For at starte bagfra med konklusionen: kommunismen, som vi kendte og afskaffede den, lever i bedste velgående som opgradering. Denne opgradering har mange navne og mange ansigter, og en del af ansigterne smiler venligt til os. Ligesom de smilede til os dengang men begik unævnelige grusomheder i et næsten ubeskriveligt omfang, sådan smiler de til os i dag, hvor verdenskommunismen har genindført sit projekt og er i færd med at fuldføre, hvad den dengang blev afbrudt i.
Kommunisme – også kaldet socialisme eller maoisme – blev dengang demaskeret som menneskefjendsk barbari. Ikke nok med, at denne styreform var den mindst effektive, den mindst rentable, den mindst bæredygtige og den mindst produktive blandt alle styreformer – et kommunistisk samfund kunne ikke opretholde sin egen eksistens men var dybt afhængigt af tilskud af midler udefra, hvad de færreste gør sig klart – men derudover var de kommunistiske samfunds enorme foragt for mennesker ensbetydende med et enormt forbrug og smid-væk af menneskeliv og en frembringelse af alle de dårlige træk ved mennesket som socialt væsen, som vi kan forestille os. Stalins Sovjet, Maos Kina og Pol Pots Cambodia som eksempler aflivede uden at blinke 150 millioner af deres egne indbyggere + x-millioner mennesker i og udenfor deres dominanssfærer!
Kommunismen
Kommunismen eller international-socialismen var et gigantisk eksperiment om, i hvor høj grad man kunne franarre eller frarøve mennesker i massevis deres egentlige menneskelighed, deres værdighed og etik, deres medfølelse med andre mennesker, deres tænkeevne, deres samvittighed, deres individualitet eller slet og ret: deres sjæl. Det kollektiviserede, statsejede kommunistiske menneske var en sådan størrelse.
Socialismen, eller ‘kommunismen light’ kan den for dens tilhængere stadig i dag synes tilforladelig. Hemmeligheden er forførerisk og indeholder kapringen og tagen-patent-på universelle menneskelige værdier. Bare brug ordene: sammenhold, solidaritet, lighed, broderskab, omsorg for de fattige. Disse ord og begreber er så tilpas udflydende, at de lige så godt kan betyde det modsagte som det, vi tror: underkastelse overfor kollektivet, afskrivelse af personligt initiativ, forrædderi af andre i fællesskabets navn, afgivelse af personlige rettigheder til staten.
Et kommunistisk samfund var ensbetydende med angst for staten og statens overgreb. Det var samtidig angst for andre mennesker, der kunne være statens angivere. Kommunismen var proletariatets diktatur (med streg under diktatur), uproduktivitet/dovenskab, fantasiløshed, initiativløshed, slaveri og jævnt fordelt fattigdom og mangel. Man blev påtvunget uautenticitet og uærlighed i sin omgang med ligestillede, og man nærede en konstant frygt for repræsalier for overordnede.
I kommunistiske samfund var der konstant mangel på basale forbrugsgoder, og udvalget var lille. Til gengæld var vodkaen billig i Rusland, for den indbyggede depressivitet skulle dæmpes – man ville ikke risikere kontrarevolution. Man hævdede at have skaffet sig af med overklasse, adel, kirke og bourgeosi. Til gengæld havde man en ny overklasse af partipampere og kommissærer. I stedet for en russisk zar eller kinesiske kejser havde man en ‘over-kammerat’ eller en formand. Andre steder kaldte de sig bare præsidenter, som om de var valgt af folket, men de var blot politisk korrekte despoter.
Omfanget af politi og sikkerhedspoliti var voldsomt, og retssikkerhed for borgerne var fuldstændig i hænderne på politiets og bureaukratiets forgodtbefindende. Censur var udbredt, men angiveriet var endnu værre, for det betød kollektiv selvcensur.
Religion var formelt afskaffet. I stedet havde man indført en obligatorisk ideologi, der udgjorde et kontrolleret substitut for religion. I Rusland blev det aldrig en fuldgyldig religionserstatning af to simple årsager: en politisk ideologi har ingen indbygget spiritualitet og det russiske folk har en traditionel og ældgammel stærk religiøsitet. Man kunne se det på den måde, hvorpå den ortodokse kirke hurtigt genvandt sin position efter kommunismens fald.
