det sjovt længere.

Interessant er det i øvrigt, at denne komedie illustrerer, at man rent faktisk studerede argumentationskunst og logik på latinskoler og universiteter i 16-1700-tallet. Det gjorde man i øvrigt helt tilbage i middelalder-renaissance, da Trivium regnedes for klassisk dannelse. Med indførelsen af det preussiske skolesystem gik dette gradvist fløjten. I fx. USA tog det ca. 100 år ned ad bakke for at gøre folk så dumme, som de er i dag.

51. Bærplukning

Undertrykt eller ufuldstændig bevisførelse.

Man tager kun de søde kirsebær og lader de umodne sidde. Man vælger kun de facts, der understøtter ens pointe og undlader at nævne andre, der svækker den. Virkeligheden bliver ligesom en mixerpult, hvor der kan skrues ned for flere kanaler – eller de kan helt mutes.

‘Det nye præparat Flaptoxil vil fjerne symptomer på åreforkalkning.’
Udeladt: det giver hovedpine, impotens, inkontinens, sterilitet, kramper, skaldethed, og der kan forekomme hukommelsessvigt og angsanfald.’ Det skulle være til at leve med.

52. Falsk analogi

‘A: Jeg mener altså det er rimeligt at holde af det land, den arv og den kultur, man kommer fra. Vi har et land med en gammel tradition, som vi bør værne om, mens vi stadig har noget tilbage’.

‘B! Det er jo ligesom Hitler!’

Ordet ‘ligesom’ danner analogien, men den er falsk. Både fordi Hitler var pan-arier ifølge eget tankesæt (whatever that is) og ikke udelukkende tysksindet, og fordi en aggressiv gotisk urtysker-forherligelse på andres bekostning ikke kan og bør sammenlignes med slet og ret fædrelands-kærlighed.

Lignende falske analogier har fløjet i luften mellem politisk korrekte til venstre for midten og Dansk Folkeparti – i begge retninger.

Der er opfundet et udtryk kaldet Reductio ad Hitlerium. Desværre har det en noget dårlig smag, da det er skabt af filosoffen Leo Strauss, faderen til den amerikanske neo-con-gruppe. (se: Misvisende livagtighed)

53. Forhastet konklusion / generalisering

Når man konkluderer via generalisering baseret på utilstrækkelig evidens. Fx. en undersøgelse af en mindre gruppe borgere, der så hævdes at være repræsentativ for en hel befolkning.

‘En undersøgelse af danskerne (500) har vist, at den danske befolkning har fuld tillid til overvågningskameraer’.

Et mere overordnet og generelt navn er Induktiv fejslutning

54. Misvisende livagtighed

En levende og engagerende beskrivelse af en hændelse, som at være der selv, der skaber en emotionel stillingtagen.

En 15-årig pige kendt som Nayirah blev indkaldt som vidne i den amerikanske kongres før den første Irakkrig i 1990. Stortudende fortalte hun, hvordan hun havde set irakiske soldater trænge ind i Al-Addan-hospitalet i Kuwait City og ind i stuerne, hvor der lå for tidligt født børn. De smed børnene ud af sengene og stjal inkubatorerne.

Historien var opfundet og tøsen var hyret af PR-firmaet Hill and Knowlton, der igen var hyret af den kuwaitiske eksilregering.

Det var altså endnu et eksempel på et falsk flag beregnet på at starte en krig. Forinden var Saddam Hussein blevet gamet vha af det, som mr. neocon-godfather Leo Strauss ironisk kaldte reductio ad Hitlerium (se Falsk analogi).

Zionisten Leo Strauss brød sig ikke om Hitler-analogien, når det galt typer, han selv forbandt sig med, men havde ikke noget imod, at det blev brugt mod andre. Han gik også ind for det, som Carol Quigley i Tragedy and Hopekaldte for The Noble Lie. I Strauss’ tilfælde oven i købet understøttet af, at zionister/jøder har lov til at lyve overfor ‘de andre’, goyim, undermennesker.

55. Overvældende undtagelse

En generalisering, der nærmest eliminerer udsagnet. På denne måde kan man sige noget og sige det modsatte samtidigt.

‘USA har altid i deres udenrigspolitik hjulpet andre lande. Undtagen selvfølgelig når det har stridt imod vores nationale interesse …’

Man kan næsten høre i udsagnet, hvad man har lyst til. Enten støtter USA andre lande, hvilket er den rørende påstand, regeringen som regel kommer med, især overfor amerikanerne selv.

Eller også kan det forstås som, at USA da vældig gerne ville hjælpe andre lande, men siden de nu de fleste af dem ligger i vejen for deres interesser, så … sorry!’

56. Tankestoppende klicheer

Totalitært ny-sprog. Et kraftigt reduceret sprog med meget få ord beregnet på at lamme enhver fornuft og uortodoks tale.

Hannah Arendt beskrev Adolf Eichmann som en intelligent mand, som, når han talte om Holocaust, brugte klicheer. En form afkobling fra den indre kerne, en kompensation for kognitiv dissonans, emotionel detachement.

De røde sild ____________________________________________________

57. Forgiftning af brønden

En afart af Ad hominem, personangreb. Man hælder gift i brønden ved at omtale en person på en måde, der miskrediterer vedkommende og derved devaluerer vedkommendes udsagn uanset dennes argumenters substans, da vedkommende jo må være en upålidelig person.

Det kan være simpel bagtalelse.

‘Inden juryen lytter til dette vidne, skal I vide, at vedkommende har været fængslet før’.

58. Argumentum ad baculum

Appel til magt. Eller slet og ret en trussel. Oversat betyder det argument ved stokken (som i øvrigt er den knogle, der sidder i visse dyrs penis), altså en piktrussel …

Når en præsident Obama udtaler om forholdet til Iran, at ‘alle muligheder er stadig på bordet’, så citerer han sin forgænger, der sagde ‘alle muligheder er på bordet’. Hvis man kender konteksten, ved man, at det betyder, at USA ser det som en mulighed, at bombe Iran med atomvåben, hvis de har lyst.

59. Argumentum ad populum

Eller argumentum ad numerum. Appel til en udbredt tro. Populisme. Masseappel. Konsensus-argumentation. Mængdens autoritet.

‘Fordi mange mener dette, må det være sandt’.

‘Jamen, jeg kender da ikke nogen, der mener, at at Gadaffi var en god mand’

Det skulle da lige være fem millioner Libyere, et par hundrede millioner afrikanere og et lignende antal arabere – nå, det var vist et argumentum ad populum 🙂

60. Associations-fejlslutning

Appel til emotion. Ved at skabe en relation mellem to personer, hændelser eller objekter, smitter den enes egenskaber af på den andens. Det kan være både i form af det dårlige og det gode selskab og medføre skyld ved association eller ære ved association. Når det regner på præsten … (når det pisser på præsten…)

61. Appel til autoritet

[argumentum ab auctoritate]

I kirkens og feudalismens storhedstid kunne man henvise til Guds vilje som den højeste autoritet, eller også kunne man sige, at ‘kongen har befalet, at …’ hvilket i så fald var stokkens argument (ad baculum).

Hvis man i dag skal appellere til autoritet, hiver man professor Oevengoeven fra Sydddansk Universitet, ekspert i xxx ind (det plejer man, og han elsker det) til at komme med en ekspertudtalelse.

Det kan så rent faktisk være, at hans udtalelse er sober og værdifuld. Men fejlslutningen kommer ind i det øjeblik man påstår, at fordihan er professor, har ansigtet i de rigtige folder, bærer hornbriller, slips og fin titel, så er det, der kommer ud af munden på ham, pr. definition sandt.

Videnskab koster mange penge, og dem der har alle disse penge har muligvis visse betingelser for at dele dem ud til videnskaben. Skulle Hermann Oevengoeven finde på at tale sine egne fondsydere imod på en direkte måde, kan han godt se sig om efter et nyt arbejde, når pengene skal søges næste gang. Derudover kan han godt tænke på at lade sig pensionere eller finde et andet arbejde, for hans tid i akademia er slut.

Autoriteten er arketypen Big Daddy, det freudianske overjeg, og den virker på de fleste mennesker.

En underafdeling hedder

Appel til bedrift

John McCain var en dekoreret Vietnamveteran, der havde tjent sit land ved at smadre gooks ude i junglen, ergo måtte han være den rigtige til at lede sit land. Beep! manden var en no-brainer, der skulle holdes langt væk fra noget der lignede eksekutiv magt. Ingen mushroom-buttons til den mand eller gimpen fra Alaska.

62. Appel til konsekvenser

[argumentum ad consequentiam]

Påstand om at kunne forudse konsekvenser på forhånd. Det bygger ofte på hypoteser, antagelser eller tro. Der er tale om et subjektivt synspunkt forklædt som et solidt argument.

‘Dette er en glidebane, og hvis vi ikke gør sådan-og-sådan, så er der ingen grænser for, hvad der kan ske. Det vil I da ikke være bekendt, vel?!’

Skyld, skam og gæld ligger lige i forlængelse af udsagnet (appel til emotion).

Appel til emotion_____________________________________________

Det emotionelle spektrum er rigt og varieret, og der er mange muligheder for at afspore en argumentation via emotionelle sidespor:

63. Appel til frygt

I alle falske flag, skræmmekampagner og problem-reaktion-løsning-setups indgår frygten. Mennesket er et dødeligt væsen, der ikke ønsker at dø. En trussel om at ‘nogen’ stræber efter vores liv, giver derfor pote.

Tyskerne kommer, russerne kommer, kineserne kommer, araberne/muslimerne kommer, de sultne masser kommer, krisen kommer, katastrofen kommer, det ydre rum kommer … der er simpelthen ingen grænser for fantasien. Men bare rolig, FAR er her.

64. Appel til smiger

‘En klog mand som dig kan da se det fornuftige i, at vi anskaffer os en … skildpadde’

65. Appel til medlidenhed

‘Når man skaber en offerrolle, har man pr. definition ret’. Således skrev Frederik Stjernfeldt og Søren Ulrik Thomsen i deres lille perle af en bog ‘Kritik af den negative opbyggelighed’.

Et princip skamridt især via venstrefløjs-politisk-korrektheder. 

66. Appel til latterliggørelse

Når folk præsenterer verden for virkelig epokegørende nytænkning, bliver de først latterliggjort, dernæst lagt for had for til sidst at blive hyldet. Men som første trin kan de være konspirationsteoretikere, tin-foil-hats, kvaksalvere, flipperrøve …

67. Appel til foragt

I stedet for at køre frem med egne emotioner, udnyttes og udstilles andres emotioner, bitterhed og vrede og disse portrætteres som illegitime. De kan blive udnævnt til terrorister, mentalforstyrrede, landsforræddere …

68. Ønsketænkning

‘Vi er nu klart på vej ud af krisen, og 2014 ser ud til at kunne bringe fremgang for eksporten, vækst og faldende arbejdsløshed. Det er det, vi bliver stillet i udsigt, hvis vi spørger dem, der har forhandlet den transatlantiske frihandelsaftale på plads’.

OK, det nye EUSA mod resten af verden. Det vil helt sikkert give lykke og velstand for … nogen.

69. Appel til manglende evne

Afvisning af kritik, for ‘I kan jo ikke selv komme op med noget, der er bedre’.

70. Appel til motiv

Mistænkeliggørelse af en opponents motiver.

Hvis man er i stand til at påvise, at en person har skumle motiver, er argumentet legitimt. Men der sker ofte det, at personens motiver blot antages at være til stede, og at argumentationen bygger videre på denne antagelse.

71. Appel til nyhed

Alt, hvad der er nyt, er derfor godt. Alt, hvad der er gammelt, bør afskaffes.

Et af de mest skamridte buzzwords i både private og offentlige virksomheder er begrebet innovation. Vi kan ikke få det gamle lort til at fungere, så i stedet for at finde ud af, hvad der ikke fungerer og hvorfor, så opfinder vi noget nyt og magisk. Vi inviterer en business-guru-coach til at holde et oplæg, så laver vi en stribe medarbejderseminarer hvor vi workshopper, brainstormer og tænke-tanke-tænker, så kommer guruen tilbage, og så implementerer vi det enestående nye.

Hvad der ikke er soleklart er, at den enestående nye er en genopfindelse af ilden, hjulet, suppeskeen og det varme vand.

Men nu er det nyt, og så er det fanderme godt. Hvis nogen skulle finde på at mene noget andet, så bliver de sendt på et kursus i positiv tænkning.

72. Appel til tradition

Det modsatte af ovenstående. Fordi noget har eksisteret i lang tid, er det det bedste.

‘Altså her plejer vi jo at …’

Lige så destruktivt det er at lave om på noget, der har en god rutine og tager højde for og fungerer i virkeligheden, lige så destruktivt er det at klamre sig til rutiner, der er decideret forældede. I business-sammenhæng er der i det mindste en grænse for, hvor længe det varer ved, for virksomheden går simpelthen ned. I regerings- og organisations-sammenhæng kan en dysfunktionel struktur desværre leve langt ud over dens berettigelse.