Kan man overhovedet sige noget godt om kommunismen? Man kan godt argumentere for, at planøkonomi kunne være hensigtsmæssig til visse sager indenfor det korrumperede repræsentative demokrati, hvor politikere blafrer som flag i vinden og tager mere og mere kortsigtede beslutninger for at skaffe sig popularitet og genvalg. Visse varer fremstillet i østlandene havde faktisk en imponerende stabilitet og slidstyrke, for forbrugerismen og fænomenet indbygget forældelse var der ikke plads til i en mangelkultur. Et køleskab kunne køre i 20 år, og en pære holdt i 10 år. Man kunne også hævde, at et kommunistisk land som Kina havde bevaret sit meritokrati i administrationsapparatet. Men det er i virkeligheden ikke et forsvar for kommunisme, for det var den ældgamle konfucianske tradition, der aldrig forsvandt, og som stadig findes intakt i dag, hvor maoismen er afskaffet til fordel for en slags statskapitalisme. Der findes få, ganske få formildende omstændigheder.
Hvordan så man på kommunismen i Vesten? Det giver et broget og ambivalent svar. Den menige arbejder, der kaldte sig kommunist, anede intet om, hvad det ville sige at bo i et kommunistisk land. Han/hun faldt blot for dens smilende ideologiske ansigt og romantiserede selvfremstilling. De glødende kommunister, de der agiterede og lod sig vælge til partierne, avantgarden, studentermarxisterne, for dem var kommunismen og marxismen en religion, slet og ret. Hvis man havde præsenteret dem for et billede af millioner russere eller kinesere i fangelejre, så ville de have rodet sig ud i diverse bortforklaringer. De levede i en tilstand af fornægtelse og uvidenhed, og intet kunne forstyrre deres tro. Vesten var i forvejen sækulariseret, og det skaber altid et vakuum, når religion afskaffes eller forbydes. Så derfor sniger religion sig ind ad bagdøren på en uautentisk måde. Studentermarxisterne erstattede deres religionstab med pseudoreligionen: marxisme.
Hvis man derimod kunne have spurgt repræsentanter for den vestlige elite, der havde skabt vores samfund og den politisk-sociale tilstand, der kendetegnede Vesten efter 2. Verdenskrig ved hjælp af to traumatiserende verdenskrige og alle de bevidsthedsdannende kunstgreb, der hørte disse til – altså hvis man kunne have spurgt dem, så er billedet et ganske andet end manden på gaden og de nyttige idioter på universiteterne.
-
Kommunismen var for den vestlige elite et socialt eksperiment i en ny model for deres gamle drøm: et gennemført slavesamfund.
-
Kommunismen var for den vestlige elite et ødelæggende våben mod især to kejserdømmer, som det Britiske Imperium og dets establishment ikke tålte, Rusland og Kina, altså et middel til udradering af Imperiets konkurrenter.
-
Kommunismen var for den vestlige elite et ødelæggende våben mod den tredje utålte konkurrent,Tyskland, der først var det tredje kejserdømme i Verden og senere det genrejste rige under nationalsocialismen. Våbnet bestod i at hælde penge i Stalins krigsmaskine.
Det forklarer, hvorfor den vestlige elite og de store bankfamilier i City of London og på Wall Street, et flertal af dem jødiske, finansierede og organiserede den russiske revolution for at styrte zaren og ødelægge det dengang fremgangsrige og rimelig velstående Rusland.
Det forklarer, hvorfor der blev senere blev overført enorme pengemidler til Sovjet. Stalin var kommunisten Roosevelts gode ven. Stalin havde jo smadret det Tyskland, som briterne og amerikanerne indædt misundte og hadede, og som havde formastet sig til at nægte at lystre den første ødelæggelseskrig og Versaillestraktatens kvælertag.