73. Stråmanden

En misrepræsentation af opponentens synspunkt. Dette er en af de mest anvendte teknikker til at afspore diskussioner i offentlige rum. Først skaber man en parodi af de synspunkter, opponenten har udtrykt eller engang har udtrykt eller formodes at udtrykke. Dernæst griber man i kurven af bløde tomater og skyder løs på den dukke af strå, man har strikket sammen til lejligheden.

‘Ja, du mener jo at …’(hvornår har jeg sagt det?)

‘Så er du sikkert også sådan en, der …’(det var jeg ikke klar over)

Man lægger folk ord i munden, man tillægger dem egenskaber, man skyder dem noget i skoene, man fejlciterer, man tager udtalelser ud af sammenhæng. Stråmanden kan være en kompleks størrelse, der bruger en kæde af logiske fejlslutninger i samme bundt.

74. Psykogenetisk fejlslutning
Også kaldet Bulverisme. Det antages at en ide kommer fra et forudindtaget tankesæt, hvorefter der skiftes fokus fra substans og beskæftigelse med argumentets indhold til psykoanalyse af personen med det postuleret forudindtagede tankesæt – hvorefter argumentet afspores. Det er et emne-motiv-skift.
Begrebet tilskrives forfatteren C.S. Lewis, der bla. skriver:
Man er nødt til at påvise AT en person tager fejl, før man begynder at forklare, hvorfor han tager fejl. Den moderne metode er uden diskussion at antage, at personen blot tager fejl og dernæst aflede opmærksomheden fra dette (det eneste virkelige emne) ved ivrigt at forklare, hvordan idioten er blevet så tåbelig. 

75. Kronologisk snobberi
Antagelsen, at mennesker, der lever i dag / nyere tid er mennesker, der har levet i ældre tid, intellektuelt, moralsk, teknologisk og på alle måder: overlegne.
Forfatteren C.S. Lewis så, hvordan det britiske Imperium havde skabt et omfattende ideologisæt, der ophøjede sig Imperiet i både rum og tid. Ældre kulturer (tid) og kulturer udenfor Imperiets kerne-geografi (rum) var Imperiet underlegne. En af Imperiets hovedideologer var derfor Darwin, og darwinismen blev den pseudovidenskabelige legitimering af Imperiets overgreb på mennesker i både rum og tid.
Det britiske Imperium så sig selv som Romerrigets sande arvtagere. Det er bemærkelsesværdigt, at Romerrigets første arvtagere var den katolske kirke. I deres optik fandtes der hedninge – på engelsk pagans. Hedninge er dem, der levede dengang (tid). Pagans er dem, der lever derude på landet (rum). Begge fordømmes af såvel kristendommen og det britiske Imperium.
Kronologisk snobberi har trukket et stort, tåget gardin ned til menneskets egentlige fortid.

76. Relativ fratagelse
Afvisning af et argument under henvisning til, at det findes vigtigere problemer i denne verden.
Herved sløres, at disse såkaldt vigtigere problemer i verden muligvis intet har at gøre med det emne, der diskuteres.
Enhver diskussion om personlige, lokale, nationale problemer kan afbrydes ved at en eller anden udråber:
‘Jamen, der der jo børn, der dør i Afrika!’

3 måder at være fattig på

P { margin-bottom: 0.21cm; }

by morton_h, the blogger

 
Det flyver rundt med temaer i æteren. De er påklæbet labels fra forskellige agendaer. De kommer ovenfra, fra siden, bagfra, nedenfra. De er tanker, som ingen rigtig husker, hvor kommer fra, men som opsuges og sendes videre. Ofte lader folk som om, de er deres egne indfald, hvilket de sjældent er. Egentlig tænkning er en forholdsvis sjælden ‘vare’ – simpelthen fordi den ikke er en vare.

Nogen af disse tanker og ideer er omhyggeligt plantede frø fra de elitære ‘filosoffer’ (kunne vi kalde dem), altså dem, der ved, hvordan man får en tanke, en ide, en ideologi til at rodfæste sig og brede sig over det hele. Vi kan kalde dem for ‘producenterne’. De er meget få.

Andre er elitære håndlangere, nogle uden at være klar over det, og som udfra de omhyggeligt plantede frø, videresælger, videreudvikler og -formidler disse frø. Vi kan kalde dem for ‘grossisterne’. Der er en del af dem, men de er bestemt til at overse.

Andre er bare købmænd og gadehandlere. De har for længst mistet fornemmelsen af, hvor deres varer kom fra, de raver blot rundt på gadeplan og reagerer på de input, der dukker op. De prøver at få det bedst mulige ud af det, de har støvet op. De lever fra hånden til munden, og de ligner egentlig du og jeg, og de er ofte du og jeg. Vi kan kalde dem for ‘detailhandlerne’. Der er rigtig mange af dem.

Uden disse tre logistiske niveauer ville tanker, ideer og agendaer ikke kunne bide sig fast i den kollektive bevidsthed, som de gør. Det er en dobbelt fødekæde, hvor noget siver ned, for at noget kan suges op. Det er en stor vertikal sluse, hvor de nedre lag ingen fornemmelse har for, hvad der findes i de øvre lag og accepterer det nedsivende og gennemstrømmede materiale som deres eget. Dette materiale spreder sig og vokser horisontalt for på et tidspunkt, når det modent, at blive høstet af en usynlig maskine.

Temaer

Velfærdsstaten (og dens afvikling) – finanspagter – hestekure (austerity measures) – bankpakker – ‘fri’handelsaftaler – traktater – sociale kontrakter – kriser (fx. finanskrise) – krige – interventioner – terrorisme – tænketanke – regioner – positivlister – globalisering – topmøder (G-etellerandet) – lovgivning – klima … skal vi spille buzzword?

‘Shoedown’ [paulsgraham.ca]

Fattigdom 1: Mangel

Lad os vende tilbage til overskriften. En af de dominerende og styrende tankesæt er netop sådan en ovenfra ankommet ide om: at vi allesammen går rundt og mangler, alting, hele tiden. Denne grundtanke er sevet ned gennem systemet, den er implanteret, accepteret og effektueret. Den går ud på, at der er alt for få ressourcer, alt for mange mennesker, alt for meget gæld og alt for få penge. Og derfor vil DU være enig med setup’et i, at det er ganske rimeligt at lægge DIG i selen, pålægge DIG SELV restriktioner, påtage DIG yderligere gæld, skyld og skam og ikke mindst: betale en overpris for alt det, der er nødvendigt for DIN eksistens. ‘DIN’ kan frit i politisk sprogbrug skaleres til din familie, din kommune, din region eller din nation.