Det forklarer, hvorfor at en af storfinansens lederskikkelser, David Rockefeller, udtalte sig rosende om det kinesiske samfund under Mao, som for ham var en ypperlig måde at organisere et slavesamfund med hjernevaskede arbejderrobotter på. De 100 millioner aflivede under kulturrevolutionen var ikke noget at snakke om, det var bare ‘collateral damage’. Hvor der handles, der spildes.
Det fandt altsammen sted, mens Sovjet og Kina var de officielle fjendebilleder under den kolde krig. Den kognitive dissonans bør slå igennem her for alle andre end psykopaten. De var aldrig nogensinde fjenden, de var den forlængede arm for Vestens overherredømme over Verden – by proxy! Fjendebilledet var beregnet for alle os andre. Sovjet var det en fjende, der blev opretholdt for amerikanske skatteyderes penge, samtidig med at disse skatteydere og hele den vestlige verden skulle være bange for dem.
Motivet for denne frygt er forholdsvis simpel at forklare. Uden frygt for kommunisterne, ingen militærindustri. Uden ydre fjende, ingen indre kontrol. Lige så fuldstændig unødvendig de to verdenskrige havde været, lige så unødvendig kan dens forlængelse, den Kolde Krig, synes. Det er så ikke helt rigtigt, for 1. Verdenskrig og den bolsjevikiske revolution havde skabt et reelt monster i form af Stalins Sovjet. Men det var et monster, vores egen elite selv havde frembragt – hvis man kan bruge ordet ‘vores’ om et uhyre smalt segment af rigmænd og aristokrater uden egentlig national tilhørsforhold og interesse for noget folkeslag på Jorden. De var dengang som i dag globalister, og øst-vest-nord-syd er ét fedt for dem. Med ‘vores’ mener jeg dem, som vi i vores del af Verden valgte at følge.
Verdenskrigene
Ikke et ord her om, at Imperiets andet aflednings-monster, Hitler og Nazityskland, havde forhindret bolsjevismen i at opsluge HELE Europa. Se 2. Verdenskrig i baglys – Del I-V. Hvis jeg må komme med et kvalificeret gæt, en teori om du vil, så tror jeg, at at England, Frankrig og USA tørrede sveden af panden, da bolsjevikkerne blev stoppet midt i Europa og i Berlin i 1945. De vidste godt, at bolsjevikkerne var i stand til at gå hele vejen, for deres hær var næsten uudtømmelig, den var den nye mongolske invasion. Prisen for at have aktiveret Behemoth, det landgående bolsjevikkiske monster, var tabet af halvdelen af Europa i mere end en menneskealder. Mange østeuropæere er i dag udmærket klar over, hvordan de blev forrådt af Vesten.
Verden efter de to store krige – på establishment-britisk ‘Great Wars’ – blev aldrig den samme igen. Vi var i mellemtiden alle sammen blevet indbyggere på skråningerne af et bjerg af løgne med en frodig grobund for alle slags designer-illusioner, muligheder for manipulationer, selv-indbildninger og accept af overgreb i frihedens, retfærdighedens og demokratiets navn. Måske levede vi i nogle årtier som danskere i en lille fredelig lomme af lettelse, velstand og mulighed for reelt demokrati. Andetsteds i Verden mistede en række folkeslag og nationer denne luksus-ret, fordi det land, som vi havde valgt at støtte, beundre og imitere, i mellemtiden var trådt i karakter som noget, der i stigende grad mindede om deres fjendebilleder.
Vi kan se det på hele striben af USA’s krige efter WW2. Koreakrigen faldt i en periode, hvor ingen i Vesten endnu var begyndt at betvivle amerikanernes noble motiver. Ikke desto mindre udførte amerikanerne et systematisk folkemord i samme stil som deres og briternes terrorbombninger mod civilbefolkningen i Tyskland under 2. Verdenskrig. Alle byer i Korea blev jævnet med jorden fra amerikanske bombefly, ligesom alle tyske byer over 25.000 indbyggere blev udsat for den samme udslettelse som Dresden!
Koreakrigen er i dag den glemte krig. Reaktionen begyndte først at ankomme i forbindelse med Vietnamkrigen. Billedmedierne og fjernsynet var da så udviklede – og den fulde kontrol med disse medier var ikke endnu etableret – så folk rent faktisk glimtvis så, hvad den amerikanske regering og det amerikanske militær havde gang i på den anden side af kloden. Det var bestemt ikke noget kønt syn. Faktisk var det et grimt kig ned i det slagtehus, som 2. Verdenskrig havde været, Koreakrigen havde været, 1. Verdenskrig havde været, den amerikansk-mexikanske krig havde været og Amerikas folkemord i 1800-tallet på Filippinerne havde været.
Ikke hørt om det det filippinske folkemord? Det har de amerikanske skolebørn heller ikke i historietimerne. Tre millioner muslimske øboere blev myrdet og smidt i massegrave af amerikanske soldater – årsag: disse kreaturer er ikke mennesker og burde derfor dø. Ordren kom fra højeste sted. Men skolebørnene har heller ikke læst om Eisenhowers udryddelseslejre i Rhinlandet, hvor 1.5 millioner tyske krigsfanger blev myrdet i 1945. Skolebørnene er derimod blevet stopfodret med Holocaust fra Hollywood. Skolebørnene ved ikke, at samtlige byer og landsbyer i Korea blev jævnet med jorden, at USA selv startede Vietnamkrigen og smurte den af på vietnameserne. Skolebørnene ved ikke, at drugpusheren ned på hjørnet får sit shit via forsyningslinier skabt af CIA og NATO. Og hverken skolebørnene eller skolelærerne eller børnenes forældre har hørt om, at Bill Clinton og hans infame kone, der nu regnes for et sikkert kort som den næste præsident, var direkte involveret i CIA’s kokaintransporter via flyvepladsen i Mena, Arkansas – sammen med forhenværende CIA-direktør, George H. W. Bush. Man fløj våben den ene vej og narkotika den anden vej.
Transformationen
Hvordan lykkedes det for sådan en ideologi, kommunismen, at overleve og regenerere sig selv? Hvordan kunne et projekt, der var blevet klædt af til skindet og afsløret som inhumant udover enhver beskrivelse, overhovedet vinde fodfæste blandt vesterlændinge og dernæst gøre sig selv lækker i version 2.0? Ja undskyld, jeg foretager et spring ved at fremkomme med en påstand: at det var det, kommunismen gjorde?
Der skete en transkription, en oversættelse. Samtidig med den stivnede totalitære kommunisme i Rusland og Kina under den kolde krig foregik der en kulturel krig i Europa og USA ført via intellektuelle og på læreanstalter. Den klassiske marxisme og dermed tanken om kommunismen var reelt død i 50’erne – ingen troede på den længere. Den overlevede i Østblokken og i Østen, fordi den havde bygget et gigantisk kontrolapparat op, som det tog sin tid ‘at forfalde’. Ingen nedbrød systemet, det skete helt af sig selv, for det var ikke bæredygtigt. Og det mest fantastiske var, at systemets egentlige nedbrud skete på … et par måneder!
Det er måske ikke helt korrekt, men lad os bruge et billede. Træet faldt på et par måneder, det er ganske vist. Men råd, barkbiller, elmesyge, svamp og alskens biologisk væsen havde igennem lang tid udhulet træet, så da nogen satte saven i et hjørne af stammen, var den hul, og træet faldt sammen på én gang. Kommunismen var født ubæredygtig, den var kolossen på lerfødder.
Mens den ubæredygtige kolos faldt sammen, havde dens erstatning bygget sig selv op. Og jeg taler ikke om, hvad der var inde i Sovjetstaten, og hvordan Rusland genfødte sig selv efter sovjetstatens kollaps, for det er en ganske anden historie. Jeg taler om, hvordan parasitten, sygdommen kommunisme, undslap sit værtsdyr og overlevede som parasit. Et andet billede: da Romerriget faldt sammen var der en ånd, der fløj ‘ud af maskinen’ – deus ex machina. Romerriget morfede og blev til et ideologisk-religiøst koncept kaldet kristendommen/den katolske kirke/pavedømmet for at redde sig selv. Kommuniststaten og den profeterede verdensrevolution faldt sammen på samme måde og blev til et ideologisk-politisk-korrekt koncept: akademisk kulturmarxisme. På den måde reddede kommunismen sig selv og parasitten sprang fra et døende værtsdyr til et endnu levende værtsdyr.