En klassisk model for kunstig skabt mangel var oliekrisen i 70’erne (vi er et par stykker tilbage, der kan huske den). OPEC, som var en klub af stinkende rige sheiker i galabea og hovedsjal med fipskæg og solbriller – især fra Saudiarabien, denne herlige britisk imperiale opfindelse, hvor man for 100 år siden gav den mest ryggesløse stamme i området (en jødisk slægt i øvrigt) fuld frihed til at underkue alle andre stammer mod at være loyale mod det britiske imperium – OPEC skruede ned for leverancerne med det ene formål at skabe mangel.

Hvad sker der, når man mangler? Priserne ryger heftigt i vejret. Dette er den mest forståelige forklaring på bobleøkonomi. Man skruer ned for leverancerne og priserne stiger. Oversæt venligst mekanikken til finansene. Man skruer ned for pengestrømmen, og efterspørgslen = priserne stiger. Gælden stiger. Så åbner man for hanerne, og gælden indfries. Man skaber en krise, man høster på en krise. Inflation-Deflation. Hør lyden af en kæmpestor malkemaskine: kaaa-pooof – kaaa-pooof – Hvis du har været i en kostald med malkemaskiner, kender du lyden.

Oliekrisen knyttede an til det 20. århundredes hovedtema: olie og ‘petro-dollars’. Jeg bliver nødt til at fortælle denne historie:

USA havde brugt al deres olie på at føre krig i WW2. Roosewelt tiggede og bad derfor saudierne om en deal, så de kunne forsyne Imperiet med det sorte stads fremover. Saudierne vidste, at de havde Imperiet ved nosserne. Den saudiske konge arrangerede et møde på et krigsskib i Golfen og mødte op med en stak får. Da repræsentanterne for Roosewelts Amerika spurgte hvorfor, svarede man: Det er for, at jeres soldater har noget at kneppe, så de ikke forgriber sig på vore kvinder! Hvis man forstår arabisk allegori og symbolsk retorik, så ved man, hvad denne gestus betyder. Det var den ultimative ydmygelse af en kompromitteret og korrupt stormagt, der nu var i lommen på en stak kamelryttere. Det var en demonstration af, hvem der var overhund og underhund. Dette forhold har varet ved til i dag, og blot Syrien-sagen viser, i hvor høj grad USA stadig dukker nakken og indvilliger i at udøve vold for Saudiarabiens og Israels skyld.

Når folk mangler, befinder de sig i en konstant tilstand af overlevelse og underskud. Imperiet opfandt darwinismen, som bestod i den stærkes overlevelse (Darwin skrev aldrig ‘the fittest’, men ‘the strongest’) som en pseudovidenskabelig undskyldning for imperialisme og globalt klassesamfund. Alle de lavere klasser, globalt og nationalt og sub-nationalt (irlændere, walisere, skotter blev også over en kam betragtet som underklasse-mennesker) skulle leve i evig mangel og underskud for at være i stand til at tjene overklassen, den imperiale britiske elite. Mangel = udsultning = eugenik. Og mens vi tager livet af jer, i uduelige, grovædende, nyttesløse padder, så vil vi gerne tjene en masse penge på jer. Betal for jeres egen død!

Efterfølgeren til oliekrisen var Irakkrigen og Libyenkrigen. Agendaen var ikke, som mange såkaldt politisk bevidste kritikere af disse krige hævder, at ‘stjæle’ olie. Agendaen var at smadre disse landes olieproduktioner for via mangel at skabe saudisk hegemoni/kontrol over verdens olieproduktion, så deres greb om petrodollaren kunne opretholdes. Petrodollaren var en særlig form for malkemaskine, da al olie skulle afregnes i dollar, hvorved enorme summer blev pumpet ud af oliehandel og ned i lommen på amerikanske og britiske olie-moguler og deres karteller. Disse moguler startede – sådan i parantes bemærket – samtlige krige i det 20. århundrede.

Og mens man nu var i gang med denne ødelæggelse, kunne man ligeså godt plyndre de pågældende landes nationalbanker og tømme deres nationalmuseer.

Fattigdom 2: Fattigdom

Denne tilstand er 100% unødvendig. Den er en kunstig skabt tilstand påført landområder og dele af disses befolkninger, nogle steder størsteparten. Den har altid eksisteret lokalt i trange tider og i mindre grad, men i den klassiske imperialismes tidsalder er den ekskaleret og sat i system til noget permanent, der hele tiden ligger på kanten af folkemord. Den er ikke tilfældig, ejheller naturlig. Den er menneskeskabt, og der ligger en intention bagved.

• fattigdom er ørkengørelse
• fattigdom er udpining
• fattigdom er udplyndring
• fattigdom er den stærkes selvudnævnte ret over den svage
• fattigdom er overherredømme kombineret med underkastelse
• fattigdom er et brud på naturen og ikke et stykke natur
• fattigdom er en kølvandsstribe på det globale centralbankvæsen
• fattigdom er altid i følgeskab med krig
• fattigdom er ønskværdig for de få, der profitter på de mange
• fattigdom er vampyrens og parasittens efterladenskaber

Ordet fattigdom (man fattes) er et synonym for mangel. Hvor der er fattigdom har der altid fundet en fattiggørelse sted. Noget har taget sig den frihed at fratage andre mennesker deres naturlige livsbetingelser.

Eliten vil svare på det – hvis de overhovedet gider – at et givet lands fattidom skyldes vejret, klimaet eller at folk er for dumme til at tage vare på sig selv. De vil måske sige, at deres ledere er korrupte, hvilket faktisk rummer en vis form for sandhed. De ‘glemmer’ dog at fortælle, det var dem selv, der indsatte disse ledere ved et statskup udført af CIA, MI6 og Mossad, at det var IMF, ECB, WTO og Goldman Sachs, der skummede fløden, at landet i ca. 150 år er blevet systematisk udplyndret af britere og amerikanere, og at landets grænser er tegnet i sandet af imperialisterne. De glemmer også at fortælle, at forskellige grupper, der har bragt landet i borgerkrig er finansieret af Pentagon og Saudiarabien.

Fattigdom 3: Forbrug

I vesten har man en særlig form for fattigdom. Den hedder forbrugskultur. Den er et biprodukt af industrialismen.

Forbrugerismen er et udtryk for åndelig fattigdom. Når størstedelen af et lands og en kulturs befolkning anser det som deres fremmeste mål i livet at erhverve sig materielle goder, ofrer de uden at erkende det deres sjæl. Og underligt nok efter eget ønske stik imod egen interesse.

Definér Sjælen: det er det oprindelige ord for det psykologiske ord selvet, selvet et kernen hos et autentisk menneske, og selvhed er det, som et menneske opnår, når det er i kontakt med denne kerne. En kerne er i sagens natur ikke ydre, men indre. Denne kerne afhænger ikke af andres godkendelse, men hviler og er i sig selv. Det er ikke noget, vi fødes med, men noget vi bliver til. Mange bliver ikke til sig selv, da de opgiver ævret undervejs. Hvorved mennesket derudover består af en udødelig ‘ånd’, et højere selv, ligger udenfor scope i denne fremstilling.

En almindelig mennesketype i vesten er den, der æder sig selv glad. ‘Æder’ i betydningen køber, hamstrer, forbruger, begærer, beklæder sit liv med, udfører auto-anæstesi med. Det er ikke noget, der er kommet naturligt af sig selv (samfundet har udviklet sig til …), det er en kunstig tilstand skabt med intention. Industrialisterne skabte industrisamfundet af hårdtarbejdende arbejdere, behavouristerne skabte behavouristsamfundet af reagerende forbrugere, underholdningskulturen skabte forbrugere af sensationer, der dulmede smerten i selv-mordet vha. sensationer.

Jeg købte en ny frakke forleden. Jeg var træt af dårligt vejr og våde bukser, da jeg cykler 2×13 km hver dag. Valget faldt på en australsk oilskin-frakke, der gik ned over knæene. I virkeligheden gik den helt ned til anklerne, men det var for langt, så den gode sælger tilbød at sende den over til en pakistansk skrædder lidt længere nede af gaden for at få taget et stykke af. Han fortalte, at det var en særdeles kompetent skrædder, og, som han sagde: de har en anden kultur for deres tøj (og andre materielle ting i øvrigt). Hvis det går i stykker, smider de det ikke ud, men reparerer det, og derfor er de ekstremt dygtige til netop: at reparere. I Danmark er det stort set umuligt at opdrive en gammeldags skrædder, for vi har tabt respekten for håndværket og dets materialer. En dansker ville også smide sin frakke ud, hvis der gik hul i den. Men i Pakistan reparerer de hullet, og derfor var den pakistanske skrædder meget dygtig. Jeg håber, jeg har min frakke resten af mine dage.

Jeg kan virkelig godt lide dette koncept. Det er en respekt for ressourcer. Alle krige i det 20. århundrede er bankmændenes krige. Alle krige er udplyndringer af ressourcer. Grådigheden efter ressourcer har skabt disse krige. Men folks ukyndighed og mangel på respekt for disse ressourcer i kombination med uhæmmede karteldannelser i monopolkapitalismen og deres reklameindustri har skabt grådigheden.
Forbrugermodelle – en case-story

Paradoksalt nok er manglen på respekt for materialer og ressourcer et symptom for mangel på selvrespekt. Vi er blevet velfærds- og overspisnings-fucked-up, vores behovsopfyldelse kan ikke udsættes, men må ske straks, for vi er blevet som små børn. Et menneske, der burde være voksent og stadig tænker, føler og gebærder sig som et barn, har ikke fat i sin kerne og er ikke sig selv. Derfor har vi mistet vores sjæl i forbrugersamfundet.
Barnagtighedens kultur

Mangel og fattigdom er reelle fænomener – når de ellers er reelle. Og det er de som helhed ikke, fordi de er kunstigt skabte i følge et imperialt, elitært projekt med menneskeheden.

En hackersag med ilde lugt

 af morton_h, the blogger

Sagen om Pirate Bay-stifteren, Gottfrid Svartholm Warg, er en stinker for både de svenske og danske overvågnings-inficerede myndigheder. Der udspiller sig i øjeblikket et sært spil for lukkede gardiner, og vel vidende, at enhver forkant-historie har en baghistorie, kommer man uvilkårligt til at spekulere på, hvad baghistorien er her.

Mit gæt er, at nu har begge involverede stater så mange lig i lasten og så mange pinligheder overfor deres borgere, som de skjuler eller prøver at gemme i skufferne, at man har aftalt at anstille et afskrækkende eksempel med visse hensigter:

• for at opmærksomheden kommer væk fra deres sløseri og inkompetence
• for at folk bliver skræmt fra at se staten efter i kortene
• for at folk kan tænke ilde om alt, hvad der lugter af undergrund og OpenSource
• for at folk kan lære, at aktindsigt ikke bliver mulig fremover, af ‘visse hensyn’, du ved …

Så svenskerne har haft fingre i computeren? Javel, ja. Hvad er det for et land? Her behøver vi ikke at gætte længere:

• Vi taler altså om det sikkerhedspoliti/politi, der opførte sig højest besynderligt under en totalt forfejlet Palmesag.
• Vi taler om de myndigheder, der var aktive på en særdeles betændt måde under sænkningen af Estonia (kaldet et forlis). 
• Vi taler om verdens største våbenfabrikant i forhold til dets indbyggertal. 
• Vi taler et postuleret ‘neutralt’ land med større naziaktivitet end dets naboer, og hvis politistyrke aldrig blev afnazificeret, som fx. i Danmark.
• Vi taler om landet, der påstår ikke at være medlem af NATO, mens de hele tiden og af samme grund har været særdeles aktive. 
• Vi taler om landet, der bestak Cambodianerne med et stort millionbeløb i udviklingspenge for at få udleveret en svensk statsborger.
• Vi taler om landet, der har et omfattende og næsten eksklusivt udbygget samarbejde med NSA, og som også udspionerer danske borgere.
• Og vi taler om et land, der lige nu er ved at lægge de sidste brikker på plads i overgangen til en ny model for blød og lækker totalitarisme, så dets borgere selv vil forlange det, og så de kan undgå griseriet med støvletramp og -spark i hovedet på folk.

Så altså svenskerne har ‘haft fingre’ i computeren! Og en mac kan hackes, implanteres og fjernstyres på 100 måder (gang det med 100, hvis det var en pc). Hmm gad vidst, hvilket type computere og hvilket styresystem, man bruger i staten? Jo minsandten: Microsoft! Her skal vi sandelig ikke have noget OpenSource-pjat, der leverer verdens sikreste systemer.