Kulturmarxismen
Den parasit, der bosatte sig i de intellektuelle institutioner i Vesteuropa og senere USA, var kulturmarxismen. Dens projekt var et nihilistisk projekt: destruktionen af de vestlige civilisation – intet mindre! – ved hjælp af ingen værdier. Dens våben var kritik for kritikkens skyld og politisk korrekthed som erstatning for moralsk tænkning. Dens vokabular er nysprog. Dens nye proletariat, den revolutionære kraft, var et broget patchwork af marginale grupper, der enten var på kant med civilisationen eller ved forføreriske kunstgreb kunne bringes på kant. Dens hovedkvarter befandt sig i Frankfurt som Institut for Sociale Studier, deraf navnet Frankfurtskolen.
Da den internationale arbejderklasse havde fejlet, var de nye revolutionære kadrer studenterne, de etniske minoriteter, kvinderne og de seksuelle afarter. Feminismen var et kulturmarxistisk projekt beregnet på at ramme mænd ved legaliseret had og ødelægge familien som institution og samfundsbevarende enhed. Familien var det stærkeste værn mod den totalitære regerings overgreb og skulle derfor smadres. Etniske grupper væltede indover Europa og USA, og det multi-etniske samfund svækkede de før så stærke og homogene samfund. Og seksuel ‘frigørelse’ korrumperede endnu en gang samfundet, som Berlin i 20’erne og 30’erne. Del og hersk.
Universiteterne blev rugeanstalter for rettroende marxister. Studierne sociologi, antropologi, psykologi og litteraturvidenskab var deres foretrukne fag, da de nemmest lod sig politisere, og i 60’erne og 70’erne overtog de simpelthen dagsordenen. De prædikede tolerance og postulerede solidaritet overfor denne verdens undertrykte, men tolerance var det sidste, de selv praktiserede. Med skyld, skam og latterliggørelse lykkedes det dem at terrorisere alle, der tænkte anderledes end dem selv. Ligesom kommunisterne hyklede solidaritet med arbejderklassen det ene øjeblik for så at myrde løs på dem det andet øjeblik, således krævede kulturmarxisterne grænseløs tolerance af alle andre, og det næste øjeblik svælgede de i dæmoniserende og stigmatiserende karaktermord på alle dem, der tillod sig at mene noget andet.
De kaldte deres institut for ‘Sociale Studier’, men det burde have heddet ‘Social Kontrol’, for politisk korrekthed var et masseødelæggelsesvåben for sund fornuft og et redskab til social kontrol. På det punkt lignede de det engelske Tavistock Institute og de fabianske socialister i kredsen omkring Bertrand Russell og Aldous Huxley.
Kulturmarxisterne vandt kulturkrigen allerede i 60’erne, og siden har den gift, de injicerede i vestlig tankegang, ikke forladt os men har bredt sig til alle lag af samfundet.
Politisk korrekthed
Politisk korrekthed dukker i dag op, hver gang der tales om indvandring/integration, ligestilling/kønspolitik, miljø/klima. Bare det at bruge ordet ‘kønspolitik’ viser, at forholdet mellem mand og kvinde er heftigt politiseret. Feminister taler endog om ‘kønskampen’ og ‘kvindernes internationale kampdag’ – hør tonen, kan det blive mere stalinistisk? Udskiftningen af en sund samtale om miljøansvar med en twisted snak om klima er en heftig politisering og dermed underminering af det videnskabelige fundament, som klimaforskning, en særdeles ung og søgende videnskabsgren, udgør. Det at tale om integration som det stykke sociale ingeniørarbejde, det er, vidner om, at der er politiske agendaer, der bruger indvandring til ‘noget’. Kulturmarxisterne kommer i øvrigt altid i forlegenhed, når de opdager, at indvandrerne overhovedet ikke er interesseret i at integrere sig. Integration har ALDRIG eksisteret i Mellemøsten, hvor de etniske kulturer i årtusinder har levet i segregering (adskillelse).
Den kulturmarxistiske håndtering af de akademiske discipliner og fag har antaget de mærkeligste former. Et fag som antropologien havde helt fra fagets start en særlig hang til … ja lad os bare sige det: svindel. En af fagets grundlæggere, Margaret Mead, slog sig igennem i sin berømte afhandling om øboerne på Samoa. Hun beskriver, hvordan ‘det milde klima havde skabt en særlig mild og frisindet kultur’. Ifølge Mead var fri sex daglig kost på øerne. Begge dele er svindel og humbug. Samoa var, lige før hun ankom, blevet raseret af en heftig tyfon. Og moralsættet var en jomfrukult, hvor de unge piger blev passet særdeles godt på. Mead kom aldrig med en forklaring på, hvorfor alle disse unge piger ikke løb rundt med tyk mave. Hun havde simpelthen lyttet til nogle ‘fantasifulde’ tøser, der skulle have opmærksomhed, men hendes agenda var i tråd med tidens trend om det ‘frigjorte’ menneske, den uforstyrrede ædle vilde, som det civilisationsforstyrrede vestlige menneske skulle beundre og lære af. Fagets stifter, Franz Boas stod som garant for hendes afhandling. Han gik i øvrigt stærkt ind for uhæmmet indvandring til USA. Efter 2. verdenskrig ankom den næste generation af antropologer. Hvad var de for nogen? Jo, de var såmænd tidligere ansatte af krigsmaskineriet, der var ansat til at studere adfærd hos folket og fjenden i krigsøjemed. Nu blev de arbejdsløse og sev ind på universiteterne. På mange måder et charmerende videnskabsfelt.
Der er en lige linie frem til kulminationen på kulturmarxismen med Herbert Marcuse, hvis ide var ‘subversiv perversion’. Herefter var seksuelle minoriteter per definition æresmedlemmer af den revolutionære undergrundshær: bøsser, lesbiske, biseksuelle, transseksuelle kom herefter i stigende grad i fokus. Det er meget paradoksalt og usammenhængende. De politisk korrekte taler altid om sexisme, når nogen bruger deres egne udtryk. Men det er altid de samme, der konstant taler om sex (som om en bøsse kunne havde sit underliv at skabe sin menneskelighed ud fra…). Og det er altid dem, der taler om race, når de beskylder folk for racisme (som om race overhovedet var diskussionsemnet…). It takes one to see one.
Kulturmarxister er verdensmestre i at kreere offerroller. Når de kan påstå, at de selv eller dem, de hævder at være fortalere for, er stakkels mishandlede ofre, så har de pr. definition altid ret. Det er politisk-psykologisk gidseltagning. Børn går heller ikke ram forbi. Den danske folkeskoledebat og den nuværende regerings tiltag har politiseret folkeskolen. Det startede i øvrigt i 60’erne, hvor kulturmarxismen slog igennem. Politiske korrekthed fremstår, jo mere man studerer fænomenet, som en særlig obskur form for krigsførelse. Der er noget grænse-jesuittisk over den kynisme, der kommer for dagen, når det drejer sig om børn, de små svin. Som jesuitterne sagde: ‘Giv min det fire-års barn, og jeg skal give dig den voksne’.
Politiske korrekthed er nu blevet et statsligt og overstatsligt virkemiddel. Kulturmarxismen har sejret ad helvede til, så de nu taler fra talerstole i parlamenter, til topmøder i G8, G20, EU, FN. Miljøbevægelserne er for længst blevet korrumperet af agendaen. NGO-organisationer og de forlorne demokratibevægelser i Imperiets interessesfærer er ligeledes blevet kapret af agendaen. Her dukker så et andet uvæsen frem, der for længst har set, hvad der foregik: efterretningsvæsenerne. Det vil være svært at påvise, at disse står bag kulturmarxismen, men det er heller ikke sådan, det fungerer. Efterretningsvæsenerne er altid på lur efter enhver lejlighed til at infiltrere og styre indefra og uset. Lige pludselig er de der. Kapringen af NGO’erne i de farvede revolutioner er det bedste eksempel. Hørmen af politisk korrekthed er her så stærk, at vi nærmest kan lægge hjernen ned i skuffen og bruge næseborene i stedet.