Svenskerne er vistnok medlem af EU, en organisation, jeg ikke har ret meget godt at sige om. Men man skulle da i det mindste mene, at som medlem var man bundet af visse regler. Fx. bare for at nævne en af dem: at man ikke kan tabe en sag mod en person i ét land og derefter bare flytte den samme sag over til et andet land og håbe på, at dette lands lov er bedre for ens dårlige sag. Det er nøjagtig, hvad svenskerne gør, for Varg er tiltalt for nøjagtigt det, som han vandt en sag for i Sverige. Svenskerne kunne altså ikke få skovlen under ham hackeren, og nu har de arrangeret sig med deres fine kolleger i Danmark:

• Vi taler nu om landet, hvor en korrupt, løgnagtig justitsmister har måttet luske ud af bagdøren
• Vi taler om landet, hvor politikerne seriøst! kan finde på at sælge DONG-Energy til verdens førende forbrydersyndikat, Goldman Sachs og ikke FATTER, hvad det vil sige.
• Vi taler om landet, hvor de samme politikere er ved at nedlægge nationen til fordel for EU og en transatlantisk ‘fri’handelsaftale, der giver en klub af verdens største sydikater/karteller ret til at sagsøge staterne, hvis de prøver at forhindre dem i noget!
• Vi taler om landet, der er aktivt involveret i 5 angrebskrige mod lande i verden, som aldrig har gjort os noget, fordi USA forlanger det.
• Vi taler om landet, der leverede en generalsekretær til verdens førende terrororganisation, NATO, efter at han havde løjet for befolkningen og kørt dansk økonomi i sænk.
• Vi taler om landet, hvor chefen for politiets efterretningstjeneste har måttet luske ud af bagdøren, og hvor deres kolleger ovre hos FET forfalsker dokumenter på google- arabisk.
• Vi taler om landet, hvor en topchef er fyret i sagen. Som tidligere ansat i Danmarks største IT-virksomhed, IMT, kan jeg fortælle, at deres medarbejde ikke har meget godt at sige om CSC.
• Vi taler om landet, hvor man inspireret af det fascistiske Imperium har indført en mørkelægningslov, hvor aktindsigt bliver, skal vi sige: begrænset.
• Vi taler om landet, hvor statsministeren stiller sig op og lyver om, hvorvidt NSA har adgang til at hacke, ja netop HACKE kvit og frit hos danske borgere. Hvilket de så gør hele tiden, især fordi det bliver officielt fornægtet.

Og nu har Danmark åbenbart fået sig en politisk fange, eller noget der ligner, på svenskernes vegne. Something is JohnnyRotten in the State of DK.

Lad os minde os selv om, hvad man fra statens og myndighedernes side vældig gerne vil have os til at sige, når de ønsker at indføre mere overvågning og kontrol: Hvis man ikke har noget at skjule, har man jo ikke noget at frygte. Og minsandten, jeg møder hele tiden folk, der frivilligt fyrer den af! Hvad med, om staten skulle leve op til sine egne fordringer her? Hvis I ikke har noget at skjule, hvad mørkelægger I så for?

Hvorvidt den svenske computer-ekvilibrist er skyldig i noget af det, han er sigtet for, er svært at vide. Jeg gætter på, at de danske myndigheder har lige så svært ved at samle materiale som de svenske, og det, de har, er de for dumme til at gennemskue. Men hvis det lykkes dem at knalde manden og bevise, at der lå 4 millioner cpr-numre på hans computer – underligt nok var det kun 1.5 millioner, sidste gang, der blev skrevet om det, tja-bum-bum-lad-nu-det-ligge … vil man sidde med en underlig fornemmelse, en mistanke, der har sneget sig ind mellem linierne.

Altså for at summere op: dansk politi har modtaget en computer fra svensk politi, som de har præpareret (?) til lejligheden, og som skal udgøre bevismateriale. Filmen spillede ikke rigtig sidste gang, de prøvede i Sverige, så nu forsøger de en genindspilning via Danmark med et tilrettet manuskript.

Jeg er sikker på, at de kan sælge rettighederne til Zentropa bagefter.

Sverige – en overvågningsagent
MF Estonia in memoriam
Den postdemokratiske politiker
Staten og individets død
Rød fascisme, blød og lækker
Og ikke mindst Ole Dammegaards enestående research:
Coup d’Etat in Slow Motion
… en elevatorversion findes fx. her:
The Opperman Report 

Et gæt, en teori: der befinder sig lige nu et eller andet antal millioner danske personnumre på en server, der tilhører de svenske spion-fætre til NSA. Hvad skal de mon bruge dem til? Disse skumle organisation er ikke sene til at pive, klynke, true, beskylde andre for at hacke og spionere … mens de selv er i fuldeste gang med det!

Den, som fisen lugte kan …
Og der kommer en meget ilde lugt ud fra visse officielle bygninger i disse tider.

9/11 – elevatorversionen

af James Corbett, på dansk ved morton_h, the blogger

Om morgenen d. 11. september gennemførte 19 mænd bevæbnet med hobbyknive ledet af en mand i dialyse, der var udstyret en bærbar computer og en mobiltelefon, en penetrering af verdens tungeste luftforsvar og mest velbevogtede luftrum ved at overmande passagerer, sikkerhedsfolk og piloter i 4 rutefly og flyve dem fuldstændig udenfor deres planlagte rute i mere end en time – uden at der undervejs var indblanding fra ét eneste militærfly.

Det lykkedes disse fanatiske fundamentalister, der holdt af at hælde alkohol i hovedet, sniffe kokain og bo sammen med strippere med lysrødt hår, at ramme 3 (ja 3!) skyskrabere og få 4 større bygninger tilsammen kaldet World Trade Center til at forsvinde i den blå luft, og uden at en brøkdel af bygningsmaterialet ramte jorden. I Washington DC lykkedes det samtidig en amatørpilot, der dårligt kunne flyve en enmotoret Cesna, at manøvrere en Boing 747 ind i en proptrækker-bane med en nedstigning på 300 meter i en 70 graders vinkel og ned til et par meter over jordhøjde direkte ind i facaden af Pentagon i netop det kontor, hvor personalet arbejdede på at finde de 2.3 trilliarder (2.300 milliarder) dollars, der på mystisk vis manglede, og som forsvarsminister Donald Rumsfeld ikke kunne gøre rede for i kongressen dagen forinden, 10. september. At der aldrig dukkede dele af det formodede fly op, forstyrrer ikke fortællingen.