Kære venner! Hvad tror vi, de sidder 24/7/365 og studerer i disse ‘institutter’ for social-psykologisk-behavouristiske studier? Hvad tror vi, at de såkaldte ‘tænketanke’ laver? Hvorfor mon institutternes og tænketankenes tænke-tanker altid synes at udløse fondsmidler til støtte for omstyrtelsen af regimer, der ikke adlyder Imperiet?
En ENORM bølge af politisk korrekthed skyller for tiden ind over Vesten i dens iscenesatte konfrontation med Rusland. Hver eneste gang vi ser et falsk flag vejre – musik: Når jeg ser et falsk flagvejre! (omskrivning af kommunistsangen) – bliver vi udsat for et tankemæssigt angreb af politisk korrekthed. Det vil nu være politisk korrekt at mene – og det gør du forhåbentlig, for ellers …! – at (vi nævner i flæng) Gaddafi, Assad, Putin er onde-onde, og at de har gjort ukorrekte/ulydige ting, som du, der jo er korrekt/lydig – for det er du forhåbentlig – misbilliger. Hvorved du jo – selvfølgelig – billiger vores tiltag af misbilligelse, hvilket vil sige … krig.
Agenda 21
Hvis vi skal forstå, i hvilket omfang politisk korrekthed og kulturmarxisme har inficeret det politiske rum, er vi nødt til at brede perspektivet ud. Det overskrider denne blogspot, men jeg vil henvise til en anden og mere detaljeret blogspot om FN-fænomenet: Agenda 21. Her bliver det virkelig ‘spooky’. Agenda 21 er det nærmeste vi kommer til et synligt program for skabelsen af et globalt verdenstyranni. Her er der tænkt på alt, og det er ikke bare en hensigtserklæring – det sker lige her og nu for næsen af os alle sammen.
Verdenskommunismen har taget fint tøj på. Men den har den samme profil og agenda, som den altid har haft. Behøver vi at sige, at DIN og din nabos uvidenhed og selvbedrag er inkluderet i denne agenda?
På ét punkt synes kommunismen 2.0 – Agenda 21-kommisærerne kalder det for kommunitarianisme – at adskille sig fra kommunismen 1.0. Den inkluderer kapitalismen, noget tilsyneladende nyt. Men vel at mærke den form for kapitalisme, hvor det frie marked blot er noget, man snakker om i skåltaler, men som er fuldstændig forsvundet. Alt er monopoliseret og kartel’ificeret. Big Business regulerer alt. Hidtil har de ædt sig ind i de eksisterende regeringsstrukturer, men nu har de ædt sig ind i alle de store globale organer. FN er udset til at blive den nye globale verdensregering. Så er kommunisme og kapitalisme ikke længere modsætninger? spørger du. Men så har du ikke gjort dig den ulejlighed at studere den hegelianske dialektik, som Karl Marx bryggede videre på. Ideologi-arkitekterne har nu fabrikeret syntesen udfra tese og anti-tese, så der ikke længere eksisterer en modsætning.
Kulturmarxisterne, de ny kommunisme 2.0-kommisærer, har lært deres lektie fra Sovjet. Mens agendaen i sit udspring er 100% topstyret, så bliver den solgt og implementeret som noget, der er græsrodsagtigt, håndholdt, fritgående økologisk. Postdemokratiet bliver saftsuseme solgt som folkestyre. Pludselig er en lokal ‘ambassadør’ eller ‘facilitator’, eller hvad de ynder at kalde sig (Apple og Adobe kalder deres software-sælgere for ‘evangelister’ …), det kan hedde alt muligt, altså et ‘borgerinitiativ’ er kommet op med en god ide, såen helt på egen hånd. Tilfældigvis er den skrevet direkte af efter Agenda 21-biblen, men det var jo en af vores egne, der fik ideen. Det handler altid om, at vi skal føle os skyldige over et eller andet, og nu skal vi redde verden via et lokal vedtægt. Du køber dig aflad ved at yde et offer.