Heldigvis vidste nyhedsmedierne, hvem der gjorde det indenfor et par minutter: Osama bin Laden, chefredaktører og kommentatorer vidste det indenfor et par timer: Osama bin Laden, regeringen vidste indenfor en dag: Osama bin Laden. Beviser faldt direkte fra himlen og ned i skødet på FBI i form af et uskadt pas fra en af flykaprerne midt i ruinerne, hvor ikke så meget som en computer eller kontorstol fandtes intakt, da alt var blevet til nanostøv.

Herefter var der så en stak mentalforstyrrede konspirationsteoretikere, der tillod sig at mene, at der måtte finde en undersøgelse sted. Denne undersøgelse fandt derefter nødtvungent sted med forsinkelse, med underbevillinger, sat op til at mislykkes, med seriøse interessekonflikter og systematisk cover-up fra start til slut. Den byggede på vidneudsang opnået via tortur og destrueret materiale, hvor bla. Bygning 7 var udeladt (+ de fire andre lavere bygninger), Able Danger (en simulation, hvor de indkaldte hi-jackerne troede, at de deltog i en øvelse), Ptech, Sibyl Edmunds (whistleblower), OBL og CIA og den stribe af militærøvelser, der havde tappet luftrummet omkring New York og Washington og i øvrigt fuldstændig simulerede 9/11 eventen.

Pentagon løj slet ikke om det, Cia løj slet ikke om det, Bush-regerningen løj slet ikke om det. Bush’s og Cheney’s vidnesudsagn ved ingen noget om, for de udtalte sig off-the-record, udenfor edsansvar og bag lukkede døre. Ingen spurgte om, hvem der finansierede angrebet for det var ‘af ringe betydning’. 9/11-kommisionen svarede sandelig på alle spørgsmål, altså lige bortset fra alle de spørgsmål, der kom fra pårørende til de omkomne. Kommissionen placerede sandelig alt ansvar for udåden, altså lige bortset fra at ingen mistede deres job eller blev straffet. De fastslog at angrebet var ‘mangel på forestillingsevne’ eller som George Bush sagde: ‘Jeg tror sørme ikke at regeringen eller den foregående regering kunne have forestillet sig, at nogen ville flyve ind i bygninger med fly’ – altså bortset fra Pentagon, FEMA og NRO, hvis forestillingsevne sådan set ikke fejlede noget.

DIA destruerede 2 terrabytes data om eventen, men det var i orden, for de var sikkert ikke betydningsfulde. BSCC destruerede deres data om insider-trading før eventen, men det var i orden, for det var bare en del af deres historiske data-registrering. NIST destruerede deres model om kollapset af WTC, for som de sagde: ‘Det ville blot kompromittere deres data-sikkerhed’. FBI stadfæstede, at deres data skulle skjules fra offentligheden, men det var i orden, fordi FBI sandsynligvis ikke havde noget at skjule.

Osama bin Laden gemte sig i Afghanistan, men slap væk på en eller anden måde. Så gemte han sig i en hule i Tora Bora, men slap væk på en eller anden måde. Så levede han i en forstad til Islamabad i årevis, mens han anvendte den mest avancerede teknologi i verden, og mens han udsendte video efter video, og mens han blev yngre og yngre undervejs. Til sidst blev han fanget i et heltemodigt kommando-angreb, der ikke blev videooptaget, og hvor han ikke gjorde modstand eller brugte sin kone som skjold, og hvor kommandosoldaterne slog den efter sigende bedste kilde i verden til viden om terroristangreb ihjel og skyndte sig at smide hans lig i vandet uden at fortælle om det. Derefter døde et par dusin medlemmer af det selvsamme heltemodige kommadoteam i en helikopterulykke i Afghanistan.

Dette er de sande sandheder fortalt af de folk, der fortalte dig om JFK, og hvordan hans hovede skød fremover (det var bagover), om hvordan irakerne tog babyer ud af inkubatorerne og myrdede dem, om hvordan irakerne havde masseødelæggelsesvåben. Hvis du har spørgsmål om disse forhold, er du selvsagt en flagermuselort, en paranoid tin-foil-hat, en dyre- og børnemishandler, og du vil blive udstødt og foragtet af alle. Og hvis du elsker dit land og din regering, regnbuer, rock-and-roll, hundehvalpe, æblekage, din bedstemor, så vil du aldrig udtrykke tvivl om noget som helst, der har at gøre med denne historie. 

Nogensinde!

9/11 – The Truth in 5 Minutes

_______________________

af morton_h, the blogger

Er verden blevet klogere siden? På ingen måde.

Journalisten og forfatteren Carsten Jensen beklager sig over, at vi har ‘svigtet’ i Afghanistan. Hvad er nu det? Først læser man med interesse starten på hans artikel i Information, og nu gik det lige så godt… men åh nej, så copy-paster han George Bush’s, the neo-cons, FEMA’s og den korrupte 9/11-kommissions gennem-manipulerede makværk af en rapport, altså den statsgodkendte konspirationsteori om, at en langskægget nyresyg mullah med stok havde sænket syv bygninger i New York fra en hule i Afghanistan. USA måtte reagere og vi måtte gå i krig iflg Carsten Jensen, hele tiden, igen-igen. Konspirationsteorien og dens præmis er fuldt accepteret. Man ser Carsten Jensen for sig, mens han kaster sig på en bedemåtte fem gange om dagen vendt mod … nej ikke Mekka, men Wahsington D.C.

 Manden har ulykkeligvis ikke gjort sit hjemmearbejde og er fanget og fastlåst i paradigmet om det islamiske terroristangreb. Han har overhovedet ikke forstået terrorismens og terrorens væsen, han har ikke identificeret problemet og ‘fjenden’, hvis man overhovedet kan bruge sådan et ord. Han konkluderer, at vi ikke førte krig nok, at vi ikke gjorde arbejdet færdigt, at arbejdet var fint i sit afsæt og sin præmis, og at det er DET, det ufærdige arbejde, som vi skal føle os skamfulde og skyldige over.

Carsten Jensen er endnu en af venstrefløjens gate-keepere, der forhindrer, at nogen går ud af den vej og spørger seriøst om, hvorvidt selve hovedpræmissen for den svinske Afghanistankrig i røven på USA-imperialismen affødt af en dygtigt iscenesat westernkulisse kaldet 9/11 overhovedet er underbygget. OG dermed og ikke mindst alle de krige, der fulgte efter, startende med Afghanistan. Carsten Jensen er repræsentant for en bundnaiv, total-forført venstrefløj, der har reageret nøjagtigt som planlagt af behavouristerne og spindoktorerne ansat af den globale krigs-elite, der ved lige så nøjagtigt, hvordan højt begavede, og tilsynelandende tænkende typer som Carsten Jensen tænker, føler og reagerer.

Der findes særlige måder at bedrage intelligentsiaen på. Man finder deres svage punkt og døde vinkel. Man finder deres skyld, skam og politisk-ideologiske korrekthed og så vifter man med de rigtige sydfrugter for næsen af dem. Netop fordi venstrefløjen, det 20. århundredes dominerende intellektuelle, har fornægtet al religion og religiøsitet ved at citere Marx: religion er opium for folket, så opdagede de aldrig, at marxismen og socialismen/kommunismen VAR en religion, fordi religion er fraskriven sig ægte tænkning og hengiven sig til ideologiske dogmer. De pegede løs på splinten i naboens øjne, men opdagede aldrig bjælken i deres eget – for nu at blive i sproget. Religiøs ideologi eller ideologiseret religion er simpelthen MÅ-DEN til at få tænkende mennesker til at opgive at tænke. Eller – og dette er komplekst og svært at forklare, indrømmet! – at få dem til at tænke videre som besatte, men uden at de anfægter hoved-præmissen og altid nøjes med at tænke indenfor en særlig tænkningens indhegning, et tankesæt.

En begavet mand som Carsten Jensen er et barn af den tid. Hans hjerne er dannet i det 20. århundredes skismatiske sort-hvide verden og den tænkningens indhegning, der blev skabt her. Han er god til at gråtone det sorte og det hvide, men han får ALDRIG skovlen under hovedpræmissen, og verden bliver for ham sort og hvid. Han er et stykke intellektuelt rockwool, der isolerer potentielle tænkere fra at forstå, hvad der fandt sted og hvorfor. Han har puttet verdensbegivenheder ind i sin navleregion, geopolitk bliver hos ham til et narcissistisk projekt. Han når aldrig samme niveau som sit forbillede Bruce Chatwin, der opsøgte verden i form af en erkendelsesrejse og skrev, så englene sang. Han bliver heller aldrig en rigtig krigskorrespondent, for han har ikke en Pepe Escobars dybe indsigt og uforfærdede mod.

Carsten Jensen vil bare gerne have opmærksomhed, han vil gerne ses og elskes. Han er på sin vis frygtelig velmenende, men som man siger: vejen til helvede er brolagt med gode viljer. Carsten er semi-journalistisk sprogartist, men Carsten vil rigtig gerne være en stor forfatter. Det vil muligvis ikke lykkes for ham, før han erkender, at man ikke kan klynke sig til storhed og at der ikke er noget fremtid i at væve i kilometervis på politiske korrektheder.

En samtale om civilt ansvar
Den intellektuelle uansvarlighed
Det intellektuelle fjols

Carsten Jensen som ‘case’ er blot endnu et sørgeligt eksempel på, i hvor sørgelig forfatning den danske – hvis vi for en stund skal nøjes med at tale om det nationalt – intelligentsia befinder sig og har befundet sig efter netop 9/11. Den tilstand fornægtelse og total vægring ved at tænke, der indfandt sig i kølvandet, har endnu ikke fortaget sig. Der var tilløb til egentlig tænkning og samvittighed i forbindelse med starten af Irakkrigen, men det fortog sig hurtigt, da de opdagede, hvor underholdende det var med krigssnuff på TV. Der var varmet op i forvejen under Bosnien-krigen, hvor sønderbombninger blev til computerspil. Wow, man kunne næsten sidde i cockpittet og trykke den af!

Så lod medier og potentielt kritiske røster sig intimidere af lystløgneren og psykopaten Fogh-Rasmussen. Herefter var der ikke mere intelligens tilbage i hodet på dem. De fattede ikke en bønne af finanskrisen. De fattede ikke svindelnummeret med menneskeskabt global opvarmning. De begyndte at lovprise EU-kratiet. De heppede løs på fire nye angrebskrige efter Afghanistan. De stemmer på politikere, der lyver dem lige op i ansigtet. Og hvis man konfronterer dem i flok med ubehagelige facts fra de varme lande og de syv have og påviser, ja dokumenterer, hvordan de er blevet taget i røven, så plumper de straks ned i en bunke logiske fejlslutninger, hvor de citerer et jakkedyr, der blev kaldt ‘eksperter’, der lige udtalte sig i forgårs i TV. ‘Far’ sagde noget, og derfor må det være sandt. End of discussion! De lader andre tænke for dem. Deres verdensbillede er dannet af TV og noget pulver, der faldt ud af en avis.

Deres dumstolthed er i visse situationer ganske omfattende. For at dække over deres uvidenhed, som de har skaffet sig via manistream-medier, kan de fnysende finde på at slynge om sig med kategoriske meninger om emner, som de aldrig nogensinde har studeret seriøst. Intelligentsiaen og især venstrefløjen er blevet reaktionær. De reagerer uden at tænke. Men jeg vil vove den forsigtige påstand, at der sidder en lille nisse i baghovedet på dem, som er ganske klar over det. Men de dækker over den flovmand, at de svigtede groft ved at lukke øjne og ører og sprede ben for den multi-strengede forførelsesakt, de blev udsat for. Før-under-og-efter 9/11.

De har aktivt/passivt bidraget med at videregive en verden til deres børn, som fra starten af er inficeret med disse store løgne og udsigt til støvler, der uanfægtet tramper hen over deres og andre menneskeansigter fra nu af og … resten af evigheden. Medmindre deres børn vil være i stand til at reparere deres svigt og få vendt skuden. Men det gør de nok ikke, for de fleste unge har travlt med at dope sig med sociale medier, lir, druk og totale ligegyldigheder. En minoritet hopper på honningfælden og lader sig forføre af øko-fascismen og bliver de nye Agenda 21 stormtropper, grønne FDJ’er og hitlerjugends. Altså blot en militant udgave af deres forældres politiske korrektheder, som de giver en ekstra skrue, hvorved de blive nyttige super-idioter for agendaen.

Intelligentsiaen vil heller ikke være i stand til at gennemskue et forestående globalt finanskollaps, der får finanskrise 1 til at blegne. 3 generationer af intelligentsia har fået vredet hovedet rundt på hver deres måde. Og så møder man alligevel ind imellem menneskelige undtagelser med et forbløffende klarsyn – fra alle generationer. Uden nødvendig med svar på rede hånd men med en intakt nysgerrighed, samvittighed og tæft for, at der er noget helt galt med diskursen og mainstreams forlorne ideologi-spind.

Så tænker man: er der alligevel håb forude? Har det hele ikke været forgæves, og begynder 10-øren at falde 25 år efter 10-ørens afskaffelse?