Der skal ganske særlige overtalelsesmidler til i bund at grund at lære folk at hade sig selv, fornægte sig selv, tillade ødelæggelsen af tradition og arv og give plads for et globalt korpokrati. I Agenda 21 findes der ikke folkevalgte længere. Beslutningstagerne er indsatte i alle led og på alle niveauer. Der findes ikke nationalstater længere. Alt er koordineret med andre FN-sub-agendaer, Codex Alimentarius, Klimapanelet, u-name-them, we-claim-them. De finansielle strukturer er lige i sidelokalet, IMF, WTO, BIS, Centralbankerne – et skønt public-private-partnership er bygget op. Vi kan også bare kalde det for korpokrati-fascisme.
De har travlt for tiden i agendaen, for de har overskredet deadline for implementeringen. Der er opstået visse, skal vi sige … komplikationer. Folk er begyndt at opdage, hvad de har gang i, og i visse nationer på kloden har man, skal vi sige … mistet appetitten. De gamle områder for international-socialismen / kommunismen, Rusland og Kina skal den anden vej sammen med Brasilien, Indien og Sydafrika. Been there, done that, didn’t work.
Andre steder kører de Agenda 21 for fuld skrue. Se blot de stakkels svenskere, der er ved at begå nationalt selvmord for åbent tæppe. Udvandringen af svenskere er nu på højde med for 100 år siden, da der var hungersnød. I dag udvandres der af andre årsager: uhæmmet indvandring af udlændinge (yderligere 1 million de næste fem år) og stigende vold og social uro, uhæmmet stats-feminisme, pervertering af børns kønsidentitet, overgreb fra skattevæsenet, umuliggørelse af små virksomheder, politisk korrekthed overalt. Folk udvandrer for at slippe for at skulle udøve selvhad og selvcensur. Måske man burde takke svenskerne for at fuldføre eksperimentet med så stor konsekvens, at det kan blive tydeliggjort for hele verden, hvad man ikke skal gøre.
Komplikationerne
Finnerne, deres naboer, er ikke faldet på røven, endnu. De har deres historie lidt for tæt på, for de bekæmpede kommunismen 1.0 i de finske skove under Vinterkrigen. Tyskerne er, desværre, et knækket folk. De er ganske inficeret af politisk korrekthed efter 2. Verdenskrig. De har fuldstændig accepteret det selvhad, den selvfornægtelse og det masochistiske skyldkompleks, de blev påtvunget – for anden gang – efter krigen.
Men overalt i Europa ulmer det med politiske bevægelser, der har mistet appetitten for EU-kratiet. De er en broget forsamling, må man sige, men de deles om nationalisme, antibureaukratisme, og social-kulturel selvbestemmelse. Vi vil også se dem gå i kamp for social retfærdighed. De er kulturmarxisternes og venstrefløjens store skræk, for de tager initiativet ud af hænderne på dem. Folk har fundet ud af, at socialisternes/socialdemokraternes fine ord er tom snak, og at de ikke mener et hak af, hvad de siger. I Sydeuropa har de set, hvordan EU-kratiet har plyndret de nationale økonomier og sendt regningen videre til befolkningerne. Unge ser deres fremtid forsvinde for næsen af dem, de midaldrene ser deres job forsvinde, og de gamle ser deres pensioner forsvinde. De gør – og hvor stereotypt, hvor forudsigeligt! – alt, de kan, for at dæmonisere deres modstandere. Det er lige efter ‘håndbog for kulturmarxister’.
De dummeste af de europæiske politikere tror, de sidder sikkert i stolen, og at de blot kan skrue op for regler, love, forordninger, forbud, hestekure. Bare folk er bundet op i hoved og hale, så gør de ikke oprør. Men folk kan kun tage det indtil en vis grænse, og så bryder generationers indestængthed løs.
Der er en underlig ulmende uro i Europa for tiden. Der lugter af opstand. Mere end én europæisk politiker har for nylig haft en ond drøm om guillotiner. Men det jo bare en drøm …
Jeg er meget optaget af kulturel globalisering, hvor vi alle bliver subjekter i en misbrugisk kultur-industri, der kun tænker på én ting: At reducere skønhed til en forbrugsvare.
(Gilad Atzmon, Israelsk musiker, filosof og forfatter)
modsigelsen - the contradiction 